I denne tider det værd at tage hul på hele det spind af historieforfalskning og mytedannelse, der omgærder Danmarks rolle under 2. verdenskrig. I denne forbindelse bør den danske "så berømmelige" behandling af jøderne tages op til kritik, for den var langt fra så storslået og humanistisk, som den er blevet fremstillet i danske historiebøger, - snarere tværtimod.

Det er en udbredt myte, at Danmark modtog flygtende jøder fra Tyskland, og at Christian X, Danmarks konge, red gennem København med en Davidsstjerne på sit ærme for at protestere mod den tyske behandling af jøderne. Den storslåede danske redning af jøderne er også en sandhed med modifikationer. Og det, at Danmark efter krigen tog imod de overlevende jøder med åbne, humanistiske arme, er rent ud sagt løgn.

Faktum er imidlertid, at Danmark i tiden 1938-1942 sendte alle flygtede jøder tilbage til Tyskland til den visse død i gaskamrene. Der var tale om mange tusinde mænd, kvinder og børn. Der blev ikke vist nåde fra den danske stats side. Det er korrekt, at et fåtal af danske frihedskæmpere hjalp de danske jøder med at undslippe til Sverige. Men der må stilles nogle seriøse spørgsmålstegn ved motiverne til denne hjælp. Det vides, at et antal af de fiskere, der sejlede jøder over Øresund, tog sig mere end rigeligt betalt. Men gudskelov var der dem, som gjorde det af rent næstekærlige grunde. Det var heldigvis de fleste, men på grund af deres beskedne antal kan Danmark som helhed ikke tage deres gerninger til indtægt.

Et andet faktum er, at der i den danske flygtningekoloni i Sverige foregik en kraftig antisemitisme. Den danske historiker, Michael Mogensen, fra det danske center for holocaust og folkemordsstudier har gransket i breve mellem de danske frihedskæmpere i Sverige. Hovedtemaet var, at man fra "dansk" side håbede, at de danske jøder, der ikke var blevet gasset af Hitler, ville afholde sig fra at returnere. Men som ifølge Michael Mogensen skrev gesandt Kruse fra Sverige: "Det ville være overordentlig skadeligt for Danmarks anseelse i relation til svensk opinion og i relation til opinionen i alle andre frie lande, dersom man skulle få det indtryk, at man i Danmark uafhængigt af et tysk pres, i hvert fald til en vis grad havde accepteret den nazistiske raceideologi".

Enden på det hele blev, at jøderne fik lov til at komme hjem til deres fædreland efter krigen.

Hvad angår de jøder fra andre lande, der havde overlevet udryddelseslejrene og som i deres egne lande i Østeuropa blev udsat for pogromer også blev afvist i Danmark. De forsvindende få, der havde danske slægtninge, som garanterede, at de selv ville tage sig af dem, fik i første omgang adgang til landet. Men det danske fremmedpoliti benyttede sig af enhver lejlighed til at chikanere dem. De blev gentagne gange opfordret til at forlade landet frivilligt. Man må sige, at Danmark har meget lidt at være stolte af, men meget at føle skam over.

Knud Dennis Møller, Vindegade 52, Odense C, er lektor.