Fire ting, vi elsker ved Tinderbox, og to, vi elsker knap så meget

Nærmest alt var kærlighed på årets Tinderbox festival. FOTO: Birgitte Carol Heiberg

Fire ting, vi elsker ved Tinderbox, og to, vi elsker knap så meget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tinderbox Festival 2019 er et overstået kapitel i festivalhistorien, og tilbage er blot minderne. Vi opsummerer her festivalen med det, der var fedt, og det, der var knap så fedt.

Vi starter med en advarsel, for i det følgende er al objektivitet lagt på hylden. Det er derfor undertegnedes ethundrede procent subjektive vurdering af Tinderboxfestivalen 2019.

Og skønt jeg hverken er musikekspert eller madanmelder, vil jeg gå så vidt som at kalde mig Tinderbox-ekspert. Jeg har nemlig været til stede på alle fem Tinderbox-festivaler, alle 15 dage.

Fedt: Tusindårsskoven
FOTO: Birgitte Carol Heiberg

Hvem, der engang fandt på at placere festivaler i skove, fortjener en medalje. Eller måske endda dronningens ridderkors. Det er simpelthen de perfekte omgivelser til en festival. Især når det som i år har været brandvarmt alle tre dage. Ikke én eneste dråbe regn fandt vej til Tusindårsskoven.

Her har holdet bag Tinderbox-festivalen forstået at indrette med små åndehuller, så vi festivalgængere kan slappe af og puste ud væk fra den kæmpestore plads med de to hovedscener i hver sin ende. Man kan for eksempel lounge med en aperol-spritz i det hyggelige Moonshine-område under trætoppe med discokugler hængende fra grenene. Eller snuppe en gin & tonic i området ved Smutvejen, hvor man også er skærmet af træernes vidunderligt kølende bøgetoppe.

Det er, for at sige det lige ud, ret vidunderligt.

Fedt: Billie Eilish
FOTO: Birgitte Carol Heiberg

Musik er følelser. Og da jeg stod med en jævnaldrende kollega til 17-årige Billie Eilish' koncert torsdag aften, blev vi med ét skippet tilbage til halvfemserne, da vi selv var teenagere. Med ét kunne vi fuldstændig forstå de hvinende, skrigende og stortudende teenagepiger i tusindvis, der stod foran Rød scene og så deres kæmpeidol optræde.

Billie Eilish fik mig nemlig for en stund til at glemme alt om forældreintra, sure madpakker og avisdeadlines. Og bagefter gav det mig et kæmpe stik i hjertet af misundelse over ikke selv at være 15 år.

Vi havde ikke en Billie Eilish dangang, vi havde boybands, og Spice girls kom en postgang for sent til mig. Det er en sjov følelse at savne noget, der ikke eksisterede i 1994, men torsdag savnede jeg at have min helt egen Billie Eilish.

Fedt: Musikken
FOTO: Birgitte Carol Heiberg

I det hele taget er jeg fan af det brogede musikprogram, Tinderbox hvert år præsenterer. Og ja, så kan det da godt være, der sidder musikaffcionados derude og vrænger på næsen over det næsten skizofrene program. Den gode nyhed er, at vi andre er ligeglade.

Torsdag kunne jeg derfor løbe direkte fra Lana Del Reys melankolske (og, indrømmet, lidt kedelige) nostalgipop på Blå scene, forbi vip-området og ned til Groovebox-teltet, hvor jeg lige akkurat nåede Haddaways halvfemserbasker "What is love" - før jeg løb tilbage til Blå scene i perfekt timing til at nå Lana Del Reys fuldstændigt mesterlige sang "Video Games", som gav kuldegys på den helt rigtige måde.

Eneste hår i suppen: Rick Astley, ik'. Næste gang giver I ham lige en af de store scener. Fredag flåede han teltdugen af Teltscenen på en måde, vi, der var der, aldrig glemmer.

Fedt: Kærligheden
FOTO: Birgitte Carol Heiberg

Alt føles trygt på Tinderbox, og hvis jeg skulle beskrive festivalen med et enkelt ord, ville det være kærlighed.

Overalt på festivalpladsen er der en varm, rolig, hyggelig og glad stemning - uanset om klokken er et om eftermiddagen eller et om natten. Køerne til madboderne bliver aldrig så lange, at folk bliver irriterede på hinanden.

Det er på mange måder byens festival. Det vidner de tusindvis af cykler om, der enten står i den velfungerende cykelparkering eller ligger, står og hænger langs vejen mod Tusindårsskoven. Når man om natten vil hjem igen, er ens cykel præcis der, hvor man efterlod den. Og stemningen, når vi i hundredevis drysser fra pladsen og hjem langs vejen Falen, er nærmest ubeskrivelig.

Eller igen, måske er det bare kærlighed.

Ufedt: Mad og drikke
FOTO: Birgitte Carol Heiberg

Burgere, burgere og atter burgere. Pizza og pandekager. Og lidt flere burgere. Det er - lidt skarpvinklet - madudbuddet på Tinderbox. Tre dage på festival, betyder tre dage, hvor det, man spiser, afhænger af, hvad festivalen tilbyder.

Tinderbox er hoppet med på veganerbølgen, så der er mange alternativer, hvis man af den ene eller anden årsag ikke spiser eller drikker dyr. Men hvis man, som undertegnede, har et virkelig sensitivt indre system, er tre dage i Tusindårsskoven en udfordring. Der er altså grænser for, hvor mange vietnamesiske nudler eller sushiruller, man kan holde ud at proppe i sig, når man ikke kan spise brød, bøf og friture.

Jeg ledte også forgæves efter andet end øl, vin, sprut og sodavand, men jeg fandt det ikke. Så hermed en stilfærdig opfordring: En lille juicebar og bare et enkelt sted med noget, der minder om salater næste år.

Ufedt: Koncertpublikummet
FOTO: Birgitte Carol Heiberg

Jeg er ked af at sige det, men publikum får et minus. Det der med at snakke under koncerter: Stop det. Stop det lige nu. Om jeg fatter, hvordan nogen kan finde på at give 2100 kroner for en partoutbillet til en musikfestival for så at stå og knævre løs til koncerterne. Det er en uskik, og det skal stoppes. Må jeg istedet foreslå, at man fortrækker til Moonshine eller en af de mange hængekøjer ved siden af Teltscenen, hvis man hellere vil sludre.

Og ps; det er 2019. Rygning er klamt og forkorter ikke bare dit liv, det forkorter også mit, når du pulser mig ind i hovedet i et tætpakket koncerttelt. Tag din smøg og gå udenfor. Please.

Fire ting, vi elsker ved Tinderbox, og to, vi elsker knap så meget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce