Angående et kryds

Mogens N. Pedersen

Angående et kryds

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når man har levet af at studere politik i rigtig mange år, kan man let ende med at blive lidt kulret i hovedet. Der er nok også en fare for, at man ender som en gammel kyniker, der f.eks. tror, at den dybere mening med et folketingsvalg blot er at kontrollere, om opinionsmålingerne var rigtige.

Lad mig fortælle om mine reaktioner i løbet af ugen - så må læseren vurdere, hvor galt det er fat.

Tirsdag var alle sejl sat for at få mand af hus. Valgdagen er en festdag. Der bliver brugt store ord, som når f.eks. en fynsk avis anmodede os om med vores kryds "at fejre demokratiet og den grundlov, der har sikret os mulighed for deltagelse". Nogle mener endog, at valgdeltagelse er en forudsætning for, at man senere kan tillade sig at kritisere de valgte og deres gerninger. Opfattelsen er sympatisk, men næsten for meget af det gode.

Efter at have overværet en ikke alt for smuk afslutning på valgkampen går man så hen og stemmer, alligevel lidt opstemt over dagens festlighed. Dannebrog vajer, og valgstyrerne er venlige og smilende. At sætte krydset er noget, man gør med omhu og efter megen dyb tænkning, især hvis man hører til tvivlerne.

Nogle blandt os bruger lejligheden til at afstraffe løftebrydere på Christiansborg, og det gør sikkert godt at komme af med frustrationerne.

Andre belønner "deres" MF for gode gerninger. Nogle lægger mere vægt på valgkampens løfter. Dem var der jo rigeligt af. For andre kan det være alder, køn, udseende eller hvad det nu kan være, der trigger krydset.

De seneste valg har været "præsidentvalg", og det kan nok være med til at skabe drama og give handlingen ekstra mening, når man skal vælge mellem to så smukke og velsminkede ansigter.

Og så er det hele overstået så hurtigt, når man forlader valglokalet. Her begynder for en del vælgere en mental nedtur. Bevares, man følger da med spænding valgets opgørelse og kommer for sent i seng.

Man når at se, hvordan samtlige politiske ledere udtrykker stor glæde over resultatet, som for dem alle, uanset pilens retning, er en klar sejr, vundet i kraft af aktivisternes store arbejde.

Det er nu blevet en del af festligholdelsen, at fjernsynets kanaler inviterer os med ind til partiernes larmende aftensammenkomster, hvor der råbes, ølles og synges vel meget, men underholdende er det da at iagttage. Næste dag er der stadig spænding - måske også skadefryd - i luften, for hvem bliver monstro valgt, og hvem falder på valen?

Men for mange, herunder denne skribent, er der noget, der begynder at plage. Mangt og meget ser anderledes ud i morgenens grå novemberlys. Man får en slags valg-blues. Der kan melde sig en skuffelse over, at der ikke kom mere ud af det hele. Man kunne jo lige så godt være blevet hjemme, ikke? Hvad hjalp det kryds i det hele taget på?

For kandidaten blev måske nok valgt, men til hvad? Partiet blev måske bragt i en dum situation, hvor det ikke vil kunne leve op til sine løfter. Nogle må se i øjnene, at deres foretrukne parti valgte at samarbejde med de forkerte.

Er man endnu engang endt med at gå i den gale retning? Blev luften egentlig renset, som et københavnsk dagblad påstod? Og hvorfor er det i øvrigt altid de gamle - og mest ansvarstyngede - politiske travheste, der bliver hængende på Christiansborg, når et parti går tilbage, mens de nyeste, de yngste og de mest håbefulde ikke har mange chancer i en sådan situation? Mon ikke en del vælgere oplever et svagt ønske om at få lov til at gøre handlingen om, nu hvor man ved, hvad der kom ud af det hele?

Jeg ved ikke, hvor udbredt sådanne følelser er blandt tirsdagens vælgere. Det har ingen valgforsker endnu givet sig af med at måle. Men selv havde jeg altså visse anfægtelser, dog ikke nødvendigvis de samme som beskrevet ovenfor.

Da humøret var dårligst, kom jeg til at tænke på den gamle franske filosof, der udtrykte problemet med et godt billede. Som vælger i et repræsentativt demokrati er man kun fri i valgøjeblikket. Såvel før som efter valget er vælgeren lagt i lænker, mente Jean-Jacques Rousseau.

Nå, op med humøret, Antonius. Så slemt står det ikke til i vore dage, for det repræsentative demokrati har da heldigvis udviklet sig, og det er stadig den bedste styreform. Nutidens vælgere kan jo let komme til orde, også mellem valgene. Hvis de da gider.

Og selv hvis man hellere vil bruge sin tid på alt andet end politik, så bliver ens meninger alligevel løbende registreret og bragt videre til de tillidsmænd og -kvinder, som i tirsdags blev bemyndiget til, efter bedste evne, at handle på vores vegne.

Lad nu tristessen fare. Forløbet af valget 2007 var hverken værre eller bedre, end den slags plejer at være. Slutresultatet var rigtig mudret og dårligt, men det kan man såmænd også lære at leve med.

Det bedste, man kan sige om ugens valg, er, at det skabte en situation, der umiddelbart lægger op til det næste valg.

Jeg plejer ikke at give mig af med uvidenskabelige forudsigelser, men vil dog gøre en undtagelse ved at spå, at vi får det næste folketingsvalg længe før periodens udløb. Måske allerede til foråret.

Så kan vi begynde forfra og gå til valg i løftet stemning. Til syvende og sidst er det jo os vælgere, der har fat i den lange ende!

Angående et kryds

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce