Bragesnak og talhysteri


Bragesnak og talhysteri

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dommedagsprofetier om velfærdsstatens snarlige sammenbrud på grund af det voksende antal ældre og gamle bør i et af verdens rigeste samfund henvises til afdelingen for snik-snak.
En tryg og velfortjent alderdom. Det må være et mindstemål af anstændighed, når samfundet kvitterer for lang og tro tjeneste i fællesskabets interesse. Sådan er det da heldigvis også, i det store og hele.

Men nogen vånder sig, vrider hænder og må have luft for det uafvendelige: Ældregenerationen fylder meget, og den koster. Kan vi overhovedet klare udfordringen? Dermed er Ældrebyrden - med stort Æ og i bestemt form - sat til beskuelse højt på den offentlige dagsorden. Velfærdskommission og vismandsrapport har talt og gjort den trøstesløse regnsommer endnu tungere at bære.

Jeg skal hilse og sige, fra mig selv (årgang 1932) samt mine jævnaldrende, at vi er ret trætte af at være en byrde. Vi er trætte af taldrengenes hærgen, af kolde og sterile talkolonner uden anstrøg af ansigter, af den megen bekymring, de mange myter og halve sandheder, som går rent ind hos de mere følsomme iblandt os.

Dommedagsprofetier om velfærdsstatens snarlige sammenbrud - om 20 år siges det - burde henvises til afdelingen for snik-snak i et samfund som det danske, der hører til et af verdens rigeste. Alligevel kører eksperter og journalister med særligt talent for det dramatiske helt ud til kanten og advarer på de ufødte børns vegne: Der er ikke råd - hver gang der fødes et barn i Danmark, er det en underskudsforretning for samfundet. Katastrofejournalistik i frit fald!

HERMED er mønstret lagt, og provokationen så tilpas forståelig, at der må tages til genmæle. Ikke som en forsvarstale endsige undskyldning for, at vi er her, men som et mere stilfærdigt forsøg på at nuancere og menneskeliggøre den såkaldte ældrebyrde, der åbenbart er til bekymring for dele af dagens opinionsdannere og dermed den offentlige mening.

Lad os indlede med begyndelsen. Vi kom til verden i 30'erne, under og lige efter Den store Krig. Talmæssigt hører vi til de store årgange - al bekymrings afsæt. Vi har forladt arbejdsmarkedet i god tid som "unge" ældre, der enten er blevet gået, har fået nok af presset fra omgivelserne eller slet og ret af egen drift har fravalgt arbejdet for at have tid til det, vi ikke nåede i den erhvervsaktive alder.

Det var en ufatteligt anderledes verden, vi voksede op i, med mange odds imod. Generationen, der snublede i starten, dækker sådan set meget godt. Tiden var på mange måder ond og absolut ikke børnevenlig. Ondskaben tog konkret form under besættelsen, de fem forbandede år 1940-1945, som blev kulminationen på knaphed i det daglige, på angsten for det tyske uhyre - og mørket, der rugede overalt. Varslerne om endnu en uhyggelig morgendag var mangfoldige..

FAMILIEN levede sit eget liv, naturligvis påvirket af de ydre forhold, men med rum for udvikling og opvækst. Børnenes stilling var selvsagt i tråd med forældremønstret. Meningsfuldt i det store og hele, og ikke til diskussion.

Med samme éntydighed mødte vi skolen. De dygtige kom i mellemskolen og sluttede for størstedelen med en realeksamen. De mindre dygtige, knap halvdelen, gled over til et par års trængsler i den såkaldte fri mellem, hvor lærere stred sig igennem - og åndede lettet op, når rødderne efter syvende eller ottende sagde farvel og tak og gik ud til endnu større besværligheder i det rigtige liv.

De allerfærreste, lidt under fem procent, fik en studentereksamen. Forbavsende at tænke på i dag, da omkring halvdelen gennemfører en gymnasial uddannelse

MED DETTE grundtema slap vi igennem til oplæring, uddannelse, etablering med tæring efter næring-princippet som ledetråd. Som kendsgerning mere end ubehagelighed må det konstateres, at vi var nøjsomme i de daglige krav. Møbler og boliger som mulighederne rakte (pindestole og murstensreoler til hverdag og fest), rejser udenlands var stort set ukendte begreber, børnene opdraget efter egne erfaringer, hvor eksperter, lærebøger og den offentlige mening ikke blandede sig. I øvrigt en skærpet opmærksomhed og parathed til at gøre en forskel for både børn og voksne. I al beskedenhed lagde vi grunden til den kommende velfærdsstat.

Vi stemte på de gamle partier, der i alt væsentligt ville det samme. Det lykkedes trin for trin. Samtidig måtte det konstateres, at skattebyrden, trækprocenten, steg i samme takt. Efterhånden - og nu nærmer vi os nutiden - opstod den gode historie om de skatteplagede danskere. Mange af os glemte, hvad vi faktisk fik af velfærdsgoder og blev sure og trætte af den generelle samfundsrigdom, som blev resultatet.

Det gav grobund for et par politiske mod-bevægelser. Glistrup og Erhard Jacobsen var personerne bag, og underholdningsværdien i deres fremtræden blandt gammel-politikerne var langt over middel. Med dem gik der skred i hjørner af velfærdsstaten, men grundlæggende blev der ikke ændret ved essensen: Velfærdsgoder koster.

SÅ MEGET er sket. Så meget kan vi glæde os over her på tærsklen til vores alderdom. Vi glæder os oprigtigt over de bedre forhold for vore børn, veludstyrede daginstitutioner, skoler, højere læreanstalter. Vi ser med glæde - og er kun lidt misundelige - på ungdommens SU-muligheder, på deres fjumreår hvor de ser den store verden åbne sig, og på deres stor ubekymrethed i dagligdagen. Bekymringen er tilsyneladende helt på vores side, når de skejer for meget ud. Har vi svigtet et ansvar, eller skal tingene bare være sådan?

Et enkelt aspekt til overvejelse: Ved selvsyn og via store avisoverskrifter registrerer vi, at en tåbelig og uforståelig slå-på-tæven-holdning, både konkret og overført, er i høj kurs. Måske en konsekvens af en sproglig fattigdom, som vi er nødt til at tage på os. Hvis sproget efterhånden har udviklet sig til kun at være et redskab til udveksling af information og ikke gennem opvæksten er etableret som en integreret del af den enkeltes mentale forestillingsverden med et flerstrenget sæt af ideer og handlemuligheder, - ja, så er hårdtslående argumenter ( og endnu mere vold) ofte eneste udvej i en presset situation.

Det er kun naturligt, at generationerne ser hinanden an, at vi bekymrer os om hinanden. Hvis blot vi kunne komme de forenklede og fordrejede forestillinger til livs. Ingen er kun en brik i en talkolonne. Alle har et ansigt - og vi skal være her alle sammen.

JEG ER således helt på det rene med den over-stereotype forestilling af os som ældregeneration: Vi er velhavende, rejser meget (en del bliver derude og kommer ikke hjem, før alderens gebrækkeligheder kræver god dansk omsorg), vi er egoister, bjergsomme, generelt fordømmende og stærkt påvirkede ( og angste) over for ideerne i den såkaldt globale landsby.

Vi er ofre for en mærkværdig Rip-Rap-Rup effekt, hvor vi alle motionerer - stavgang har afløst den gode spadseretur lige p.t. - spiller bridge, golf eller bingo og har det kun godt i sammenhænge, hvor der er klare regler for adfærd. Vi er for længst ophørt med at turde prøve livet.

Forkert. Der er masser af eksempler den modsatte vej.

Vores sociale bevidsthed fejler ingenting. Titusinder af os er frivillige i en ældreomsorg, hvor der er efterspørgsel langt udover, hvad det offentlige kan og bør tilbyde. Vi involverer os gerne i dagens debatstrøm og deltager åbent om eksempelvis den økonomisk skæve fordeling, der betyder mindste folkepension til ca. en trediedel af os og i øvrigt tiggergang til socialkontoret for særlige ydelser.

Vi er flittige læsere - bibliotekarerne holder meget af os - og vi kan ikke undvære den daglige avis. Sidst, men ikke mindst er der børnene og deres hverdag. Den ville være helt umanerligt stresset, hvis ikke vi sad i baghånd - med stående tilbud om at tage fat, inden de segner

Ældrebyrde? Hvem kan dog mene det? Bragesnak og talhysteri - det er, hvad det er. Lad samtalen få en chance i stedet for. Så vil der kun være vindere i den debat.

Bent Møller-Nielsen, Åmarksvej 2, Vester Skerninge, er fhv. ledende skolepsykolog.

Bragesnak og talhysteri

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce