Burkaforbud siger noget alarmerende om vores respekt for mennesker


Burkaforbud siger noget alarmerende om vores respekt for mennesker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Forfatter, tidl. gymnasielærer og sognepræst, Viborg Preben Brock Jacobsen
Morten Pedersen
Debat. 

I Danmark diskuterer man for tiden i ramme alvor, om politiet skal have bemyndigelse eller ligefrem pligt til at trække kvinders burka eller niqab af dem på offentligt område. Det spiller tilsyneladende ingen rolle, at man derved groft træder ind over kvindernes urørlighedszone, at det svarer til at klæde dem af, så de fremstår nøgne. Det vil ganske vist ikke blive tilfældet, lover landets justitsminister. Men bare det, at man diskuterer spørgsmålet, er hårrejsende. Og farligt.

Det farlige er, at en fundamental etisk norm - respekten for menneskets værdighed - er under angreb. Det er ikke en tilfældig norm, men hovedhjørnestenen i vores etiske fundament. Den hviler på ideen om, at alle mennesker har samme menneskeværd, og den har vi alene i kraft af at vi er mennesker, ikke i kraft af vores funktion i samfundet, vores køn, religion, hudfarve eller noget som helst andet end, men ganske enkelt fordi vi er mennesker. Menneskeværdet er kun knyttet til eksistens, til det at eksistere som menneske. Menneskeværd er absolut og står ikke til forhandling. Det kan ikke mistes og ikke gradbøjes. Netop fordi menneskeværdet udspringer af, at man er menneske, har vi alle samme menneskeværd. Man kan ikke have mere eller mindre menneskeværd. I modsætning til ting, der kan prissættes, er hvert menneske uendelig meget værd og alle mennesker lige meget værd. At mennesket har værdighed kan forstås sådan, at man i kraft af at være menneske med menneskeværd fortjener respekt fra sine omgivelser. Ethvert menneske, altså også den mest skumle forbryder, har krav på at blive respekteret som menneske. Det er den tanke, der for eksempel ligger bag, at vi i Danmark forbyder racisme og ikke kan anerkende dødsstraf.

Menneskets værdighed respekterer man ved aldrig at behandle det som blot et middel. Selvfølgelig kan ethvert menneske være et middel, sådan som for eksempel læreren er det som støtte for eleven. Men læreren er ikke blot et middel. Respekten for menneskets autonomi - altså selvstændighed og uafhængighed, retten til selv at definere rammerne for sit liv - skal ses som et værn mod, at mennesket reduceres til blot et middel for andre. Min egen udøvelse af autonomi skal udtrykke min værdighed som menneske. De andres respekt for min autonomi skal udtrykke deres respekt for min værdighed.

En lang smøre! Men jeg synes, der skal sådan en moralsk overvejelse til i vores debatter. Vi må være klar over, hvad der sker, når vi debatterer niqabforbud, undskyld tildækningsforbud. Det handler selvfølgelig om meget mere end et stykke stof. Lad mig give nogle flere eksempler

Da Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale talte om at afvikle ghettoerne helt og rive dele af dem ned, blev jeg ramt af et ubehag, men det stod mig ikke umiddelbart helt klart hvorfor. Det kunne jo godt være en god ide at rive utidssvarende bygninger ned, boligrenovering er ikke i sig selv noget skidt. Ubehaget skyldtes, fandt jeg ud af, at der næsten umærkeligt kom noget andet ind end boligrenovering. Lars Løkke Rasmussen sagde: "Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt. Nogle steder ved at bryde betonen op. Rive bygninger ned. Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder. "

Det var den samme type sprog, han brugte om bygninger som om indbyggere. Beton, bygninger, indbyggere som objekter for at bryde, rive, sprede. Der var ingen forskel i den sproglige opbygning: Verbum + objekt. Handlingsmættede verber, der sker noget i de vendinger. Men han gled uden videre fra at omhandle ting til at omhandle mennesker. Han så åbenbart ingen grund til at gøre forskel. Om man river bygninger ned eller spreder mennesker, kan tilsyneladende være det samme. Heller ingen subjekter var der. Ikke noget om, hvem der handlede her, når bygninger skulle brydes ned og mennesker spredes. Man så for sig gravemaskiner fyldt op af murbrokker og mennesker.

Det var et sprog, der helt fjernede indbyggernes menneskelighed. Indbyggerne fik ikke tilbud om, at de kunne vælge at flytte et andet sted hen. Her var tale om at "sprede indbyggerne og genhuse dem". Indbyggerne var reduceret til ting. Tingene kan man skaffe sig af med eller ødelægge, når de ikke længere er noget værd, men et menneskes liv kan aldrig blive værdiløst. Det er det, vi forstår ved værdighed. Der er noget helt galt fat, hvis menneskets værdighed ikke bliver respekteret. Så smuldrer fundamentet under vores samfund. Så trues humaniteten. Og i sammenhæng med integrationsdebatten kan man sige, at så undermineres integrationen. Betingelsen for at føle medborgerskab, engagere sig, søge integration er, at man føler sig anerkendt, ligeværdig som en god og nyttig samfundsborger.

Mit spørgsmål er, hvor langt vi i Danmark er kommet med denne nedbrydningsproces? Hos Lars Løkke Rasmussen var den umiddelbart ikke så grov, der var kun næsten umærkeligt tale om en dehumanisering, men heri ligger måske det virkelig farlige: man tænker måske ikke over det kyniske sprog, men man mærker det på sin krop som et ubehag.

Så er det langt tydeligere, når man ønsker at kriminalisere brug af burka og niqab. Der er kun ganske få, der overhovedet bruger den beklædning, den skaber ingen problemer, der er ingen dokumentation for, at kvinder er tvunget til iklæde sig en niqab. Tværtimod fortæller kvinder selv, at det er frivilligt. Jeg har svært ved at forstå ønsket om kriminalisering som andet end chikane. Der er ingen respekt for kvindernes ønske om at gå klædt på en måde, som for dem er et religiøst valg. Man ved oven i købet godt, at lovindgrebet er diskriminerende, det lægger ingen skjul på, det har til formål at begrænse muslimers frihed. Så maskerer man lovindgrebet og kalder det for et tildækningsforbud

Jamen, det er jo en særdeles alvorlig sag, at man er parat til at knægte kvindernes frihed, inklusive deres religionsfrihed. Det er ekstra respektløst, at man oveni finder det helt i orden at lave juridiske krumspring for ikke at kunne anklages for at gå efter en bestemt religiøs gruppe. Over for 'den slags' kan man godt tillade sig det, ser det ud til, at man tænker. Vi er jo ved at være rigtig langt ude, når der ingen ligeværdighed er mellem borgere.

Det er ikke bare en forarmelse af os selv og vores tænkemåde, når vi nedgør andres fremmede skikke, ikke kun en dumhed når vi fratager andre et ønske om at integrere sig i vores land, men direkte farligt for vores samfund når vi lader humaniteten gå fløjten. Der et stærkt behov for at gennemtænke hele det moralske fundament for vores kultur, som ligger i modernitetens tænkemåde og også i kristendommen. Det kan ganske vist være svært af snakke moral, uden at ordene føles som klæg moralistisk klister. Moralisme lugter langt væk af en ofte selvretfærdig hang til at løfte pegefingeren mod andre mennesker. Selv sidder man inde med sandheden. Det gør de andre ikke, det må jeg lære dem. Det hjælper lidt at erstatte ordet moral med ordet etik, der ikke findes som -isme. Så lad os snakke etik. For det er nødvendigt.

Burkaforbud siger noget alarmerende om vores respekt for mennesker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce