Anderledes forhold på sygehuset i Sofia. Den lange rejse hjem


Anderledes forhold på sygehuset i Sofia. Den lange rejse hjem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Journalist, Kerteminde Inge Holm Knudsen
Portræt af mangeårig skribent  på avisen,  Inge Holm Knudsen.
Debat. 

Jeg ligger i en hospitalsseng i et stort aflangt rum, som jeg deler med tre andre kvinder. Den lyse sommerdag, hvor jeg har gennemlevet så mange uventede, usædvanlige og barske hændelser, er ved at blive til mørk sommeraften, og lige nu har jeg ingen at dele dem med, for de andre taler et sprog så fremmedartet, at der lige så godt kunne være tale om russisk eller kinesisk. Og min fire år yngre søster, som ellers har fulgt mig trofast dagen igennem, slæbende fra sted til sted med vore tunge kufferter, har indlogeret sig på et lille hotel lige i nærheden, så vi ses først igen i morgen.

Gennem tre store vinduesruder har jeg udsigt til et lyshav i millionbyen Sofia, hovedstad i smukke, men fattige Bulgarien, og heroppe på øverste etage af hospitalet kan vi naturligvis ikke se de dårligt vedligeholdte gader og de forfaldne bygninger. Men det var netop en del af landets forfald, jeg mødte tidligere på dagen, i byen Vidin, længere sydpå, hvor jeg under en fredelig spadseretur trådte ned i et hul skjult af visne blade, skidt og møg og brækkede højre hofte.

På det lille, lokale sygehus kan de lige klare at tage et røntgenbillede til brug for en sikker diagnose, og mens vi venter på resultatet, bliver jeg på min båre kørt ud i noget, der ligner et vaskehus, og det går op for mig, at dette ikke er et sted for sarte sjæle, for et øjeblik efter får jeg selskab af en båre med en nylig afdød patient, som dog er tildækket nogenlunde af et lagen.

Den flinke overlæge beklager, at han ikke kan klare så stor en operation, så nu skal jeg, sammen med søster Ellen og vore kufferter transporteres til Sofia, hvor man råder over fremragende ortopædkirurger, som har fået deres uddannelse de bedste steder i udlandet. Dermed er det definitivt slut med et herligt krydstogt på Donaufloden, som vi har været en del af den seneste halve snes dage, og mens jeg bare kan ligge hjælpeløs uden at røre mig, organiserer andre alt det praktiske med lynpakning og afhentning af kufferter på "MS River Navigator" i Vidins lille havn og overflytning til en ambulance, der må have haft sin bedste tid i forrige århundrede. Men hoppende og dansende over hullede veje klarer den en mere end fire timer lang kørsel til Sofia, og på sygehuset studerer man min gode, ajourførte rejseforsikring og tilbyder mig efter to dage en helt ny hofte. Rygmarvsbedøvelse, langvarig operation, hvor jeg svæver lidt ud og ind, hører stemmer og lyden af en arbejdende sav, flot slutresultat.  

Til gengæld afslører hverdagen i hospitalssengen den kommende uge, at der uden for operationsområdet er ualmindelig beskidt og ulækkert. Snavsede vægge med aftegninger af blod og andet. En rusten radiator fra en fjern fortid, mystiske sammenføjninger af vandrør og ledninger, en håndvask, der er grå af skidt. Jeg selv ligger i snavset sengetøj med blodpletter, som ikke stammer fra mig, og jeg bliver ikke vasket i en uge. Mad får man heller ikke, det må de pårørende sørge for, akkurat som på mange hospitaler i Afrika, som jeg har besøgt sammen med DANIDA i forbindelse med mit arbejde. Så Ellen går på jagt i byen efter enkle ting, som kan spises uden brug af tallerken og gaffel, og det bliver mest til frisk frugt, kager og chokolade. Hver dag får hun et hårdkogt æg til morgenmad på sit hotel - det gemmer hun kærligt til mig, så jeg dog får lidt proteiner.

Mine to døtre kommer rejsende fra København på besøg i en lidt forlænget weekend, og de er rystede over de tilstande, vi er havnet i, og det samme er en kompetent mandlig sygeplejerske fra Norge, som mit forsikringsselskab sender til Bulgarien for at sætte skub i vores hjemtransport. Han praktiserer sengevask, sådan som alle veluddannede sygeplejersker lærer det, og går på rov i et lager med slidt, men rent sengetøj, og en ren natkjole, så jeg kan være præsentabel til hjemrejsen. 

Endelig sker der noget. Vi tager til lufthavnen klokken 4 om morgenen og kommer om bord på et fly med plads til 165 passagerer. Der er ryddet syv pladser for min, Ellens og nordmandens skyld, og min båre bliver bekvemt skubbet ind på en af de hylder, hvor passagererne normalt anbringer håndbagagen. Vi skal mellemlande i Frankfurt, og derefter begynder hele proceduren forfra, blot i et nyt fly. Min private sygeplejerske holder skarpt øje med mig, skaffer både drikkevand og ilt, og pludselig er vi i Kastrup, hvor han har sørget for, at en ambulance står parat til at køre mig til Odense Universitetshospital.

Før vi tager afsked med hinanden, siger han, at jeg ikke skal blive ked af det, hvis jeg nogle dage må i karantæne på grund af de uhygiejniske forhold, jeg kommer fra. Alle danske sygehuse er nemlig i disse år på vagt over for fremmede, uvelkomne bakterier, som det kræver en særlig indsats at slippe af med. Karantænen slipper jeg ikke for, viser det sig. Og sådan slutter dette vilde eventyr, der begyndte med en fredelig sejltur på Donau. Efter et kortere ophold på Svendborg Sygehus rykker jeg videre til rehabiliteringen på Lindhøj i Munkebo, hvor jeg også får eget værelse og privat bad, og her bliver jeg i ti dage spulet og skrubbet af kærlige hænder og medarbejdere, som vistnok efterhånden er trætte af at skulle iføre sig plasticdragter og mundbind, hver gang de er i nærheden af mig. Mærkeligt nok må jeg hele tiden modtage besøg udefra.

Morale: Husk at have forsikringspapirerne i orden og opdateret til enhver rejse uden for Danmark. I rejsebranchen undrer man sig over, at alt for mange af kunderne blæser på risikoen for uheld, selv om det i værste fald kan ende med en milliongæld. Og glem så ikke at glæde dig over de gode forhold, vi har herhjemme på vore sygehuse.  

Anderledes forhold på sygehuset i Sofia. Den lange rejse hjem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce