Mange ældre er ressourcestærke og klarer sig selv. Andre har brug for hjælp. Derfor er Venstres ældrepolitik baseret på respekt for den enkelte ældres behov. De ældre er nemlig lige så forskellige som andre mennesker. Men alle ældre har behov for vished om, at hjælpen er der, når behovet opstår. Så skal samfundet være der med tilbud om hjælp. Enten i form af praktisk hjælp i hjemmet eller personlig pleje og omsorg.

Når vores ældre medborgere kommer dertil i livet, er valgfriheden vigtig. Ældre har trods fælles behov for hjælp og omsorg også individuelle ønsker og behov. Da Venstre i november 2001 fik regeringsmagten, var det så som så med de ældres valgfrihed. Den eksisterede faktisk ikke. I dag har de ældre fået frie valg og medbestemmelse på en lang række områder.

Der er kort og godt kommet nyt indhold i begrebet service. Og så er der kommet private firmaer på banen på hjemmehjælpsområdet.

Den 1. januar 2003 blev der indført frit valg af hjemmehjælp. Og i dag har 85 procent af alle ældre, der modtager hjemmehjælp, nu reel mulighed for at vælge, om det skal være den kommunale hjemmehjælp eller et privat firma, der skal udføre hjælpen. Heraf har cirka hver femte i dag en privat leverandør til at udføre hele eller dele af deres hjemmehjælp, såsom rengøring, vask, indkøb, personlig pleje eller madservice.

Et vigtigt princip er samtidig gennemført. De ældre kan selv være med til at bestemme, hvad hjemmehjælperen skal bruge den normerede tid til. Det giver smidighed i dagligdagen og mere tilfredshed hos brugerne. En anden vigtig landvinding for de ældre er retskrav på erstatningshjælp, hvis den aftalte hjemmehjælp svigter. Før regeringen indførte ret til erstatningshjælp, klagede mange ældre forgæves over svigt i den aftalte hjælp. Nu har de ældre retskrav på erstatning, hvis kommunen ikke holder den indgåede aftale. De ældres problemer med mange skiftende hjælpere søges også løst. I dag stiller 70 procent at kommunerne krav til leverandørerne om at sende så få forskellige hjælpere ud til den enkelte ældre som muligt.

Fra og med 1. juli 2002 blev der indført frit valg af plejehjem og ældrebolig. Tidligere kunne den ældre ikke uden videre flytte på plejehjem eller i ældrebolig nær familien i en anden kommune. Og den ældre kunne heller ikke være sikker på, at ægtefællen kunne komme med. Det ville ingen af os yngre have fundet os i. Nu er reglerne heldigvis ændret. For bare fordi man har nået en vis alder, skal myndighederne ikke bestemme, hvor man skal bo.

Samtidig er der handling bag ordene. Der er kommet flere ældreboliger, og i perioden 2002 til 2004 er der taget initiativ til cirka 5500 ekstra ældreboliger.

Venstre har i sin regeringstid satset målrettet på systemændringer, der er vigtige for de ældres ret til individuelle valg. Det første lange seje træk er vundet, men intet ændres over en nat. Forude venter en kommunalreform med færre og større kommuner, der skal forvalte de frie valg til de ældres tilfredshed.

Eva Kjer Hansen (V), Stollig Bygade 12, Aabenraa, er socialminister.