Rundt omkring i skuffer og skabe ligger udkast til digte og fortællinger, som skulle ud af systemet. Men samtaler er vigtigere end dagbøger. Vi skal lære at lytte og ikke blot tale selv.
For nogle år siden stod der i en af de store aviser en efterlysning af folk, der kendte kontorassistent Kaj Uldaler, som var død på et plejehjem. Da myndighederne ikke vidste noget om pårørende, blev sådanne bedt om at melde sig. Nu vågnede ledere op i boldklubben B. 93, for omkring 1940 fejrede Kaj Uldaler store triumfer i klubben og i mange landskampe med et navn dengang som i dag Ebbe Sand og Jesper Grønkjær. Men nye navne kom til, han var glemt og havde ikke fået fortalt sin historie til plejepersonale og andre omkring ham

Der skal ikke gøres forskel på en tidligere berømthed og andre folk Men han nævnes her for at understrege, at enhver, også på et plejehjem, må få lejlighed til at fortælle historien om sit liv.

Mange føler sig glemt, vel mest ældre, men også yngre. I begravelsesannoncer står tit, at begravelsen (bisættelsen) har fundet sted eller foregår i stilhed. Det kan der være flere grunde til. Måske familien ikke kunne tåle at se så mange mennesker omkring kisten, eller at andre ikke skulle se den så nedbøjet og tårevædet af sorg.

MEN familien og måske også den dødes ønske om at begrænse fremmødet ved begravelsen til den nære familie- og vennekreds kan også skyldes, at de synes, at gamle venner og kolleger har svigtet den døde under sygdom eller svaghed.

Måske fordi de har ment, at den andens livsager var afgræsset, så der intet var at komme efter. Når de ikke var kommet under sygdom, var der ingen grund til at lade dem følge den døde til graven.

Jeg gentager, at der kan være andre grunde til ønsket om en lille begravelse. Men det naturligste, tror jeg, må være at give alle, der har kendt den døde, lejlighed til at følge ham eller hende så langt, som vi mennesker kan følge hinanden. Så behøver folk heller ikke at gå over på den anden side af gaden, når de møder den dødes nærmeste.

FLERE end vi tror, fortæller deres historie til dagbogen. Jeg fik engang lov til at læse nogle dagbogsblade skrevet af én, jeg skulle begrave. Han havde betroet dagbogen sine åndelige oplevelser med samtaler med Gud, som familien intet anede om.

Måske havde han troet, at ingen af hans nærmeste ville have forståelse for den religiøse side hos ham. Han havde derfor ikke kunnet dele sine inderste tanker med sine kære. Men gennem dagbogen havde han dog ikke været ene med sine tanker.

Vi vil møde endnu en dagbog - endda 1900-tallets berømteste, Anne Franks.

Den tysk-jødiske pige måtte med sin familie under Hitlers jødeforfølgelser flygte til Holland, hvor de bosatte sig i Amsterdam, Men familien blev forrådt. 4. august 1944 brød Grüne Polizei ind i huset, og begge familier med undtagelse af Annes far, Otto Frank, omkom i Hitlers lejre.

Gestapo havde taget alt af værdi med sig, men dagbogen, gemt i dynger af bøger og gamle aviser, blev mirakuløst reddet. Nogle glimt følger her:

PÅ SIN 13 års fødselsdag 12. juni 1942 fik Anne en dagbog, som hun 20. juni begynder at skrive i Hun fortæller om mindst 3o bekendte, såkaldte veninder og beundrere blandt drenge, sød familie og kærlige forældre. "Tilsyneladende mangler jeg intet - udover en rigtig hjerteveninde Det er grunden til denne dagbog. Og for at kunne indbilde mig, at jeg har fundet den hjerteveninde, jeg har måttet undvære så længe, vil jeg lade som om, denne dagbog er min bedste veninde, og jeg vil kalde den Kitty."

Da de måtte "gå under jorden", tog de kun det mest nødvendige med.

Torsdag 9.juli 1942.

"Kære Kitty. Skjulestedet lå i baghuset i fars kontorbygning. Familien van Daan, der er gode bekendte af os, skal bo sammen med os. Se, nu har jeg præsenteret vort "baghus" for dig. Din Anne."

Gennem dagbogen møder vi først en stor pige, der i løbet af få måneder udvikles til kvinde. Naboens 15-årige søn, Peter, som hun straks synes var en kedelig dreng, bliver hun senere forelsket i.

Tirsdag 18. april 1944.

"Kære Kitty. I går kom Peter og jeg endelig til at føre den samtale, der er udsat så længe. Aftenen endte med et gensidigt kys lige i nærheden af min mund, og det var himmelsk. Jeg forklarede ham alt om unge piger og generede mig ikke for at fortælle de mest intime ting. Din Anne."

Tirsdag 1 august 1944.

"Kære Kitty. Jeg føler det, som om jeg er to personer. Den ene rummer min glade munterhed, mine drillerier, min livslyst. Den anden er smukkere, renere og klogere. Den lette overfladiske Anne er altid hurtigere i vendingen end den kønne, rene og kloge, og derfor får hun altid overtaget. Jeg leder fortvivlet efter at blive sådan, som jeg så inderlig gerne vil være, og som jeg kunne være, hvis der ikke var andre mennesker i verden. Din Anne."

HER ender dagbogen med "Kitty" og Anne som medspillere i en enestående overlevelseskamp. Hvad kunne Annes fantasi ikke have skabt, hvis hun ikke marts 1944, kun 15 år, var død af tyfus i Bergen-Belsen og begravet i en massegrav. Men den indtagende og gribende historie, hun fortalte til "Kitty" i baghuset i Prinsengracht 263 er ikke glemt, men husket på 55 forskellige sprog.

Enhver kan skrive en bog, bogen om sit eget liv, kun forfattere kan skrive flere, fordi de evner at tolke og variere deres ene historie til mange bøger. Det passer med det, forfatteren Vagn Predbjørn sagde, da hans nye bog, den 12, var udkommet: "Alle mine bøger har rod i mig."

For omkring 2o år var bogmarkedet oversvømmet af ren bekendelseslitteratur, mest af erotisk art, hvor intet var lagt under dække. Susanne Brøgger med Creme Fraiche var nok den, der gik længst. Hvilken nødvendighed, der i disse år kunne drive forfattere, mest kvindelige, helt ud i tovene, kan ikke siges. Romaner er oftest forklædt biografi, hvor forfatteren fortæller sin historie Det må tilføjes, at i bordskuffer er gemt utallige udkast og digte med historier, som skulle fortælles, og som i hvert fald har givet en udløsning hos forfatterne selv. I samtaler, som er vigtigere end dagbøger og skuffegemme, skal vi lære at lytte, ikke blot tale selv. Når folk åbner sig, har de tit noget overraskende at fortælle

Det katolske skriftemål ,der desværre forsvandt ved reformationen 1536, kan selvfølgelig misbruges, hvad der er fortalt meget om. Man kunne jo roligt forsynde sig groft om lørdagen, for om søndagen kunne præsten give syndsforladelse.

Men misbrug forhindrer ikke, at vor kirke mangler et sted, hvor mennesker kan oprulle deres mørke natside og måske gå befriet bort.

Tidligere var der i kirken et nærmest kollektivt skriftemål som indledning til altergangen. Men nu er det borte og ikke erstattet af noget andet. En slags skriftemål, eller skal vi sige dybe betroelser, kender dog alle præster til. Folk kan også være trygge ved, at præstens mund med syv segl er lukket med det betroede, også over for ægtefællen.

Jeg kender kun et tilfælde, hvor det er blevet misbrugt. En præstedatter fortalte mig for mange år siden, at hendes far havde haft besøg af et par forelskede, der var i dyb krise. Skulle han forlade hustruen og deres barn, så han efter skilsmissen kunne gifte sig med den anden?

Det forfærdelige var, at jeg kendte de tre og ufrivilligt hørte om den smertefulde trekant. Men præstens fortalelse var en undtagelse, folk kan stole på den ubetingede tavshedspligt.

HVIS ÉN eller anden kvier sig ved at røbe en indre brist til sin egen præst, opsøg da en anden, hvor man anonymt kan fortælle, hvad der nager. Ingen præst vil nægte at hjælpe en udensogns. Også gennem Nicolajtjenesten, som vi har i Odense, kan man få en samtale uden at opgive navn.

Brevkasser, som også Ugeavisen har, giver tit gode svar. En samtale om dybere spørgsmål sker dog nok mest med en god ven eller veninde, hvor fællesskabet gør det lettere at bære det, som piner.

Men vær kritisk! Fortæl kun dit livs hemmelighed til et eneste menneske, én som du kan stole på.

Skal man sige alt til vennen eller de nærmeste? Jeg tror det ikke. Det allerinderste i et menneske skal måske ikke være åbent for andres ører. Historien, enhver har, med dystre kroge, skal vist kun tales ud i enrum med den store Mester.

Chr. Andersen, Thujavej 135, Dyrup, Odense SV, er pastor emeritus.