Brug gamle Cavling som rollemodel


Brug gamle Cavling som rollemodel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Fellow ved Constructive Institute, redaktionel udviklingschef, Jysk Fynske Medier Gerd Maria May
Billede
Debat. 

I næste uge uddeles årets fineste journalistiske pris; Cavling-prisen. Og det er ikke bare en pris. Det er et pejlemærke. Definitionen af en retning for et fag. Det comiteen vælger, vil vi andre stile efter, og forsøge at efterligne. Så kære Cavling-komité; beløn den type journalistik, samfundet og mediebranchen har brug for mere af.

Tag udgangspunkt i Cavlings virke og giv årets Cavlingpris til et journalistisk projekt, der er konstruktivt og entreprenant, og som er lavet i øjenhøjde med målgruppen.

Cavling som rollemodel for dagens journalister

Nye platforme, nye deadlines, nye formater og nye forventninger. Det at være journalist i dag, er noget helt andet, end det var for bare ti år siden. Men går vi mere end 100 år tilbage og tager afsæt i den moderne journalistiks skaber, Henrik Cavling, er der meget inspiration at hente.

Som bekendt får vi mere af det, vi hylder, og netop Cavling-prisen er en af den slags priser, der bliver kigget langt efter i journalistbranchen. Det vi har brug for at hylde, er noget, der skubber vores branche i den rigtige retning. Og det er ikke nødvendigvis det, Cavlingprisen de sidste mange år er blevet uddelt for. Ifølge professor i journalistik ved RUC, Ida Willig, er prisen blevet uddelt til tre forskellige typer journalistik. Jeg mener, tiden er inde til endnu et skift, så en fjerde form for journalistik kan blive hyldet og fejret. Den første type, der blev hyldet, da prisen først blev uddelt, var den godt formidlede journalistik, så blev det den dagsordensættende, og de sidste mange år, har det været folkene bag den afslørende journalistik, der har fået statuetten med hjem.

Jeg håber, det nu er tiden til, at en ny type journalistik skal hyldes i denne sammenhæng, fordi jeg mener, både mediebranchen og samfundet har brug for, at vi kigger nye veje i udviklingen af den allerfineste journalistik, vi har og hylder.

Og man kan faktisk bare tage afsæt i Cavlings eget virke for at finde inspiration til den nye type prisvindere.

Henrik Cavling fornyede rollen som journalist. Han stod for især fire ting, jeg håber, Cavling-komiteen vil fokusere på denne gang.

  1. Social kampagnejournalist.

Cavling var ikke bare en formidler af hændelser. Han tog skridtet videre. Den nyskabende journalist afslørede problemer, pegede på løsninger og tog initiativ til konkrete løsninger.

Da han indleder sin journalistiske karriere gør han det med et ægte og dybfølt samfundskritisk engagement. Hans journalistik bliver af blandt andet Sven Ove Gade i "En biografi om Henrik Cavling" beskrevet som social kampagnejournalistik. -Han var den første, der førte aktiv, social journalistik til Danmark, som Sven Ove Gade skriver.

Den unge journalist vokser op i arbejderklassen med to forældre, der er analfabeter, og en hverdag med lange, hårde arbejdsdage. Den baggrund tager han afsæt i gennem sin journalistik. Han afdækker urimelige forhold og uretfærdigheder, og skaber gennem sin journalistik en ny dagsorden, hvor fokus på arbejderklassens vilkår bliver politisk omdrejningspunkt. Man han stopper ikke der. Han tager også det næste skridt, og peger på løsningsmuligheder, sætter gang i indsamlinger og får ting til at ske til fordel for den gruppe, han dækker.

Han kæmper med sin historiefortælling for en bedre verden. For at give stemme til dem, der ikke har en stemme selv, og for at holde magthaverne ansvarlige. Alt sammen helt grundlæggende opgaver for en journalist nu og i fremtiden. Især kampagne-tilgangen var og er skelsættende. Noget af det, der var det mest revolutionære ved Cavlings virke, og noget af det, vi har glemt alt for længe i mediebranchen.

Cavling indså, at et blad ikke blot er til for at kæmpe for ideer, men også for at fuldbyrde visse elementære retfærdighedsideer i handling, som forfatteren Christian Rimestad skrev om den revolutionære forfatter for snart 100 år siden.

Cavling starter en kampagne i Politiken, der fører til en havekoloni for kommuneskolebørn på en mark i Rødovre. Han starter sommerlejren Wesselsminde i Nærum, hvor tusinder af proletarbørn har haft sommerophold, og han skabte "de juleløses jul", hvor juleindsamlinger gav en hjælpende hånd til de fattigste og mest ensomme.

Cavling tager med sin kampagnetilgang et af de skridt, jeg mener, journalister skal tage i dag. Han løfter blikket fra udelukkende at fokusere på konflikter, problemer og uretfærdigheder, til også at inspirere til løsningsmuligheder og til at sætte ting med almengyldighed i gang til samfundets bedste.

  1. Journalist med markedsforståelse

I de sidste mange år – så længe jeg kan huske, har vi journalister brystet os af, at vi da ikke har noget med "markedet" at gøre. At der var andre dele af vores organisation, der tog sig af det der marked. For vi journalister og redaktører havde slet ikke brug for at vide, hvad "markedet" ønskede. Det vidste vi bedst, – Sådan har jeg i hvert fald oplevet det og opført mig, når jeg dag efter dag sad på chefredaktørens kontor med de andre redaktionschefer og diskuterede, hvad der var gået godt i dagens avis, hvad der var vigtigst og hvad vi skulle rose, så vi kunne få mere af det. Helt uden at skele til, hvad læserne havde lyst til at få serveret. Vi er blevet bedre, men vores opfattelse af, hvad vores opgave som journalist er, trænger stadig til et ryk i Cavlings retning. Det er ikke nok at skrive en god historie. Vi skal også interessere os for, hvem der kommer til at læse den, hvem den kommer til at gøre en forskel for, og dermed omfavne det, vi i så mange år med ringeagt, har omtalt som "markedet".

Cavling havde en enorm interesse og forståelse for, hvad "markedet" havde brug for, ønskede sig og rent faktisk ville bruge. Faktisk havde den tidligere fabriksarbejder så meget indsigt i markedet, at han lykkedes med at mere end tredoble Politikens oplag fra 22.000 i 1904 til 75.000 i 1924, så Politiken blev Danmarks største avis.

Cavlings fremgangsmåde bundede i, at han mente, at Politiken skulle være for folket og ikke bare for eliten. Han ændrede det fysiske udseende af avisen, så den i stedet for at være på fire lange og uhåndtérbare sider, blev på mange mindre sider, så den kunne ligge på bordet, eller komme med i sporvognen, som han siger. Altså ændringer, der tog udgangspunkt i læsernes brugersituation, som man ville sige i dag. Han indførte billeder og illustrationer på forsiden af avisen, og så ændrede han indholdet af avisen til noget, der tiltalte langt flere mennesker. Han mærkede markedet og tilrettede sin journalistik, så den blev relevant for læserne.

Det mangler langt de fleste af os journalister i dag -den fornemmelse for markedet. Den skal ikke bare være i marketingsafdelingerne rundt omkring, men forståelsen skal være stærkt tilstede hos både redaktøren og journalisten. Hos hende, der skal vælge, hvilken historie, der skal satses på, og hos ham, der skal lave historien.

For, hvordan skal vi lykkes med vores publicistiske mission, hvis vores journalistik ikke når frem. For selvfølgelig betyder det at have en fornemmelse for markedet ikke, at vi skal lave glade kattevideoer, men det betyder, at vi skal have en forståelse for, hvordan vi kan dyrke publicismen uden at skræmme folk væk. Vi skal kende markedet for at lykkes med at være publicister, der arbejder for at gøre folk i stand til at træffe selvstændige, oplyste valg.

Vi måler klik og læsertal, og bliver heldigvis dygtigere og dygtigere til det, men skal vi blive rigtig gode, skal den enkelte journalist have en nysgerrighed og en ydmyghed i forhold til markedet og i forhold til læseren. Som journalist skal man ikke blot forstå og elske historien, man skal også omfavne vejen hen til læseren, og være nysgerrig på, hvordan man når derhen. Tiden, hvor der var et avisbud, der stod for den del, er forlængst forbi. Det vidste Cavling. Det skal nutidens journalister også vide og handle ud fra.

  1. Journalisten som entrepreneur

Årene med trygge langtidsudsigter for vores medier er forlængst forbi. Oplag, læsertal, antallet af abonnenter og annonceindtægter følges nedad. Til gengæld er vi så heldige at leve i en enormt spændende medie-tid med et hav af muligheder. Aldrig har vores journalistik været læst/set/ hørt så meget som i dag, og aldrig har det været så let at starte sit eget medie. Der er hverken brug for en dyr distribution eller en stor organisation for at starte en medievirksomhed. Forstår man markedet, ved hvad man formidler og har noget på hjerte, er det bare at gå i gang.

Også det kunne Cavling. Han nåede faktisk så langt, at han ikke bare fik lavet en plan, men også skaffet alle de penge, der dengang skulle til for at starte sit eget dagblad fra dem, han kaldte "mine millionærer". Men Politikens bestyrelse fik ham overtalt til at droppe planerne om at blive selvstændig og i stedet komme ind og styre den etablerede presse. Det kunne Cavling ikke modstå, og blev i 1905 redaktør på Politiken.

Han holdt dog fast i sin tilgang som entrepreneur, da han grundlæggende ændrede alt fra udseende, formater, indholdsprofil og emner i avisen.

Det er naturligt for en journalist at forvente, at det er redaktøren, der skal tænke den slags tanker. Det er det, journalister er uddannet til, og sådan de har arbejdet langt de fleste steder indtil nu. Men i takt med at tempoet på udviklingen er blevet sat op, og læserne ændrer vaner hurtigere, end vi kan nå at følge med, så er der i dag i langt højere grad brug for, at den enkelte journalist tager ansvar, og at den enkelte redaktør giver ansvar, så der kan testes og fejles, rettes til, testes igen og måske rulles ud, når noget virker.

Den enkelte journalist skal være entrepreneur i sin arbejdsmetode. Som sådan kan eller skal man selvfølgelig ikke ændre den overordnede strategi for sit medie, men man skal eksperimentere i det små. På det niveau, man har indflydelse. Det vil sige, man skal teste fortællemåder, platforme, måder at få historierne ud til brugerne, måder at researche på. Man skal gå til sin chef og udfordre status quo, når det er relevant. Det eneste man ikke må er, at gøre som man gjorde i går og tro, at det er godt nok. Tag chancen, drop nulfejlskulturen og lav fejl, ret til og giv det et nyt skud.

  1. Den forankrede journalist

Skal det lykkes med at komme igennem med den publicistiske mission, er det selvfølgelig grundlæggende afgørende, at den journalistik vi producerer, de historier, vi fortæller på den ene eller anden måde, er af allerhøjeste kvalitet. Og kvalitet er jo et buzz-ord, der kan betyde alt eller ingenting. I denne sammenhæng, vil jeg dog gerne lade Cavling styre begrebet.

For det, Cavling havde med sig, når han skrev om fattigdom og arbejderklassens hverdag og udfordringer, var et helt grundlæggende kendskab til det og dem han skrev om. Cavling var konstant ude blandt dem, han skrev om. Cavling var stærkt forankret i den målgruppe, han skrev om. Også den del af Cavlings virke, skal vi hylde og søge at få mere af.

Som journalist i dag er der mange muligheder for at kopiere den del af Cavlings arbejdsmetode.

Som fagjournalist med netværk og viden inden for et særligt felt, eller som lokaljournalist med sin daglige gang i de miljøer, læserne lever i, har man mulighed for både at opdage og forstå de problemer, der skal løses og de vilkår, der ændrer sig for læserne.

Gennem en forankring i enten et fagområde eller geografisk område, har vi med vores journalistik mulighed for at komme tæt på læserne og det, der er relevant i deres liv. Lykkes det, er sandsynligheden for, at journalistikken også bliver opfattet som troværdig og relevant langt større. Og dermed kommer vi tættere på at kunne efterligne Cavlings succeshistorie med reformationen af en mediebranche under pres.

Så kære Cavling-komitée, Lad dette års vinder være journalistik, der omfavner hele Cavlings virke.

Brug gamle Cavling som rollemodel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce