At være donorbarn uden at kunne finde sit ophav er noget etisk roderi


At være donorbarn uden at kunne finde sit ophav er noget etisk roderi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Konservativ folketingskandidat, sygeplejerske, master i ledelse og innovation og certificeret sexolog, København Pernille Weiss
Billede
Debat. 

I vores familie har vi en 'mor i himlen' og en 'mor på jorden'. Så vi har været vant til at forholde os til børnenes spørgsmål om, hvordan eksempelvis far vil opføre sig i himlen, hvis han kommer derop og møder den ene mor igen og før 'mor på jorden' følger efter. Eller senere om, hvorvidt det var arv eller miljø, når min opdragelse ikke faldt helt ens ud på alle tre børn. Præmissen om at tale åbent om den slags med mine børn, var givet al den stund, at den ene mor døde fra min yngste søn, da han er to år gammel. En smertefuld, pludselig og meningsløs begivenhed, som på ingen måde lod sig feje under gulvtæppet. Og godt for det. Det gav det bedste forudsætninger for at tage de mange skarpe, skøre og skæve spørgsmål om menneskets arv og miljø, blodets bånd, rigtig eller kunstig kærlighed etc., som ungerne bruser spontant frem med midt i Brugsens kø, midt i fortæring af ulvetimens pastaret eller på tværs af en samtale, der ellers var på vej et helt andet sted hen. Andre har nok skævet lidt, hvis de lyttede med. Men vi var ligeglade, for vi var - og er - glade for at vores børn herved lærte os, at døden og samtaler om menneskelig oprindelse og forældre-barn-kærlighed skal man ikke være bange for. Begge er de kendsgerninger og omdrejningspunkter for det, at være i levende live.

Heldigvis er det ikke mange børns mødre, der behøver at dø for at åbne for at de efterladte kan tage de store samtaler, som efter - indrømmet - svimlende rundture i dilemmaernes urskov af alt det, vi ikke kan forklare og måle til bunds, lander os hver gang lidt mere overbeviste om kærlighedens styrke og genetiske uafhængighed. Men der er altså også mange børn, som af deres forældre afskæres fra netop disse samtalers guddommelige gaver, fordi de ikke af dem tillades at få at vide, at der faktisk er en tredje (eller sågar fjerde) forældre til deres historie i form af en sæd- eller/og ægdonor. Med denne kronik vil jeg gerne folde mine væsentligste argumenter for nej til anonyme donationer i forbindelse med fertilitetsbehandlinger ud som et bidrag til at holde debatten levende på en måde, hvor flere af de mere berøringsangste politikere og medlemmer af Etisk Råd får mod til at komme lidt tættere ind til sagens kerne. Nemlig til det menneske, der er skabt med doneret genetisk materiale og som i dag ikke er sikret muligheden for engang med tiden at få fuld oprindelsesviden som sig selv. Viden, der uanset hvordan vi vender og drejer eksemplerne fra fertilitetsbankerne, er en afgørende del af menneskets eksistentielle meningsskabelse.

Lad mig begynde med det store billede. Billedet af menneskerettighederne, som børn faktisk også er omfattet af. I 1989 blev FN's Børnekonvention formuleret og i 1991 tiltrådt af Danmark. I konventionens artikel 7 og 8 beskrives børns ret til at kende sine forældre og sin identitet. Som de gode og retfærdige mennesker vi er, skrev Danmark under på det. Men ligesom vi i nutiden oplever, at FN's kvoteflygtninge pga. problemer disse mennesker i nød ikke selv har skabt, ej længere er velkomne i Danmark - og det især hos mange tidligere så humant tænkende partier i folketinget - ja, så overhøres gang på gang disse artikler fra Børnekonventionen, når samtalen falder på sæd- og ægdonation til fertilitetsbehandlinger. Enten forstår vi ikke, hvad vi dengang i 1998 sagde ja til, eller også har der bredt sig en kynisk accept af at vælgere, der insisterer på anonyme donationer til deres påstående ret til børn, er stærkere og flere end de fremtidige vælgere, der herved skabes og først om mange år kan stille hedengangne politikere til regnskab for deres beslutninger. Undskyld mig sammenligningen, men vi er i dag rigtig gode til at fordømme fortidens politikere, at de så gennem fingre med børns vilkår på forskellige børnehjem rundt om i kongeriget, men vi gentager adfærd og handling med en sær blanding af pseudoakademisk faktaresistens og konfliktsky naivitet. Intet under at yngre generationer har faldende tillid til gennemsnittet af politikerne. For hvad det er værd: At tillade anonym sæd- og ægdonation er imod menneskerettighederne. Det er faktisk noget, man ikke må. Ligesom man ikke må lyve. Alene af den grund, burde Danmark ophøre med gældende praksis og støtte op om at skabe lige ret for alle børn - alle mennesker - i hele verden. Også danske børn.

Med den medicinske udvikling kan flere og flere begrænsninger, som naturen sætter for os mennesker, overkommes. Og godt for det. Derfor kan kræft kureres og scleroseramte beholde deres arbejde - og barnløshed er stort set ingen hindring for at blive forældre. Med en grådig selvfølge har vi lært at række ud efter lægevidenskaben og alle mulige supplerende påståede videnskaber for at holdes os oplevede sunde og fuldt behovstilfredsstillede. Godt for det. Stort set. Tidlige tiders paternalistiske sundhedssystem, hvor mange stod ydmygt med hatten i hånden overfor lægernes dom, er i dag afløst af principiel fri og lige adgang med patienten som forbruger i centrum for alt, hvad der er muligt at gøre. Grænserne for hvad vi kan i lægevidenskabens navn udvides hele tiden. Naturens kræfter er på mange måder overmandet og opløst. Og lægevidenskaben sætter helst ingen grænser for sige selv. Så vi skal selv gøre det. Som mennesker - og når det bliver for svært - må politikerne i sving. Selvom det også er svært for dem - for bortset fra retspolitik og i indvandrerspørgsmål, er det ikke nemt for politikerne at sætte grænser. Og især når det gælder om at tage biologiske vilkår og begrænsninger alvorligt. Men altså! At føde børn er ikke en menneskeret.

At blive forældre, er en opgave - ikke en gave, man kan gøre hvad som helst med. Det véd adoptionsforældre alt om og respekt for det. Jeg véd godt, at mange ikke bryder sig om sammenligningen, men det bliver den ikke mindre retfærdig af: Det er skævt, at forældreløse børn, som fødes ind i denne verden og par, som gerne vil være deres forældre, har så svært ved at nå hinanden og undervejs bydes så mange prøver og betingelser. Samtidigt curles andre par frem gennem overflødighedshorn af reagensglas mod opfyldelse af en ret beset egoistisk drøm, hvor den enkle præmis, at opfylde barnets basale menneskerettigheder, er pakket ind i anonymitetens sorte boks.

Undskyld mig, det er altså noget etisk roderi. Må jeg derfor foreslå, at mens vi fjerner anonymiteten på donormateriale, så fjerner vi de uretfærdige forhindringer, som adoptionsforældrene bydes? På den måde kan de hurtigere end i dag byde et allerede skabt barn velkommen i deres forældreskab, der ikke behøver fostervand og veer for at være et sandt og trygt kærlighedskar for barnet og for dem.

Et ofte fremsat argument som anonymitetstilhængerne igen og igen griber til er, at hvis der ikke er anonymitet, vil antallet af fortielser overfor børnene stige. Øh...ja, selvfølgelig. Mennesket er jo dyr, som helst undgår det, vi tror er farligt og som vi får lov til at undgå at forholde os til. Men det er en sejlivet myte, at det skulle være farligt for forældre - biologiske eller ej - at fortælle børn om deres oprindelse og andre familierelaterede hemmeligheder. Det er langt vanskeligere at reparere, hvis børnene selv finder ud af det senere på en måske smertefuld eller besværlig måde. Det er ligeledes en myte, at det for donorerne - med mindre de kun gør det for pengenes skyld - er for svært for dem, at stå frem foran det menneske, de selv har været med til at skabe. Og igen: Barnet, der skabes med anonymt materiale, stilles lige nu dårligere end selvværdssvage forældre, der sov i timen for den store forelæsning om den ubetingede kærlighed. Barnet stilles også dårligere end den, der supplerer sin indtægt ved at sælge ud af sit arvemateriale og den industri, der tjener godt på danske sædbankers overskud.

Jeg spørger: Skal vi som samfund medvirke til at fastholde ovenstående myter og modsætninger? Skal vi blive ved med at gøre det mod bedre vidende? En viden, som kan forklare, hvorfor slægtsforskning og stamtræsoptegning bliver mere og mere populært. En viden, som kan forklare den popularitet programmet 'Sporløst' nyder. En viden, som igen og igen skærer ud i skrift og neon, at sandheden altså er bedre - til enhver tid - end fortielser og løgne. De mulige konsekvenser for børnene ved anonymitet omkring deres oprindelse er mangfoldige og barske. Jeg har kigget nærmere på et par studier, som beskriver det at føle sig 'delvist kunstig' og som et resultat af 'egoisme og kontanter'. Mange er konstant på opsyn efter andre, der ligner dem selv. Mange udvikler depressioner. Dem, der får det at vide sent i livet, lider mere end dem, der tidligt lærer om deres baggrundshistorie og vej ind i den familie, de selvfølgelig tilhører som de ønskebørn, de netop med sandhedens konsekvens forstår, at de er. Jeg har ledt - men ikke fundet et eneste forskningsstudie (endsige hos almindelig sund faglig fornuft blandt mine vidende venner med forstand på området), der kan bekræfte, at anonymitet og fertilitetsbehandling er godt for nogen. Heller ikke for forældrene, som frivilligt holder på sandheden og spiller med på en løgn.

Anonymiteten er en konstruktion, der legaliserer løgnen som en mulighed og fodrer en industri, der sætter mennesker i verden med begrænsede menneskerettigheder og forøgede eksistentielle udfordringer. Bare fordi vi ikke tør sandheden. Bare fordi vi ikke tror kærligheden mellem barn og forældre stærkere end kombinationen af biologiske begrænsninger og lægevidenskabelig ekspertise.

Det er menneskeligt at lyve eller fortie angstprovokerende sandhed, hvis man får lov. Lad os lave et samfund, som hjælper hinanden med at lade være med det. Især når det går ud over de børn, vi egentligt elsker højere end løgnen. Især når det går ud over de børnebørn, vi giver forældre, som ikke rigtig lærte, hvad forældreansvar egentligt er for noget.

At være donorbarn uden at kunne finde sit ophav er noget etisk roderi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce