Bedre bredbånd til hele Danmark
Af: Formand, Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard

I Danmark er der politisk enighed om, at udrulning af bredbånd skal ske med en markedsbaseret tilgang. Det vil sige, at ansvaret til at investere i ny digital infrastruktur i landskabet som hovedregel lægges hos de private bredbåndsudbydere. Konkret er det tele- og energiselskaber, som løfter denne opgave rundt om i landet. Statens bredbåndspulje er et politisk værktøj som er valgt for at hjælpe de afgrænsede områder af landet, hvor markedskræfterne ikke slår til. Det er med andre ord en statslig håndsrækning til borgere og virksomheder, som ikke kan få en ordentlig bredbåndsforbindelse på almindelige markedsvilkår.

De områder, hvor det er dyrest at etablere bedre bredbånd, er i landdistrikterne. Her er der længere mellem husene end i bysamfund, og der skal derfor graves mere og lægges længere bredbåndskabler. Befolkningstætheden kan her være så lav, at det ikke er muligt for et teleselskab at få en økonomisk kalkule til at hænge sammen. Udgifterne bliver simpelthen højere end indtægterne. Det er i sådanne situationer at staten med rette kan forventes at træde til.

Når det gælder de mere tætbefolkede områder af landet, i større og mindre byer, må det simpelthen kræves, at markedskræfterne leverer varen. Hvis ikke det sker, så har vi i Danmark et alvorligt problem, som selvfølgelig ikke skal løses med statsstøtte til teleselskaber. Derfor undrer det os i Landdistrikternes Fællesråd, at over 25 pct. af bredbåndspuljen går til hovedstadsregionen. Det er en alt for stor andel af midlerne, som går til hovedstadsregionen. Det virker helt forkert at kommuner som Høje-Taastrup, Gladsaxe og Rødovre kan få midler fra puljen, mens mange landdistriktskommuner har fået nej. For hvis ikke byområder, hvor villaerne ligger som perler på en snor og etageejendommene står skulder ved skulder, ikke kan få bedre digital infrastruktur via de private bredbåndsudbydere, så må det skyldes manglende konkurrence og det er en sag for myndighederne. Ikke en sag for statskassen.

Derfor skal hver en krone i bredbåndspuljen fremover anvendes i de områder, hvor et effektivt drevet teleselskab ikke kan få en i fagsproget såkaldt "business case" til at hænge sammen. Al økonomisk logik tilsiger, at de områder skal findes på landet. Bredbåndspuljens anvendelsesområde skal derfor afgrænses. En afgrænsning kan eksempelvis tage udgangspunkt i definitionerne af landdistriktsområder kombineret med postnumre.

Når omkring 270.000 husstande fortsat ikke har tidssvarende bredbånd, frygter jeg, at nogle landområder stadig er frakoblet den digitale fremtid i 2020. Især når statsstøtten også går til hovedstadsregionen. Konsekvensen kan blive, at hussalget går i stå, virksomheder søger væk, og al vækst og udvikling forlader de landområder, som ikke bliver opkoblet til moderne bredbånd. Det må derfor være en bunden politisk opgave - i forbindelse med evalueringen -at få puljen afgrænset fra 2018, så den er øremærket landdistrikterne. Dermed kan man også få et langt mere retvisende billede over, hvor mange husstande der reelt er udfordret på bredbåndsområdet. Alt dette forventer vi klart, at der naturligvis vil være bred politisk opbakning til. Det handler nemlig ikke alene om at skabe bedre muligheder for at bo og leve i hele Danmark, men også om at sikre en bedre geografisk balance.