Danmark - en engelsk udkant. Det store svigt
Af: Journalist og forfatter Egon Clausen

I Gentofte har et medlem af partiet Venstre foreslået, at kommunen bliver tosproget, idet man bør sidestille dansk med engelsk, hvorefter alle former for kommunal service i daginstitutioner, skoler og ældreplejen skal kunne foregå på dansk såvel som engelsk, ligesom al skiltning på gader, bygninger og institutioner også skal være tosproget. Forslaget har vakt en vis opsigt, og Pia Kjærsgaard, der er borger i kommunen, har skrevet et indlæg i den lokale avis, hvor hun vender sig mod det og bl.a. skriver, at "i Danmark er dansk vores modersmål - og det gælder mig bekendt også i Gentofte Kommune," og så beklager hun sig i øvrigt over, "at engelsk har sneget sig ind i det danske sprog overalt, og at butikker og erhvervsdrivende helt af sig selv er holdt op med at skrive 'udsalg'. Nu hedder det 'sale' på nutidsdansk - noget, jeg i øvrigt ikke bryder mig om."

Hvadenten Pia Kjærsgaard bryder sig om det eller ej, så er den engelske påvirkning imidlertid stor, og det underlige er, at hendes parti fører en politik, der vil få den til blive større, meget større endda. Det handler om mediepolitik, om magten over danske dagblade, om danske radio- og tv-stationer og derved om nyhedsformidlingen og den offentlige debat. På længere sigt drejer det sig om magasiner, bogforlag og produktion af undervisningsmaterialer til danske institutioner. Det er alt sammen i fare for at blive domineret af udenlandske mediegiganter, og konsekvenserne vil være store. I dag sidder der danskere i massmediernes bestyrelseslokaler og redaktioner. For de offentligt ejede mediers vedkommende er bestyrelsesmedlemmerne udpeget af Folketinget, og de kan til hver en tid stilles til ansvar af læsere, lyttere eller seere. Dette system er truet på livet, for de danske medier er ved at blive rendt overende af globale medieaktører såsom Facebook, YouTube, Google, Netflix og Apple, og de er gigantiske.

Googles annonceindtjening er således næsten lige så stor som Danmarks offentlige forbrug. Netflix' investering i nye film, serier og tv er elleve gange så stor som DR's samlede budget. Facebooks årsresultat svarer til den samlede danske e-handel i 2016, og YouTube når dagligt flere danskere end DR2 og TV3. I løbet af de seneste ti år har disse mediekæmper fået en meget stor plads i danskernes forbrugsvaner, men det må ikke overses, at de er styret efter helt andre principper og har et andet syn på ytringsfrihed end vi har her i landet. Det oplever mange danskere i deres hverdag. Forfatteren Trisse Gejl blev således meget forbavset, da hun pludselig fik at vide, at facebook havde lukket hendes side ned på grund af et link til en artikel i dagbladet Politiken om en britisk fotograf, der havde udgivet to fotobøger, der bl.a. viste billeder af ældre kvinder med kun ét bryst og midaldrende mænd med prostatakræft. Ja, selv Berlingske Tidende fik fornylig at vide, at en illustration til en artikel om seksualoplysning for børn skulle fjernes, og det gjorde Berlingske så, for her var man oppe mod magter, der var større end en selv. Diskutere med dem var nyttesløst, og desuden opholdt beslutningstagerne sig på fjerne adresser i Californien og lignende steder langt borte.

I Danmark er vi kort sagt ved at miste magten over vores egen debat. I en nylig udkommet rapport fra Kulturstyrelsen skriver den tidligere chefredaktør på Berlingske og direktør for TV2, Lisbeth Knudsen, at store dele af "den publicistiske grundforsyning af uafhængige danske nyheder, information og debat til den danske offentlighed leveret af en mangfoldighed af privatejede og statsligt ejede medier" er truet på eksistensen. "Det samme gælder den originale dramatik, den unikke dokumentar eller det egenudviklede underholdningsprogram leveret af et kreativt dansk produktionsmiljø."

Dette er en alvorlig trussel mod alt, hvad der er dansk, og en række ansvarlige ledere i den danske mediebranche har da også forsøgt at råbe vagt i gevær. Direktørerne i TV2s regionale stationer har således i fællesskab skrevet en henvendelse til mediepolitikerne. I en kronik i Jyllands-Posten (15.sept 2017) har de bl.a. skrevet: " Vi håber, at politikerne vil bruge deres indflydelse på at motivere alle parter i det danske medielandskab til mere samarbejde - til gavn for medieforbrugerne og i sidste ende for det danske sprog, den danske kultur og vores demokrati."

I en artikel i dagbladet Politiken (14.sept 2017) har Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund, og Klaus Hansen, direktør i Producentforeningen skrevet at mediepolitikerne bør tage udfordringen op. De sidder nemlig med "muligheden for enten at stække eller udvikle den danske mediebranche og det dansksprogede indhold som danskerne sætter pris på. De sidder på beslutningen om, om vi vil lade store internationale mediekoncerner diktere vores medieforbrug eller om vi fortsat vil lave kvalitetsindhold til danskerne på dansk."

Rapporten fra Kulturstyrelsen er lige så dyster. I forordet står der: "Dansk kultur- og mediepolitik har aldrig været mere udfordret end nu ..."

Der er kun ganske få danske medier, der er store nok til at kunne hamle op med de internationale giganter, og i den situation er det tragisk at partier som Venstre og Dansk Folkeparti vil svække DR, der har musklerne og som er dansk fra top til bund. Står det til folkepartiet skal DR ikke desto mindre beskæres med en fjerdedel, og fra Venstre har man sagt op mod en tredjedel. Sker det, vil DR blive så svækket, at institutionen ikke kan byde på seriøs modspil til de store, internationale agenter, hvilket igen vil føre til, at engelsk bliver endnu mere dominerende i såvel underholdning som nyheder. Dette er stensikkert, og i så fald vil talen om udkantsdanmark få en helt anden klang, for så vil hele landet blive reduceret til en udkant i en engelsktalende verden. Kærlighed til Danmark er der på ingen måder tale om. Tværtimod. Set fra et nationalt stade er der tale om et kæmpemæssigt svigt. Men venstremanden fra Gentofte, der ønsker at gøre kommunen tosproget, kan fryde sig. Svækkes de danske medier, vil engelsk snart overskylle hele landet, og i Dansk Folkeparti kan de svinge med dannebrog, mens de råber til hinanden: "We love Denmark!"

 

Kilde: Mediernes udvikling i Danmark. Rapport udarbejdet i et konsortium mellem Mandag Morgen, CBS og Aalborg Universitet. Udgivet af Slots- og Kulturstyrelsen, 2017