Barnets fader: ukendt


Barnets fader: ukendt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den dag glemmer min klient vist aldrig. Efter at hendes mor havde afslået at hjælpe hende med at finde sin biologiske far, havde hun selv søgt og søgt, og nu stod hun endelig (som 25-årig) med det brev i hånden, der kunne afslutte søgningen.

Men spændingen og forventningens glæde ændredes hurtigt til en følelse af såvel skuffelse som vrede. Skuffelse over at faderens adresse ifølge brevet var reduceret til et nummer på en kirkegård - og det for blot to år siden. Vrede over, at moderens afvisning nu for evigt havde afskåret hende fra at få besvaret de mange spørgsmål, hun havde forberedt, for eksempel: Hvor traf du min mor? Hvad gik galt? Hvorfor har du ikke kontaktet mig? Hvordan var du som ung? Hvad drømte du om? Hvad er dine hobbyer og interesser? Hvad har du arbejdet med? Hvilke gener har jeg mon arvet? Lever mine bedsteforældre? Har jeg halvsøskende? Er du velhavende? I alt havde hun tre sider med spørgsmål, som hun nu kan læse op på kirkegården, mens svarene blæser i vinden.

Men tænk, om moderen i stedet for at afvise barnet havde prøvet at sætte sig i dets sted, for eksempel ved at stille sig selv spørgsmålet: "Hvordan ville jeg - og mine børn - mon have haft det, såfremt nogen havde forholdt mig min egen fars navn eller tilholdssted og dermed hele den gren af familien!"

Svaret kunne måske også have givet indsigt i, om hemmeligholdelsen virkelig tjente barnets tarv eller det snarere var moderens eget bedste. Uden faderen var der jo ingen at konkurrere med om barnet hengivenhed, fortrolighed og tid. Og konfrontationen med fortidens "synder" eller fejlslagne parforhold kunne meget bekvemt begrænses til egne farvede erindringer.

Nuvel, der er selvfølgelig tilfælde, hvor det tjener barnet bedst at være holdt i uvidenhed, for eksempel ved risiko for misbrug. Men afvejningen mellem "lykkelig uvidenhed" og risikoen for "ulykkelig viden" bør i alle tilfælde foretages på en guldvægt, og der skal mere end blot gammelt nag blandt forældrene til at retfærdiggøre, at et barn holdes i uvished om dets rødder.

Holdningen: "Det finder barnet nok selv ud, hvis det synes, det er vigtigt!" dur heller ikke. For det første er det ikke alle børn, der kan finde vejen til folkeregisteret (hvis faderens navn og en tidligere adresse eller fødselsdato er kendt) eller statsamtet (hvis myndig), og for det andet risikerer barnet, som i ovennævnte tilfælde, at blive henvist til en gravsten. Og det giver bestemt ikke ro i sjælen - tværtimod.

Følelsen af vrede over at være blevet "snydt" for en biologisk far er næsten uundgåelig, og den fjernes ikke bare med en undskyldning a la: "Jamen, jeg gjorde det jo for dit eget bedste!" eller: "Jeg vidste ikke, at det betød så meget for dig!" Dertil kommer at barnets fantasi fortsat vil arbejde på at danne et billede af den ukendte far - ganske som han formentlig prøvede at danne sig et billede af barnet.

Torben Madsen, Pjentedamsgade 7 B, Odense C, er psykoterapeut.

Barnets fader: ukendt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce