Alle er bedst tjent med, at ulve kun er i zoologiske haver
Af: Arne W. Petersen, Skårupøre Strandvej 112, Skårup

Ulven kommer. Ulveangsten ligger ikke langt fra ulvefascinationen. Etik og følelser kommer i centrifugen i ulvesagen. Da ulven kom til Dalarna i Sverige, oplevede jeg allerede for 15 år siden på nærmeste hold de samme folkelige rørelser, som vi nu skal igennem i Danmark. Mine bedste venner deroppe mistede 47 får på en nat. En stor del af de angrebne får var allerede døde, men mange levede endnu, selvom tarmene var trukket ud af den åbne bug. Ulven åbner fårets bug, fordi det er besværligt at flænse i uld. Man vidste godt, at der var kommet ulv til egnen og havde fået det råd at sætte el-fårehegn op omkring dyrene. Havde de ikke valgt indhegningsløsningen, havde fårene haft en chance for at sprede sig op i skovene, da ulven satte sit angreb ind. Familien mistede året efter 18 stk. skotsk højlandskvæg ud af ca. 100 oppe på sætteren hen over hele sommeren. Disse var ikke indhegnede og derfor nøjedes ulven med at tage en ad gangen eller blot en ko og en kalv.

Den første ulv på egnen tog egenhændig en stor elgtyr. Hvor mange dage drabet tog, vides ikke, men en tdr. land stor blodig snemark tydede på en meget ubehagelig udtrætningskamp, som var endt med elgen havde måttet lægge sig. Om elgen blevet dræbt før bugen blev åbnet, vides ikke. De fleste klovbærende dyr har et stadium, hvor de slår overlevelsesinstinktet fra og overlader skæbnen til det overlegne rovdyr. Ulven er ikke kendt for at lege med sit bytte på samme måde som lossen og katte, men går gerne i gang med at æde et apatisk dyr, der har opgivet kampen uden at dræbe det først.

Det undrer mig meget, hvorledes det empatiske system fungerer hos mennesket. Ingen synes at bekymre sig om de arme krondyr på den jyske hede, der skal lægge krop til ulvens aflivningsmetoder, men folk ville blive meget empatiske, hvis det var ponyen, den tog. Fåreavlere kan eventuelt kompenseres for mistede får, men hvad med de arme dyr. Vi har ondt af, at mange får kastes ind bag i en bil for siden at blive halalslagtede i en garage. Men at få skåret halsen over uden bedøvelses tåler ikke sammenligning med ulvens slagtemetode.

I Stockholm fortvivles folk over, at deres hunde nu bliver dræbt af ulve. Sådan har det været ganske længe ude i det åbne land. Men er det værre for en hund at blive dræbt af en ulv end det er for et rådyr? Etik og logik har tilsyneladende intet med hinanden at gøre. Vi ved fra museforsøg at visse erfaringer lagres i dna-et og videregives til næste par generation. Eksempelvis fik en mus stød hver gang den rørte en bestemt ting. De næste to generationer havde en medfødt angst for samme genstand.

Menneskets angst for ulven er ikke ubegrundet, det er kun et spørgsmål om tid, hvis vi ikke til stadighed vedligeholder ulvens dna-bårne angst for mennesket. Jeg hører flere og flere beretninger fra Dalarna om ulvens nærgående interesse for skovarbejdere. En havde en punktering med sin traktor og så sig pludselig omringet af ulve og måtte springe ind i traktoren. Ulvene ventede tålmodigt på sit bytte og det endte med, at skovarbejderen måtte køre i sikkerhed på et punkteret hjul.

Vore dyr er bedst tjent med at ulve findes i zoologiske haver, og med jævne mellemrum får noget slagteriaffald. Vi mennesker har svært ved at indramme vore egne drabssysler med etiske regelsæt. Hvorfor skal det f.eks. være ok at skyde dyr med bue og pil, når vi faktisk godt ved, at en riffelkugles anslagskraft er spontant bedøvende og dræbende? Spørg en buejæger, hvad han vil vælge, hvis han skal slagte egen gris eller aflive egen hund.

Identifikation med dyrs lidelse i drabssituationer bør være bærende for en etik, som rækker ud over egne rækker. Alt levende har angst og smerte som vigtigste overlevelsesfaktorer. Lystfiskere er uenige i dette - ingen har hørt en fisk beklage sig under sin langsommelige kvælning på bunden af båden.

I etikken må vi spørge os selv, hvis det nu var mig eller mine børn? Min præferencerækkefølge:

1) et skud i nakken uden forudgående angst

2) pil gennem hjertet uden forudgående angst

3) overskæring af halspulsåre - næppe muligt uden forudgående angst,

4) at blive dræbt af ulv står absolut på sidstepladsen.

Etikken, som ellers hævdes at være et af de kendetegn, der adskiller mennesker fra dyrene, kommer på gyngende grund, når vi begynder at inddrage dyrene og ikke mener, at det er i orden at skære halsen over på hest, hund eller kat. En hest skal skydes i panden med en boltpistol. Det må en hund og en kat ikke. De skal aflives hos en dyrlæge. Det vækker forargelse når katte søges druknet i en sæk og ligger og klynker i skraldespanden næste dag. Katte-drukning havde en forklaring. Katte var et magisk dyr, som havde ni liv og på samme måde, som vand kunne bruges til dåbsbeskytte barnet, kunne det også bruges til at bryde kattens trolddom. Gravede man en kat ned under dørstenen beskyttede kattens magi huset mod onde magter.

Overtro og tro kommer ud på et. Dyr har ingen "sjæl" (hvad "sjæl" så end er), derfor er det i orden at have tyrefægtning. Dyr kan være urene og må ikke spises, mens andre skal slagtes på en smertevoldende måde af hensyn til religiøse forestillinger. Snart skal millioner af får sejles den halve klode rundt fra New Zealand for at få halsen skåret over i Mekka, hvorefter de smides til forrådnelse ude bagved. Konventionen om, at dyr skal have en så skånsom og angstfri død som muligt, hænger i laser overalt under globaliseringen af den vestlige verden. Værst står det dog til med empatien, når tåbelig religiøsitet hindre mennesket i at få en selvvalgt, smertefri død.