I årene 1911-1952 betjente sporvogne odenseanere, og i remisen på hjørnet af Kløvermosevej og Sdr. Boulevard blev sporvognene holdt i forsvarlig stand. Det rullende materiel er væk forlængst, og nu trues remisen af nedrivning.
U de bag Landmandshuset rejser Remisen sig, og Sporet er nær færdigt helt ud til Hedebækken. Således hedder det i Fyens Stiftstidende den 26. juli 1911, og det drejer sig om sporvognsremisen på hjørnet af Sdr. Boulevard og Kløvermosevej. Remisen, der gennem årene har huset sporvogne, trolleybusser og dieselbusser, er nu i fare, idet Odense Bytrafik/Odense Bybusser er fraflyttet, og grunden skal sælges.

Odense elektriske Sporvej blev i sommeren 1911 anlagt af det svenske firma Allmänna Svenska Elektriska AB (ASEA) fra Fruens Bøge (over for den senere Zoologisk Have) ad Sdr. Boulevard, Søndergade, Vestergade, Kongensgade, Østre Stationsvej, Nørregade, Vestergade (fra 1928 omlagt ad Skomagerstræde), Flakhaven, Sankt Knuds Kirkestræde, Klaregade, Hunderupvej og Bülowsvej til Læssøegade. ASEA havde stor erfaring med anlæg af sporveje og havde således tidligere anlagt sporveje i bl.a. Malmö, Jönköping og Sundsvall (hvor remisen i øvrigt nu er fredet).

Der var virkelig tale om en totalentreprise, idet ASEA leverede alt lige fra spor, køretråd, remise, sporvogne af eget fabrikat, værkstedsmaskiner, uniformer, uniformsknapper og poletter (ordet polet blev ved den lejlighed introduceret i Danmark).

REMISEN, der var tegnet af Odense-arkitekten H. Chr. Meyling, blev opført i gule mursten med tag beklædt med sort tagpap. Selve vognhallen var oprindelig 38 m lang og 15 m bred. Den havde fire spor med revisionsgrave under alle spor. Langs vognhallen og bygget sammen med denne var placeret en sidebygning indeholdende værksted med et spor, lager, personalerum og kontorer.

Bygningerne opførtes af lokale håndværkere under ASEA's opsyn på et kommunalt ejet areal.

Der blev i første omgang leveret 11 motorvogne og otte åbne bivogne, og den 4. september 1911 beretter Fyens Stiftstidende:

"Sporvognene har i Dag begyndt Prøvekørslerne. De nydelige Vogne, der skinner i en smuk grøn Farve, har hele Formiddagen samlet store Opløb ud ad Søndre Boulevard, hvor Kørslerne fandt Sted."

ALLEREDE den 9. september kunne ordinær drift påbegyndes mellem Fruens Bøge og banegården, og den 5. oktober kunne der køres helt igennem til Bülowsvej.

Samme eftermiddag foretoges den officielle indvielse med byrådet i spidsen. Man samledes på Bülowsvej og kørte i tre flag- og blomstersmykkede sporvogne gennem byen til Fruens Bøge, hvorefter remisen besås, inden der kørtes tilbage til Flakhaven.

Her holdt sporvejens bestyrelsesformand, tillige formand for byrådets tekniske udvalg og driftsdirektør for Sydfyenske Jernbaner, etatsråd F. Kier, der sammen med fabrikant Thomas B. Thrige havde været de førende initiativtagere til sporvejen, indvielsestalen til den forsamlede store menneskemængde. Senere fortsatte de indbudte gæster på Grand Hotel til ud på de små timer.

SPORVEJEN blev straks en solid succes, og allerede i 1913 kunne der åbnes en lille sidelinje til havnen fra Frelsens Krog (hjørnet af Østre Stationsvej og Nørregade) ad Kræmmergyden, Skibhusvej og Buchwaldsgade til Nørrebro ved havnen.

Denne havnelinje blev dog ingen succes, hvorfor sporet i Buchwaldsgade i 1926 blev taget op og i stedet lagt ud ad Skibhusvej til Bøgebjergvej. Forinden var hovedlinjen i 1923 blevet forlænget fra Bülowsvej ad Læssøegade til en ny endestation ved Hunderup Skov.

Den smukke stråtækte ventesalsbygning tegnet af arkitekt Hjalmar Kjær ligger der heldigvis endnu, men er desværre blevet skæmmet af to grimme døre på forsiden.

Disse linjeudvidelser medførte naturligvis udvidelse af vognparken, der i årene 1913 til 1935 forøgedes med seks motorvogne og 13 bivogne - de to seneste bivogne endda bygget af sporvejen selv.

I takt hermed måtte remisen udvides. Således blev vognhallen forlænget i to omgange, ligesom der blev tilbygget et karetmager- og malerværksted. En i 1923 opført værkstedsbygning i røde sten og projekteret af Hjalmar Kjær er desværre senere faldet som offer for udvidelse af Kløvermosevej.

I 1938 blev vognhallens ene spor indrettet til garageplads for de seks nyanskaffede trolleybusser, som i 1939 afløste sporvognene på Skibhuslinjen.

I MANGE ÅR betjente sporvognene trofast byens borgere med 7½ minut(!) mellem vognene, og faktisk gav selskabet overskud helt frem til 1947. Trods indskrænkninger under de to verdenskrige kunne man opretholde et rimeligt serviceniveau, idet sporvognene var uafhængige af gummi- og brændstofleverancer.

Efter Anden Verdenskrig stod det dog klart, at der måtte ofres betydelige midler, hvis sporvejsdriften skulle opretholdes på længere sigt, og den 1. juli 1952 måtte jeg og mange andre med blødende hjerte se de elskede sporvogne forsvinde for altid.

Heldigvis er det lykkedes for Sporvejshistorisk Selskab mange år senere at opspore og bevare en motorvogn og to bivogne fra Odense. Interesserede læsere, der vil vide mere om sporvejens historie, henvises til bogen Odense Sporvej 1911-1952, som ganske vist er udsolgt, men findes på bibliotekerne.

REMISEN blev herefter ombygget til værksted og garage for Odense Bytrafiks diesel- og trolleybusser. Sidstnævnte forsvandt i 1959, og remisen har siden udelukkende huset dieselbusser.

Det er bl.a. denne gamle remise fra 1911, der nu risikerer nedrivning. De øvrige bygninger på grunden er uden historisk betydning og kan efter min opfattelse nedrives. Derimod må jeg tage afstand fra, at man nedriver det egentlige remisekompleks, som i det ydre står nogenlunde intakt og velbevaret.

Komplekset består i dag af det oprindelige værksted (nu kantine og cykelkælder), kontorbygning, vognhal samt det tidligere karetmager- og malerværksted - det hele bygget sammen og i arkitekt Meylings stil. Der ligger som det eneste sted i Odense stadig spor i malerværkstedet samt i vognhallens nordvestlige ende.

Amtets vejvæsen er allerede ude efter at "gnave" endnu en bid af remisen til udvidelse af krydset Sdr. Boulevard/Kløvermosevej, men da det kun drejer sig om et meget lille hjørne af det gamle værksted til fortovet, har jeg forsøgt at anvise alternativer.

F.eks. kunne fortovet helt sløjfes eller føres indenom remisen som et led i den kommende bebyggelses vej- og stisystem. Men hidtil forgæves. Sagen forekommer ellers forholdsvis simpel. Såfremt kommunen siger nej til ødelæggelse af bygningen, bliver amtsvejvæsenet nok mere medgørligt, hvis ikke amtet da ligefrem vil ekspropriere fra kommunen.

JEG HAR også forsøgt en egentlig bygningsfredning, men både Kulturarvsstyrelsen og kommunen har sagt nej. Tilbage står en såkaldt bevarende lokalplan, som byrådet kan vedtage.

Lokalplanforslaget foreligger nu og er til offentlig høring, hvor alle kan komme med ændringsforslag eller indsigelse. Jeg vil opfordre alle behjertede borgere til at protestere mod nedrivning, men det er nu, det skal ske. Forslag til bygningens fremtidige anvendelse er velkomne.

Lokalplanforslaget kan ses i Straksbutikken på slottet, på hovedbiblioteket på banegården og på Lokalhistorisk Bibliotek, Klosterbakken 2, samt på www.odense.dk/lokalplaner. Indsigelserne skal sendes til Byplan- og Miljøafdelingen, postboks 730, 5100 Odense C, eller som e-mail til byplan.mtf@odense.dk, men husk senest 3. august.

Lad os stå sammen om remisens bevarelse. Der er revet nok ned i Odense allerede.

Ole Iskov, Dommervænget 10 A, Roskilde, er fhv. postinspektør og forfatter til bøger om Odenses sporveje og trolleybusser.