Da freden kom for 60 år siden, vidste kronikøren ikke, hvad den var for én, og hvorfor de voksne opførte sig så mærkeligt. Barndommen i datidens besatte Odense og Danmark har sat varige spor.
Da jeg som syvårig oplevede ét stort kaos af jubelskrig og nærmest vanvittige voksne, som styrtede rundt og omfavnede og kyssede hinanden i gaderne i det indre Odense fredag den 4. maj 1945 om aftenen, spurgte jeg ængsteligt min mormor:

"Fre' - hvad er det for noget?"

For hvad var det dog, der skete, siden alle mennesker pludselig blev så lykkelige og glade for hinanden?

Jeg og min mormor, som jeg kaldte Bedste, havde været i Odense Teater, hvor vi ofte kom, da hun var abonnine - og her til aften var "Per Gynt" på programmet, hvor der til både fryd og forskrækkelse for mig var kommet en gris op af scenegulvet.

Men pludselig blev spillet afbrudt.

Teaterdirektør Helge Rungwald trådte ind på scenen, holdt en lille pause og sagde højt:

"Radioen har meddelt, at tyskerne har kapituleret. Vi har fået fred."

Alle folk rejste sig, råbte og skreg og løb ud af teatret.

Det var en lun aften og endnu ikke mørkt.

Bedste og jeg forlod teatret hånd i hånd, og da vi kom hjem til Nørregade, hang folk ud ad vinduerne, og min mor og mange andre havde revet mørklægningsgardinerne løs og kastet dem ned på gaden, hvor folk lavede bål.

Og så dansede man og sang og opførte sig meget mærkeligt - syntes jeg.

Det var trange tider hjemme i Odense først i 1940'erne. Tyskernes besættelse og de mangler og gener, det betød, prægede min tidlige barndom.

Om natten vågnede vi ofte ved bombemaskinernes konstante, højlydte brummen og larmen fra de sprængte bomber, som blæste vinduer ud, og om dagen mindede tyskernes marcherende støvletramp igennem vores gade os hele tiden om, hvem der var herrer i landet.

Når luftalarmen lød, styrtede vi ned i kulkælderen, der var vores beskyttelsesrum.

Her var snavset og beskidt, men dejligt varmt, og de øjeblikke indeholdt også noget hyggeligt og kærligt trods angsten.

Et menneskeligt, trøsterigt sammenhold i en trængselstid.

Jeg sad der næsten altid i mit nattøj med min dukke i skødet og min sparegris under armen - en gammel gris af ler, som aldrig nåede at blive fyldt så meget op, at det var umagen værd at knuse den.

Desuden var sprækken omme i dens nakke så stor, at jeg sagtens kunne ryste lidt penge ud til slik, og det var nok også derfor, den aldrig blev fyldt til slagtning.

Jeg nænnede nu heller ikke at knuse den.

I disse mørke år oplevede jeg en nat, som gjorde, at jeg mange år efter var meget mørkeræd.

Jeg vågnede i bælgmørke.

Der var ingen hjemme.

Ingen til at passe på mig.

Jeg blev overvældet af angst og løb igennem alle stuerne, mens jeg råbte på Bedste.

Ingen svarede på min kalden.

Nu greb panikken mig fuldstændig - og jeg husker stadig hver detalje fra den nat.

De store vinduer var dækket til af tunge mørklægningsgardiner - det var rullegardiner - og det lykkedes mig at hive i snorene, så alle gardiner snart var rullet op, hvorefter jeg tændte alt lys i stuerne, så lyset vældede ud i den mørke krigsnat midt i Nørregade i Odense.

Så kom der folk.

Man dunkede på døren, mens jeg sad og rystede bag en lænestol i et hjørne af stuen, og til sidst kom Bedste, som havde spillet kort hos naboen, og låste sig ind.

Hun greb fat i mig, der skælvede og hulkede af angst - og gav mig en endefuld, jeg aldrig glemmer.

Det var her, tror jeg, at retfærdighedssansen blev en udviklet faktor i mit sind, og den oplevelse satte sine spor.

Jeg blev meget mørkeræd.

Vores hus var forhus til en lukket, stor gammel gård midt i Odense - Oluf Bagers gamle købmandsgård i Nørregade.

Her jagede tyskerne ofte folk ind fra gaden og foretog razzia efter illegale blade og andre tegn på modstand, og jeg sad i vores vindue som passiv tilskuer til mere eller mindre brutale og millitante overgreb på ganske almindelige mennesker og oplevede uhyrligheder, som hagede sig fast i min barnesjæl.

Min morbror, der var et hidsigt gemyt, tog en dag en urtepotte, som han ville kaste ned i hovedet på en tysker, der var meget grov over for en ældre mand, og hvis Bedste ikke havde fået ham talt til fornuft, havde han nok ikke overlevet den dag.

Disse oplevelser blev spiren til mit livs første fordom.

Jeg kan ikke så godt lide tyskere.

Selv om der ellers var én af dem nede i gården, som var sød, syntes jeg. Han klappede mig altid på håret, og jeg tænkte, at han lignede en far, der længtes efter sine børn.

En dag fik jeg bekræftet myten om "at håret kan blive hvidt på én nat".

En af vores genboer var en meget fin, gammel dame, som boede hos sin søn, der var slagtermester med en stor flot forretning i samme hus.

Når jeg sad i vinduet, kunne jeg se ind i hendes store stue, hvor hun ofte sad og strikkede eller læste - og jeg syntes, at hun var en rigtig, fin dame.

Sønnen gjorde gode forretninger i sine handler med tyskerne, indtil det blev folk for meget, så de saboterede forretningen - og brød ind og tog for sig af retterne.

Lyden af knuste ruder vækkede os i den tidlige morgen. Der var et leben og en masse folk, som strømmede ud og ind af forretningen. Alt blev fuldstændig ødelagt derovre den dag.

Først da gik sandheden op for hans gamle mor, og dagen efter ødelæggelsen af sønnens forretning, liv og omdømme, var hendes flotte, sorte gråsprængte hår blevet fuldstændig hvidt.

Det står til troende. Jeg så hende igennem mit vindue.

En aften lød der er kæmpebrag så voldsomt, at huset rystede, og alle vinduerne knustes.

Det var i februar 1945, da avisen henne på Fisketorvet, Fyns Tidende, blev sprængt i luften.

Det var bitterligt koldt, og glarmestrene kunne slet ikke leve op til efterspørgslen på nye ruder, heller ikke hjemme hos os, så det blev den direkte årsag til, at jeg blev sendt på børnehjem.

Det var for koldt for mig at blive boende hjemme, sagde de voksne.

Jeg var ikke så glad for den situation, da "børnehjem" var noget, man på den tid truede uartige børn med.

Men det gik..

Jeg kom på Korsløkke Børnehjem, som var optagelseshjem for mange børn, der havde været ude for det samme som mig - og jeg tilvænnede mig hurtigt.

Vi havde det godt, og tiden gik med gode lege og meget andet.

En dag havde nogle af drengene været ovre på skolen og rode i tyskernes efterladenskaber - store bunker med skrald og andre spændende ting for nysgerrige drenge.

Det medførte, at alle på børnehjemmet fik lus fra top til tå, så om aftenen blev vi smurt ind i noget hvidt pulver med det resultat, at der i sovesalen gik små, hvide fødder på det brune gulv fra badeværelset og hen til hver seng.

Men det var altså ikke noget, vi måtte snakke om.

Om lørdagen den 5. maj var der skyderi i gaderne, og jeg måtte ikke gå over i Kongens Have og lege, som jeg plejede, og der var mange mænd, som løb rundt med rød-hvide-blå armbind.

"Det er danskere, som hjælper os med befrielsen" sagde Bedste - men jeg kunne nu ikke forstå, at de tog "Grove Inger" fra vores gade med på en lastbil, og at de havde klippet hendes hår på en underlig måde.

Og jeg fik ingen forklaring.

Jeg så også mange tyskere, som skulle gå helt hjem til Tyskland.

Det syntes jeg, var synd for dem, indtil jeg fik at vide, at jeg kun kunne komme i skole hveranden dag, da jeg endelig skulle begynde i første klasse, og så helt nede på Østre Skole i stedet for på skolen i Jernbanegade, som var optaget af tyske flygtninge..

Så kunne jeg igen ikke lide tyskerne.

Men sommeren kom og med den sol og glæde.

Da forstod jeg, at Danmark var frit - og hvad den fred, som jeg fik fortalt om på Odense Teater, egentlig betød.

Hanne Skaalum, Bergmannsvej 68, Thurø, Svendborg, er socialrådgiver og forfatter.