H.C. Andersens seksuelle orientering er ikke blot uinteressant, den var der slet ikke. Forholdet til faderen var det eneste nære, han oplevede, og det blev bestemmende for hans voksenliv.
En hel bog har litteraturforskeren Dag Heede skrevet om et emne, som det er svært for almindelige mennesker at se den helt store almene betydning af. Hjertebrødre - krigen om H.C. Andersens seksualitet, hedder bogen. Den foregiver at være en dokumentation af, at vores store digter var homoseksuel. Selv siger Dag Heede til Stiftstidende (19. marts): "Jeg er rystet over, at man i skatteyderfinansierede brochurer og på museer fortsat skal opleve H.C. Andersen-eksperter erklære, at digteren ikke var homoseksuel".

Det er en mærkværdig skråsikkerhed, Dag Heede lægger for dagen. H.C. Andersen selv var hele sit voksne liv forvirret over sin seksualitet og var uden tvivl selv i vildrede med, hvad han skulle stille op med den. Og sådan er der nogle, der har det, endda selv om de har solide seksuelle erfaringer bag sig.

Det er i orden, at man prøver at finde forklaringer på, hvorfor H.C. Andersen var, som han var, herunder hvor hans plagsomme seksualforvirring kom fra, men jeg synes, man skal skåne ham for firkantede og efter min bedste overbevisning uvedkommende tolkninger af hans helt private liv.

Jeg mener, at man kan slå fast, at Andersen følelsesmæssigt aldrig blev rigtig voksen, og at han aldrig turde opleve sin seksualitet og sig selv, som en voksen mand oplever det. Psykologisk udtrykt led han af en seksualangst, som gav sig udtryk i angst for sygdomme, ildebrande og mange andre ting, bl.a. også angst for ikke at blive godtaget af de mennesker, han så gerne ville accepteres af.

Selv kredsede han i sin digtning meget om sin barndom, og der er for mig heller ikke tvivl om, at det er her, man skal finde svarene på hans seksuelle usikkerhed.

Som lille dreng var han meget knyttet til sin far, som lavede legetøj, legede dukketeater og læste spændende eventyr og fabler højt for ham. Ingen tvivl om, at de to følte sig åndsbeslægtede, og at barnet beundrede sin far og drømte om at blive som ham. Han havde arvet sin fars sprudlende fantasi - og formentlig fra moderen den viljestyrke og energi, som siden hen førte fantasierne ned på papiret.

For at kunne udvikle sig til harmoniske voksne har børn brug for nære voksne, de kan spejle sig i og danne deres egen identitet ud fra. Den mulighed gik H.C. Andersen glip af. Han mistede reelt sin far allerede som syvårig, da faderen meldte sig som soldat og blev sendt til Holsten.

Det må have været et umådeligt tab for den lille dreng. Han må være blevet frygtelig alene med sine drømme og sine lege. Havde han været en mere udadvendt og social natur, havde han i det mindste haft en flok drenge at lege med og lære af. Men det tyder intet på, at han har benyttet sig af. Han var anderledes end de fleste.

Der er næppe tvivl om, at faderens forsvinden ud af hans liv udviklingsmæssigt og følelsesmæssigt satte ham i stå, så han på væsentlige områder aldrig blev voksen. Var faderen blevet hjemme, havde han gennem ham kunnet udvikle en tiltro til egne evner og eget værd, som ville have stabiliseret hans forhold til andre mennesker og gjort ham mere "normal".

Da faderen et par år senere vendte hjem, var han syg, og han døde, da sønnen fyldte elleve. Gennem faderens sygdomsperiode har de to vel forsøgt at genetablere deres gamle samhørighed. Men noget var gået i stykker, tabet var sket, og den syge far var næppe længere helt det forbillede, den lille Hans Christian havde brug for.

Efter faderens død var han alene knyttet til sin mor, som var en stærk og formentlig velbegavet kvinde, hvis kamp mod fattigdommen imidlertid var forgæves, så hun endte som en drikfældig vaskekone, som den ambitiøse søn følte sig nødsaget til at tage afstand fra.

I de vigtige år før puberteten levede han således i et kvindedomineret univers, hvor mænd kun optrådte i hans periferi. Som barn elskede han uden tvivl sin mor, men som voksen afskyede han hende (men nok mere hendes skæbne end hendes person).

Denne stærke feminine påvirkning i drengeårene og hans ambivalente holdning til moderen i voksenårene, prægede ham hele livet. Mange kvinder må dø i hans forfatterskab, uden at det lykkes ham at frigøre sig fra bindingen til moderen og til barndommens fattigdom.

Men man må endelig ikke tage fejl. Denne reaktion er ikke udtryk for, at han hader kvinder. Men han har et regressivt forhold til kvinder, for nu at bruge et psykologudtryk. Han fastholdt den beundring og betagelse af kvinden, som er normal for drenge i fire-seks års alderen, da man ser moderen som den smukkeste og bedste i verden.

Kvinderne omkring den voksne Andersen har da også omfattet ham med kun moderlige eller søsterlige følelser. For det var det signal, han sendte dem.

Han ville være mand, men hvordan? Hans faderbillede var ufærdigt, og der havde ingen andre været til at lære ham at blive en voksen mand. Han savnede desperat mandlige identifikationsbilleder.

Han forsøgte at spejle sig i den jævnaldrende Edvard Collin, søn af Andersens velynder og økonomiske støtte, og kæmpede en håbløs kamp for at få lov til at blive dus med ham.

Ubevidst har han haft en følelse af, at hvis Edvard Collin godtog ham som en ligeværdig, voksen mand, så ville han også selv blive i stand til at se sig som en voksen mand og slippe sin barnlige intetkønsidentitet. Samtidig forelskede han sig i Edvards søster - lige så ulykkeligt som hans øvrige forelskelser.

Hele livet plagedes han af sin manglende evne til at føle sig som en voksen. Intellektuelt var han overbevist om, at han var en svane, men han følte sig uafrysteligt som en lille, grim ælling.

Det er vel netop dette uløselige skisma, der gjorde ham til et geni, og som drev hans digterværk. Han følte som et barn, og han skrev ud fra barnets verden - som drengen, der ser tingene, som de er, og som tør sige, at kejseren jo slet ikke er den, han giver sig ud for at være.

Tesen, som han må klynge sig til, er, at det uskyldige og troskyldige barn ser den virkelige og sande verden. Her leves livet, som er fremmed for den voksne. Og her fandt Andersen sit ståsted. Han turde ikke og kunne næppe andet.

Jeg tror, at den kilde, som Andersen hele sit liv øste af, var barneoplevelserne sammen med faderen, de herlige, grænseløse fabuleringer, tidløst løftet ud af den brydsomme virkelighed.

Det var den lille drengs lyksalige forhold til sin far, der blev den bærende erindring i den voksne Andersens liv. Men det var også det eneste nære forhold, Andersen kom til at opleve til et andet menneske. Ikke sært, at hans forhold til andre mennesker blev aparte.

Andersen følte i hele sit voksenliv, at han var i drifternes vold. Han var ulideligt forvirret omkring det seksuelle og anede ikke, hvad han skulle stille op med det, for han var gået i stå i den pubertetsfase, som blot burde have været en overgang til den voksne seksualitet.

Hans indre barn var skrækslagent over det seksuelle, som han kun turde drømme om. Hans faktiske seksuelle orientering er derfor ikke bare uinteressant. Den var der ikke.

En egentlig orientering hører voksenlivet til, og et sådant blev ham ikke forundt.

Marianne Schroll, Nørrevænget 65, Odense C, er specialist i psykoterapi.