100 år siden i dag. Da Lenin slog demokratiet ihjel


100 år siden i dag. Da Lenin slog demokratiet ihjel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Forfatter Henning Tjørnehøj
Billede
Debat. 

2017 blev som bekendt mindeåret for to totalitære skikkelser i historien - den ene Luther, mindet positivt, den anden Lenin, negativt af gode grunde, som vel vil være de fleste bekendt - derfor først en Luther-korrektion.

Slår man op i VK-regeringens 'kanon' om demokratiets historie fra 2008, vil man se, at kirkefaderen har fået sit særlige afsnit med den begrundelse, at han var med til at skabe grundlaget for "værdier, som den dag i dag er bærende i vestlig og dansk demokratisk tankegang". Blandt forfatterne af denne kanon var de tre CEPOS-meningsdannere: Historikeren David Gress, statskundskabs-professoren Peter Kurrild-Klitgaard og pastor Kathrine Lilleør.

Deres påstand virker dog højst besynderlig, eftersom Luther baserede sit samfundssyn på et Paulus-skriftsted om, at "øvrigheden (magthaverne) er fra Gud ... således at den, som sætter sig imod øvrigheden, står Guds ordning imod (og) vil pådrage sig selv dom" (Romerbrevet 13, 1 - 3). På denne måde absoluterede Luther de til enhver tid siddende magthavere - lige meget, hvor uduelige eller tyranniske de var. Det blev, som det fremgår af Paulus-ordet - ligefrem gjort til en syndig handling at sætte sig op imod magthaverne, hvad den sydvest-tyske landbefolkning fik at føle i 1525 - med Luther fulde billigelse. "Så dem ned som gale hunde!". Det kostede 100.000 af dem livet.

Lenin var uden religiøs begrundelse for det sovjet-tyranni, han lagde grunden til - ikke bare på tværs af et flertal af det russiske folk, men også en stor del af hans egne, først kaldet bolsjevikker og siden kommunister. Efter sit kup i 1917 følte Lenin sig den 25 november 1917 tvunget til at afholde et nogenlunde frit valg. Tvangen skyldtes bl.a. jernbanearbejderne. En strejke fra deres side ville virke lammende på transportmulighederne i kæmpelandet, eftersom mange russiske veje var svært ufremkommelige. Ved det nævnte valg fik det social-revolutionære og det socialdemokratiske parti to-tredjedel af stemmerne, mens Lenin måtte nøjes med en fjerdedel - så kunne de borgerlige deles om smulerne.

De to vindende partier havde i ni måneder efter zarens abdikation i 1917 og sammen med to små borgerlige partier arbejdet på at få indført et parlamentarisk demokrati. Med det formål havde disse partier bl.a. fået gennemført frihedsrettighederne, dvs. retten til at ytre, forene og forsamle sig frit. Fra juli til november 1917 hed den russiske statsminister Alexander Kerenskij, leder af det socialrevolutionære parti. Han var skolekammerat med Lenin, og begges fædre var ansat indenfor det lokale skolevæsen. Familierne kom sammen privat. Men sønnerne var ikke just politisk enige. Derfor udstedte Kerenskij en arrestordre på Lenin. Han flygtede i juli 1917 fra Skt. Petersborg - dengang hovedstaden i Rusland under navnet Petrograd og senere Leníngrad - til Finland. Men i november vendte han tilbage for at gennemføre sit kup. På vej til det afgørende møde blev Lenin bedt om at legitimere sig af to betjente. De genkendte ham desværre ikke. Han havde taget en forbinding om hovedet og spillede samtidig beruset.

To af hans allernærmeste fremmødte - Lev Kamenev og Gregorij Zinovjev - var direkte imod beslutningen om at iværksætte et kup. De og deres meddelere havde ved møder på garnisonerne og fabrikkerne i byen fået det tydelige indtryk, at der ingenlunde var vilje til at styrte Kerenskij-regeringen. Og hvis der endelig skulle dannes en regering af Lenin, burde det ske i samarbejde med de socialrevolutionære og socialdemokraterne. "En ren bolsjevikisk regering kan kun holde sig ved magten ved hjælp af politisk terror", understregede Kamenev og Zinovjev. De lod sågar oplysninger om Lenins kupplaner sive til aviserne. Men der var så mange rygter i omløb, og der fandt så mange små og store opgør sted i Petrograd i denne periode, at afsløringen af Lenins plan og væbnede bolsjevikkers opstilling forskellige steder i Petrograd ikke vakte den store opmærksomhed. Men tænk, hvis de to betjente havde taget Lenin i forvaring. Meget kunne da have været ændret til det bedre - ikke bare i Ruslands, men også i Europas historie.

Den 18. januar 1918 mødtes en grundlovgivende forsamling i Det tauriske Palæ i Petrograd. En socialdemokratisk glædesdemonstration i anledning af, at demokratiet måske nu alligevel var på vej trods Lenins kup, blev beskudt af bolsjevikker, hvad der kostede 100 døde eller sårede. Og socialdemokraternes håb beskæmmedes, da bolsjevikkerne mødte frem i palæet med et krav om, at denne grundlovgivende forsamling skulle underlægges Lenins styre. Det afviste de socialrevolutionære og socialdemokraterne naturligvis. De udgjorde jo flertallet. Derpå udvandrede bolsjevikkerne, og da de socialrevolutionære og socialdemokraterne dagen efter mødte frem ved Det tauriske Palæ, var det omringet af bevæbnede bolsjeviker.

Hurtigt efter udstedte Lenin et dekret om den grundlovgivende forsamlings opløsning. Han forbød samtidig udsendelsen af alle ikke-bolsjevikkiske aviser, ligesom han udvidede antallet af zarens allerede eksisterende fangelejre betydeligt. Og hvor zarens hemmelige politi talte ca. 15.000 mand op til hans afgang, nåede Lenins hemmelige politi i løbet af et par år op på at tælle ca. 250.000. Mens der i zarens sidste år var blevet henrettet en snes personer pr. år for alle forbrydelser, steg tallet til ca. 1000 om måneden alene for politiske forbrydelser under Lenin.

Den 30. januar 1918 kunne man herhjemme i avisen Social-Demokraten læse denne leder af Frederik Borgbjerg - Staunings nærmeste partifælle: "Da bolsjevikkerne stod overfor den grundlovgivende forsamling, viste det sig, at de var i mindretal... De havde da valget mellem at afgive magten eller at jage forsamlingen fra hinanden. De valgte det sidste. (De så) bort fra Karl Marx' berømte ord om, at den proletariske revolution kun kan sejre, når det er en revolution af det overvejende flertal i dette flertals interesse - ikke, når det er et mindretals bevæbnede diktatur over flertallet" - et citat, som jeg aldrig har set gengivet i nogen bog om vort lands historie. Socialdemokratiet tog således straks afstand fra Lenin, da det her i januar 1918 stod klart, at hans plan var at danne en et-partistat, et diktatur. Det var glædeligt at bivåne, at hverken SF eller Enhedslisten i efteråret omgikkes med planer om at mindes Lenins statskup. Men hvorfor var så mange på venstrefløjen så længe om at tage endelig afstand fra den sovjet-kommunisme, som Lenin lagde grunden til, og som Stalin fortsatte?

Ved hans død i 1953 holdt Aksel Larsen - SFs grundlægger og den unge venstrefløjs samlende skikkelse i 1960'erne - denne gribende tale: "Som ingensinde før i menneskehedens historie er verden i sorg på grund af et stort og elsket menneskes bortgang ... Ingen anden har fået så stor betydning for menneskeheden. ... Sorgen rammer hele det danske folk". Åh, vi var nu en del ikke-borgerlige, som trak et lettelsens suk ved den lejlighed.

100 år siden i dag. Da Lenin slog demokratiet ihjel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce