HANDICAPPEDE: I forlængelse af synspunkt 27/12 "Amtet svigter handicappede", vil jeg gerne give udtryk for min og andres frustration over Fyns Amt tilbud om aflastning.

Aflastning og ferieophold sker på en dejlig næsten nybygget institution, hvor der er et godt miljø og et dygtigt, venligt, samarbejdsvilligt personale. Men fleksibilitet er der ikke meget af. F.eks.: Skal de 12 årlige weekend'er aftales pr. 1/12 04 for hele året 05.

Frustrationen øges, når man bor i en kommune, hvor der er stor forståelse for handicappedes situation og derfor bevilger den aflastning, der skønnes at være behov for, (24 weekend'er og fire ugers ferie), men Fyns Amt har en procedure, der siger maksimum én weekend pr. måned samt to ugers ferieophold. Det betyder helt enkelt en halvering. Kapaciteten er desværre ikke til mere.

Er det også en procedure i Fyns Amt, at der bevidst bygges for småt for derefter at kunne henholde sig til, at der desværre ikke pt. er de fornødne pladser. Bliver det bedre i fremtiden? Hvorfor nedlægges samtlige aflastningspladser på hele Fyn, såvel amtslige som private, inden man har konstateret de reelle behov. Jeg kan kun finde én grund: "besparelse" eller forsøg herpå.

Herefter må vi som forældre/pårørende til en psykisk/fysisk udviklingshæmmet stille os i læ og håbe, at familiens ressourcer holder, men det øger presset i dagligdagen, og tiden, hvor det bliver permanent anbringelse på døgninstitution, fremskyndes, og i sidste ende bliver det ingenlunde billigere for amtet, men måske det er vigtigere at budgettet ser pænt ud lige nu.

Ikke desto mindre fortæller Ib Dalsfledt m.fl. hele tiden hvilke gode tiltag, der er taget for at bedre handicappedes situation. Den slags udtalelser modtog vi pårørende allerede tilbage i 1980, da amtet overtog den daværende Statens Åndssvageforsorg, og er siden blevet os fortalt af skiftende bureaukrater i Fyns Amt, såvel ansatte som politisk valgte.

Det er også korrekt, der bliver gjort gode tiltag, men det er som om, man har glemt at holde mandtal, for da kunne man let have konstateret, at en enkelt lille institution ikke kunne udfylde behovet.

Ovenstående er ikke blot et øjebliks frustration, men en ophobning af samme efter i 35 år at have fulgt min hjerneskadede søn ind og ud af otte forskellige institutioner, samt et par "grønne skoler" og børnehaver. Samt en del hospitalsbesøg.