Strukturkommissionens rapport var et længe planlagt politisk indlæg. Det indrømmer den tidligere formand nu, da kommis-sionens arbejde er sendt videre til politikerne.
Ved offentliggørelsen af Strukturkommissionens rapport sagde indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen "Det er dejligt, at vi ikke længere skal diskutere, om det er nødvendigt med en kommunal reform. Nu kan vi koncentrere os om, hvordan den skal være".

Faktum er, at regeringen udmærket var klar over, hvad resultatet ville blive. Den havde nemlig selv sørget for, at kommissionen ville nå det mål, som regeringen ønskede. Det gjorde man ved at håndplukke embedsmænd til kommissionen, som gik regeringens ærinde. De brugte og misbrugte videnskabelige resultater for at fremmane de konklusioner, som regeringen ønskede. Da resultatet kom frem, blev det udlagt som en videnskabelig undersøgelse, der banede vejen for en reform, hvis lige aldrig før er set.

Under et kursus om kommunalreformen ved Syddansk Universitet udtalte tidligere formand for strukturkommissionen Johannes Due: "Det her handler om politik". Han lagde ikke skjul på, at målet for ham og kommissionen var at lave en rapport, der kunne bruges politisk af regeringen.

Det problematiserer den kommunalreform, som Venstre, Det konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har besluttet at gennemføre.

Kommissionens rapport er bygget på eksterne videnskabelige undersøgelser, ministeriernes egne redegørelser og så nogle få høringer. I analysen af alle tre dele forhandlede man sig frem til, hvilken konklusion man skulle udarbejde.

Valget af formand var derfor altafgørende for udfaldet af kommissionens arbejde. Til det siger Johannes Due: "Formanden er valgt, fordi han kan give det rigtige resultat".

Han er ikke i tvivl om, hvad motivet med en kommission var: "Den skulle forberede den offentlige mening eller modne den, om man vil".

En af de få eksperter, som var med i strukturkommissionen, Poul Erik Moritzen, kommenterer: "Hvis det havde været en ren ekspertkommission, så ville der ikke være sket nogle ændringer overhovedet", og tilføjer: "Den danske kommunalmodel er meget effektiv i forhold til de andre, som vi sammenligner os med".

Det er muligt, at kommissionen alligevel har opnået et godt resultat. Men fordi regeringen ikke har kendt sin plads, kan man så tvivl om udfaldet. Meningen var oprindeligt, at man ville afslutte en debat om, hvor store problemer der var i det kommunale system. I stedet er man endt med et produkt, som uden tvivl er politisk farvet. Spørgsmålet er nu i hvilket omfang.

Ofrene i den forbindelse er politikerne i de kommuner, der nu skal sammenlægges. De har handlet i god tro - tro, som viser sig at være politisk manipulation.

Et andet stort problem var de videnskabelige undersøgelser. Resultaterne i de undersøgelser, som Strukturkommissionen anvendte, var tolket meget groft. Kurt Holmberg, som er manden bag den undersøgelse, der viser, hvor effektive store kommuner er i forhold til små kommuner, siger: "Kommissionen var god til at holde forstørrelsesglasset op, når det gjaldt fordele, og holdt et formindskelsesglas for øjet, når det gjaldt ulemperne. Det har været spændende at se sin undersøgelse blive brugt og misbrugt".

I hans undersøgelse stod der utvetydigt, at resultaterne ikke viste, om forskellen skyldtes kommunernes størrelse eller den større by, som kommunen omfattede. Med andre ord var hele grundlaget for konklusionen, at store kommuner er mere effektive end små kommuner, pænt sagt mangelfuld. Kurt Holmberg siger: "Der er brug for yderligere undersøgelser".

Det er kommissionen åbenbart uenig i. I hvert fald er den ikke i tvivl om, at store kommuner er mere effektive pga. deres størrelse og ikke deres geografi.

Venstre og de Konservative forventer, at deres kommunalreform ikke kommer til at koste en krone. På Syddansk Universitet er man uenig. Allan Kjær Hansen, kommunaldirektøren for Vissenbjerg Kommune, udtaler: "Ved sammenlægning af seks kommuner er vi i praksis nødt til at etablere den syvende kommune".

Det skyldes, at der ikke findes nogen standard for administrationen af en kommune. Man kan ikke bygge videre på de nuværende kommuner, derfor skal man begynde helt fra bunden. Og det koster mange penge. Allan Kjær Hansen siger om sagen: "Udgifterne til Amanda bliver det rene vand i forhold til de udgifter, vi får her".

Hvorfor har Strukturkommissionen ikke taget det med i sine beregninger? Jo, man forventer, at besparelserne ved at sammenlægge kommunerne går op med de udgifter, som man får.

Det er bare ikke det, tallene viser på Syddansk Universitet. Måske er det fordi, skatteforhøjelser aldrig har været regeringens livret. Derfor har Lars Løkke Rasmussen vel ikke haft udgifter højest på sin ønskeseddel. Alligevel er en udgift på nul vel at sigte lige lovligt lavt, når det handler om danmarkshistoriens største reform.

Faderen til kommunalreformen i 1970, Henning Strøm, har iagttaget Strukturkommissionen med stor interesse. Han mener, det var på tide at reformere det arbejde, som han selv gjorde i 1970.

"Jeg havde gerne set, at man var gået i gang tidligere, så man kunne være færdig til årtusindskiftet".

Dengang blev grænserne også tegnet efter datidens demografi. Han mener derfor, at en reform kun har en levetid på 30 år. Under udarbejdelsen af de nuværende kommuner brugte han meget tid på at få kommunerne til at "hænge sammen".

"Det var vigtigt at skabe samhørighed i kommunerne". Han mener, at man ikke bare kan lave en kommune på tal. Derfor lagde man dengang meget vægt på at lægge grænserne, så de fulgte naturlige kulturelle skel.

"30.000 borgere er ikke et kriterium, som kan give en kommune identitet".

Der er ingen tvivl om, at det er på høje tide at se på den kommunale sektor. Amterne er lige så gamle som enevældet, så det er måske på tide at skille sig af med dem. Alt andet lige skader det vel heller ikke at se på kommunernes størrelse i denne omgang.

Men kommissionen har haft for travlt. Der er for megen sammenhæng mellem udgangspunktet, og det mål man ville nå. Hvorfor er det lige 30.000 indbyggere, som er målet?

Egentlig havde Strukturkommissionen ikke nogen anbefaling til en løsning. Men Johannes Due siger dog: "Man skulle være meget tonedøv for ikke at se, hvilken løsning vi foretrak". Der stod altså noget mellem linjerne, og det var ikke til at overse. Hvad ligger der bag det magiske tal på 30.000? Der er ingen forklaring at hente i rapporten, og Syddansk Universitet fandt heller ingen forklaring.

Formålet med Strukturkommissionen var tydeligvis, at lave en rapport som kunne bruges til at skabe et politisk argument. "Det er for vigtig en sag til at overlade til embedsmændene", sagde Lars Løkke Rasmussen ved præsentationen i Vingsted-centret. Citatet minder skræmmende meget om ordsproget: "Krig er for vigtigt til at overlade det til generaler".

Jeg er bange for, at Lars Løkke Rasmussen mener, at opbygningen af det nye Danmark er for vigtigt til at overlade det til nogen anden end ham selv. Han har forsøgt at forme processen så meget, som det var muligt, uden at det kunne ses af offentligheden.

Man kan ikke bebrejde en politiker, der søger indflydelse i sit arbejde - det er vel nærmest hans pligt. Men det er også hans pligt at finde balancen mellem de løsninger, som han ønsker og de bedst egnede. I et demokrati er det vigtigt, at en proces er redelig og åben, ellers bliver diskussionerne forvrængede og finder ikke deres mål.

Lars Løkke Rasmussen har ikke været åben om arbejdet i Strukturkommissionen. I stedet har han gjort noget, der er meget værre. Han har påvirket den videnskabelige undersøgelse, som Strukturkommissionen burde have været. I stedet er den blevet til et politisk argument i fåreklæder.

Jens Marquard Sørensen, Heltzensgade 14, Odense C, er stud.scient.pol.