Autoriseret snagen


Autoriseret snagen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Statsministerens minister- register er intet andet end statsautoriseret stof til sladderspalterne. Det kan medføre, at færre borgere vil deltage aktivt i politik. Er det ønskeligt?

Misforstået politisk korrekthed eller en nødvendighed i nutidens politiske billede? Debatten raser om statsminister Anders Fogh Rasmussens liste over ministrene og deres ægtefællers økonomiske interesser. Er det i offentlighedens interesse at vide, hvilke økonomiske interesser en minister har i forskellige firmaer eller er det blot statsautoriseret snagen, legitimeret af landets statsminister? Det kan være svært at afgøre, men listen er under alle omstændigheder udtryk for, at grænserne for, hvad der tilhører privatlivets fred, har rykket sig ganske betragteligt.

Hvor det tidligere blev anset af såvel presse som befolkning som uvæsentligt, hvis en politiker havde alkoholproblemer, var konen utro eller havde rod i privatøkonomien er der nu helt andre boller på suppen. Som det tydeligt blev illustreret ved Henriette Kjærs afgang kan en sag om rod i privatøkonomien nu vælte en minister, selv om det ikke har påvirket hendes embedsførelse.

Hvad er årsagen til denne udvikling?

Det traditionelle svar inden for statskundskaben er, at i en tid, da der er bred enighed om den økonomiske politik på tværs af gamle partiskel, er der kommet større fokus på værdispørgsmål. Hvor finanspolitikken tidligere var den store ideologiske slagmark, er det nu områder som kultur-, undervisnings-, miljø- og udlændingepolitik, der skiller partierne.

På disse områder er der stadig stor uenighed blandt partierne, og alle argumenter finder deres holdepunkter i værdier. Når politikerne oftere debatterer moral- og værdispørgsmål, er det måske meget naturligt, at befolkningen og pressen kommer til at interesse sig for deres personlige moral og værdier.

Den moderne politiker kan derfor ikke længere nøjes med at være en god administrator. Nej, det skal også være en person, befolkningen kan se op til og respektere.

Derfor bliver det interessant, hvis der er forskel på en politikers personlige handlinger og det, vedkommende prædiker som politiker. Er der det, vil vedkommendes troværdighed lide et gevaldigt knæk. Henriette Kjær måtte derfor gå af som forbrugerminister, da det ikke hang sammen, at hun som forbrugerminister advarede folk imod at tage dyre lån og som privatperson gjorde præcis det, hun advarede imod.

Ligeledes var det for et par år siden nødvendigt for borgerne at vide, hvad Bendt Bendtsen tænkte, følte og gjorde, da han fik at vide, at hans søn var blevet arresteret, anklaget for narkokriminalitet. Han, der som tidligere politibetjent og som formand for Det Konservative Folkeparti jo måtte formodes at have videregivet sunde, borgerlige værdier til sin søn, blev nødt til at forklare sig.

Hvis borgernes interesse for politikeren Bendtsen kun handlede om hans embedsførelse, havde en forklaring ikke været nødvendig, men interessen drejede sig lige så meget om, hvorvidt borgerne kunne vedblive at respektere ham som et moralsk menneske. Derfor var det bestemt nødvendigt at få en personlig forklaring fra ministeren.

Men er ministerregistret blot udtryk for denne tendens til at granske ministrenes moral, eller går det videre end som så? Er grænsen for, hvad borgerne har behov for at vide, overskredet?

Ja, det synes den at være. Ikke alene burde det ikke interessere andre end de mest nyfigne, hvorvidt landets videnskabsminister er medlem af Gyldendals Bogklub eller ej, men det er svært at se, hvorfor alle med en internetforbindelse også skal kunne se, at hans ægtefælle er censor på diverse sundhedsuddannelser.

Ingen har vist nogen sinde beskyldt Anders Fogh Rasmussen for at tage uigennemtænkte initiativer. Derfor er der naturligvis også grunde til, at han nu kræver fuld offentlighed om ministrene og deres ægtefællers privatøkonomi.

Først og fremmest vil listen gøre det gennemsigtigt for enhver, hvilke økonomiske interesser en minister har og hvilke private grunde, vedkommende kan have for at træffe en given beslutning. Desuden vil det kunne gyde olie på vandene oven på den seneste tids skandaler om Henriette Kjær og Ulla Tørnæs' ægtefællers privatøkonomiske gerninger og gøre det lettere at undgå lignende sager i fremtiden.

Det første punkt er for så vidt agtværdigt nok, da ingen vel kan være interesseret i, at en ministers beslutning afgøres af privatøkonomiske interesser. Men er Danmark da hidtil blevet regeret uden en så snusfornuftig forordning?

Nej, naturligvis ikke. Der er mange måder at sikre sig, at ministrene og andre embedsmænd ikke misbruger deres position. Forvaltningslovens § 3 slår f.eks. fast, at "den, der virker inden for den offentlige forvaltning er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis 1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse, 2) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse..."

Eller på almindeligt dansk: Har du selv, din familie eller dine venner interesser i en sag, må du ikke træffe en beslutning i den pågældende sag.

Det interessante er, at forvaltningsloven faktisk omfatter langt flere personer end Foghs liste. Hvis statsministeren skulle tage skridtet fuldt ud og sikre sig imod magtmisbrug fra ministrenes side, burde han således kræve, at ministrene også fik registreret deres børns, forældres, niecers, nevøers, onklers, tanters og venners økonomiske interesser. Men det har nok alligevel virket som et for stort indgreb i den personlige frihed for den engang så liberale statsminister.

Men ville registret så i det mindste kunnet have forhindre Henriette Kjærs fald fra ministerposten eller Ulla Tørnæs' krise?

Selvfølgelig ikke. Henriette Kjær ville næppe have skrevet "Jo, min mand køber skam ofte varer, som han ikke lige får betalt for", og Ulla Tørnæs havde næppe heller angivet, at "min mand ansætter gerne udenlandske arbejdere, inden deres arbejdstilladelse er blevet tildelt". Registret har således kun den symbolske effekt, at man fra regeringens side viser, at man holder øje med ministrene.

Ministerregistret er også upraktisk, da ministre på baggrund af registret vil kunne mistænkeliggøres for mange af deres handlinger. Videnskabsminister Helge Sander erklærede således, at det ærgrede ham, at han nu ikke ville kunne arbejde for en stor bevilling til at løse kræftens gåde, uden at det ville blive kædet sammen med hans medlemskab af Kræftens Bekæmpelse.

Og vil en undervisningsminister fremtidig ikke kunne sætte SU'en for gymnasieelever op (eller ned), hvis vedkommendes børn selv går i gymnasiet? Er det ikke at gøre livet lidt for besværligt for vore beslutningstagere, hvis vi skal krydstjekke alle deres gerninger med deres personlige interesser?

For er der overhovedet behov for yderligere at sikre sig imod ministrenes magtmisbrug? Er den danske forvaltning præget af vennetjenester og korruption?

Ikke hvis man skal tro Transparency Internationals vurdering af, at Danmark er det tredjemindst korrupte land i verden, kun overgået af Finland og New Zealand. Ministres adfærd kan tilsyneladende godt reguleres uden en offentlig fremstilling af deres og ægtefællernes privatøkonomi.

Som vist er der altså ikke megen reel nytte af det omstridte ministerregister, andet end den glæde hr. og fru Jensen kan have ved at blive delagtiggjort i, at Per Stig Møller foruden at være udenrigsminister også er medlem af Karlebo Tennisklub, eller at Bertel Haarder er med i en forening for vinterbadere. Ministerregistret er statsministerielt stof til sladderspalterne. Intet andet.

Spørgsmålet er i sidste ende, om vi vil forlange af vores ministre - og deres ægtefæller - at de er i tjenesten 24 timer i døgnet og ikke må bruge deres grundlovssikrede rettighed til at melde sig ind i hvilken som helst forening eller sætte deres sparepenge i et bestemt projekt, da det måske kunne påvirke deres embedsførelse.

Hvis det er tilfældet, skal vi ikke forvente, at flere, men snarere færre borgere, vil få lyst til at deltage aktivt i det politiske liv og det er næppe ønskværdigt.

Christian Hannibal, Østerled 17, Odense C, er stud.scient.pol.
Christian Hannibal, stud. scient. pol., Odense
Christian Hannibal, stud. scient. pol., Odense

Autoriseret snagen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce