Boligpolitiske misforståelser. Almene boliger fortjener ikke ghetto-stempel
Af: Cand. scient. pol. tidl. medlem af flere almene boligbestyrelser, Aarhus Ole Nørgaard Madsen

Ghettolistning og anden diskriminering af alment boligbyggeri er ikke nyt. Misforståelser af, hvad alment boligbyggeri er, florerer i kraft af begrænset viden om alment boligbyggeri. Den forestående genoptagelse af forhandlinger om skattepolitik og udlændingepolitik vil formentligt yderligere indeholde boligpolitiske undertoner med falske klange om alment boligbyggeri. Et tema vil være 'ghetto', som allerede den umiddelbare debat om statsministerens nytårstale tyder på.

Statsministerens brug af ordet 'ghetto' i sin nytårstale efterlader næppe tvivl om, at emnet i realiteten er almene boligområder, hvoriblandt et enkelt udtrykkeligt blev navngivet i nytårstalen. Mange vil høre ordets anvendelse i nytårstalen som negativ stempling af almene boligområder. Men hertil kommer, at begrebet ghetto er direkte misvisende i forhold til alment boligbyggeri i Danmark. Ghetto er i flere århundreder udtryk for tvangsisolering af især jøder i Europa. Ikke underligt, at den adfærd fra europæiske samfunds side efterhånden mødte kritik og gjorde 'ghetto' til genstand for kritik af myndigheder bag tvangsisolering af grupper i befolkningerne. Nu kan ord ændre betydning, men det er alligevel noget af en kolbøtte som Statsministeren at bruge ordet 'ghetto' om boligområder med aldeles frivillig bosætning. Og at bruge ordet om tvangsspredning i stedet for tvangssamling.

Alment boligbyggeri er samfundets mest åbne boligform, som ikke fortjener at blive omtalt og behandlet som lukkede enklaver med ensidig befolkningssammensætning. Og alment boligbyggeri er ikke tjent med at blive gjort til genstand for tvangsfordrivelser på grund af tilhørsforhold til en bestemt gruppering af mennesker. Ganske vist har almene boligområder regler om tvangsflytning, men det rammer alene beboere, som forbryder sig mod fællesskab eller naboer.

Misvisende ghettostempling er imidlertid ikke eneste bidrag til diskriminering og misforståelse af, hvad alment boligbyggeri er i virkelighedens danske verden. Tre ofte anvendte fejlagtige beskrivelser af alment boligbyggeri er, at alment boligbyggeri skulle være socialt, støttet og lejet. Disse tre misforståelser kan ved siden af ghettoretorik komme til at spille en urimelig boligpolitisk birolle i forbindelse med de kommende fortsatte forhandlinger om skat og udlændinge.

Alment boligbyggeri er ikke socialt, men solidarisk boligbyggeri. Det almene boligbyggeri udgør en femtedel af den danske boligmasse med husning af en tilsvarende andel af den danske befolkning. Så stor en andel af Danmarks befolkning kan næppe være - eller betegnes som - socialt udsatte. Og den største andel af beboere i almene boliger vil næppe beskrive sig selv eller deres naboer som sociale tilfælde. Derimod kan alment boligbyggeri med god ret betegnes som solidarisk boligbyggeri. Borgere med sociale problemer har adgang til bolig i alment boligbyggeri, hvilket ikke er tilfældet i ret meget andet boligbyggeri. Men ikke desto mindre har de fleste almene boligbyggerier formentligt en langt mere blandet beboersammensætning end andre boligområder. Almene boliger udgør fællesskaber med plads til alle.

Alment boligbyggeri er ikke som ofte påstået støttet boligbyggeri. Misforståelsen bygger på offentlige bidrag til byggeriets etableringsomkostninger på almindeligvis 7% af byggesummen. Den beskedne andel giver det offentlige ret til at disponere over boliganvisning på op til 25% af opførte almene boliger. Hvilket sparer især kommuner for udgifter til egen boligmasse for at opfylde forpligtelser til at kunne sikre familier tag over hovedet. Men er det også Statsministerens usagte spredningsvåben? Paradoksalt nok er den offentlige støtte større til ejerboliger i kraft af skattebegunstigelser og tilskudsordninger. Endda uden at betyde modkrav fra ejerboliger i form af deltagelse i løsning af boligpolitiske opgaver.

Almene boliger er ikke lejeboliger. De er fællesejeboliger. De almene boliger er organiseret i boligafdelinger, som beboerne i fællesskab har ejendomsretten til og ansvaret for inden for gældende regler om den almene boligform. Den almene bolig er ikke underkastet en ikke-bolighavende ejers forgodtbefindende med hensyn til drift, vedligehold og fornyelse. Eller sammenkædning heraf med huslejestigning uden beboerindflydelse. Det almene fællesansvar indebærer ansvar for egen bolig og boligområde, herunder opsparing som del af huslejen til istandsættelser og renoveringer. Almene boligområder har økonomiske midler, når byggeriets problemer melder sig. Til gengæld skal huslejen ikke dække gevinst til ejer af lejeboligen eller afbetaling af friværdi til foregående ejer af ens ejerbolig.

Den negative stigmatisering af alment boligbyggeri som 'ghetto' og fejlagtig omtale af almene boliger som sociale og støttede lejeboliger har forunderligt nok ikke afskrækket folk fra at bo alment. Det er efterhånden usædvanligt, at almene boliger står tomme. Og almene boliger kan have så lange ventelister, at interesserede må tilbringe længere tid på ventelister for overhovedet at komme i betragtning til en almen bolig eller må opgive at få den ønskede almene bolig. Almene boliger står ikke tomme for at vente på beboere. Noget andet er så, at boligpolitikken for omkring et halvt århundrede siden løb løbsk med byggebobler af både blok- og parcelhusbyggeri med tomme boliger til følge.

Den almene boligsektor rummer i dag ikke den boligreserve til genhusning af beboere, som Statsministeren vil have ud 'ghettoer'. Boligreserven i dagens Danmark består af boliger med liggetider i forbindelse med salg af ejerboliger. Tomme ejerboliger er en boligkapacitet, som er omfattende nok til at give mening som public service tv om håbløse hussalg og sendrægtige hammerslag. Ved at gøre brug af boligreserver i ejerboligsektoren kunne Statsministeren nok komme et pænt skridt videre med den blanding af befolkningen, han efterlyser i sin nytårstale. Men lur mig, om det er den handling, der følger hans ord!