Blairs sejr


Blairs sejr

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DET gik for Tony Blair. Selv om det var tredje gang, han forsøgte, kom han ikke i den sorte gryde.

At han vandt parlamentsvalget er historisk, fordi det er første gang, en Labour-premierminister har vundet tre valg i træk. Det er også bemærkelsesværdigt, fordi Tony Blair nok er en glat politiker - nogle vil sige opportunistisk - men også målbevidst og stejl.

I ET TÆT makkerskab med sin rival i partiet, finansminister Gordon Brown, har han drejet Labour markant mod højre for at vinde midtervælgerne. Samme politik, som hans lærling i Danmark, Anders Fogh Rasmussen, har fulgt, og som Helle Thorning-Schmidt nu er i fuld gang med at kopiere. For det er på midten, de afgørende vælgergrupper findes. De vælgere, der har svigtet Socialdemokratiet til fordel for Venstre og navnlig Dansk Folkeparti.

Kursændringen er også nødvendig, hvis ikke Europas socialdemokrater skal rangeres ud på et sidespor. Men det betyder naturligvis, at indenrigspolitikken bliver mindre ideologisk. Mere kedelig, om man vil. Anders Fogh Rasmussen, Tony Blair og Helle Thorning-Schmidt står for den samme politik. Næsten.

DET INTERESSANTE ved Tony Blair er, at han forener en populistisk politik, der helst stryger vælgerne med hårene, med en skarp ideologisk kurs, når det gælder udenrigspolitikken. Særligt den ømtålelige Irakkrig.

Hans tætte parløb med George W. Bush om Irak-felttoget havde nær kostet Blair sejren, og kun fordi alternativet, de konservative, heller ikke var troværdige i deres holdning til krigen, hev han en smal sejr hjem. De konservative stemte for britisk deltagelse, og de kunne derfor kun angribe Blairs begrundelser for at gå i krig. Ikke, at han rent faktisk gjorde det.

BLAIRS begrundelser smuldrede yderligere under valgkampen, og der er ikke tvivl om, at Irakkrigen er den vigtigste årsag til, at Blair blev svækket.

Havde de konservative haft en stærkere ledelse og en klar politik, havde han næppe vundet. Men svækket er han, og derfor har de politiske iagttagere utvivlsomt ret, som mener, at Blair ikke sidder hele perioden ud, men for eksempel benytter det forventede nederlag ved folkeafstemningen om EU-traktaten til at træde tilbage. Og afløseren, Gordon Brown, står klar. Det er ikke mindst hans fortjeneste, at arbejdsløsheden er historisk lav og økonomien god - bedre for den almindelige englænder end nogensinde.

DET ER nærliggende at spørge, hvorfor Irak spillede en rolle, da briterne gik til valg, mens emnet dårligt nok optrådte i den danske valgkamp.

Ligesom de britiske konservative ikke havde en klar Irak-politik, har socialdemokrater og radikale herhjemme heller ikke haft det. Kun marginale partier som i England de liberale og hos os SF og Enhedslisten havde en tydelig profil.

Forklaringen er måske den, at ingen dansk soldat er dræbt i Irak. Det har været Danmarks lykke og Foghs held.

Blairs sejr

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce