Af Morten Schjøttcand.phil.,Hundslevvej 2, Rynkeby

BALTISK: Når Lindøværftet og A.P. Møller-gruppen driver forretning i Baltikum, er det pengene, som spiller hovedrollen. Selvfølgelig, sådan er det jo, kunne man indvende. Og vi er efterhånden så vant til at høre historier om virksomheder, der flytter produktionen til et lavtlønsland.

Og så alligevel: Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilken form for gensidighed, man mener at tilbyde balterne. Er det den øgede konkurrenceevne, værftet får? De fastholdte arbejdspladser? Den løn, de arbejdende får?

Efter Stiftstidendes udmærkede serie og nyheden om de lukrative krigsskibe, som skal bygges i Litauen, er konklusionen forstemmende:

Man, Lindø, A.P. Møller, som den multinationale virksomhed, det er, vælger med lønstatistikken i hånden at betale folk præcis så meget, at de næppe gør oprør, ikke kan finde et bedre betalt skibsbyggerarbejde i et land med arbejdsløshed, men heller ikke kan spare op til alderdommen, hvor en statspension under sultegrænsen er alt, hvad der er at se frem til. Intet under, at de foretrækker den kommunisme, der var.

Og hvad er det egentlig for en etik, A.P. Møller lægger for dagen? "Rettidig omhu" eller "brug og smid væk"?