Far tester elbil: Er det noget for en familie i provinsen?

Bliver man et bedre menneske af at køre elbil? Avisen Danmarks journalist Kasper Løvkvist tester det i halvanden uge. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Far tester elbil: Er det noget for en familie i provinsen?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Avisen Danmarks journalist Kasper Løvkvist undersøger, om en ganske almindelige familie med beskedent kørselsbehov meningsfuldt kan gøre, hvad politikerne ønsker: Kassere benzin- eller dieselbilen og skifte den ud med en klimavenlig elbil.

En angst blev plantet på Grønland, og avisen Danmarks journalist Kasper Løvkvist begyndte at bekymre sig om klimaet. Det fik ham til at overveje at kaste sig på ud på elbil-markedet. Læs om, hvordan det gik, da han dyppede tæerne med en lånebil i halvanden uge.

1. Sådan kom en ubekymret kyniker til at bekymre sig om klimaet
De berømte skilte i Kangerlussuaq Lufthavn på Grønland. Det var i cafeteriet med udsigt til skiltene, at klimaminister Lars Christian Lilholt gjorde artiklens forfatter bange. Foto: Kasper Løvkvist

Egentlig går jeg ikke omkring og bekymrer mig. Heller ikke over klimaet.

Når jeg med jævne mellemrum ser opdateringer på Facebook af venner dybt involveret i klimakampen, der skriver ting som "tiden er ved at rinde ud for os her på jorden" og "jeg har lige bedt ATP om at lade være med at investere i fossile brændsler", bliver jeg - når jeg er i overskud - ramt af mild fascination over evnen til dedikation.

Den indebrændte version af mig selv bliver fyldt med lede og får lyst til at fyre to tønder fuel-olie af bare for at kigge på flammerne.

For nylig blev jeg dog ramt af et decideret stik i hjertet.

Jeg var i Grønland for at følge og interviewe energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V). Jeg var i gang med at stille ham en række spørgsmål om, hvad en almindelig borger kan bidrage med i forhold til klimaet.

Skal man stoppe med at spise oksekød? Skal man sælge sin bil og købe en elbil? Sådan noget og sluttede af med at spørge, om vores tid på jorden er ved at rinde ud:

"Skal jeg være bange?"

Lilleholt er blot syv år ældre end jeg (jeg er 46). Lige der kiggede han på mig med noget, der forvirrende nok lignede omsorgsfuldhed. Smed sin ministerfernis.

Et kort øjeblik havde jeg det, som sad jeg over for min far.

Far sagde:

"Nej, du må ikke være bange."

Han sagde det med overbevisning. Som om det sidste, han ønskede, var, at jeg skulle miste min ubekymrede gang på jorden. Som ville han beskytte mig mod en verden, der er mere usikker, end jeg har godt af at kende til.

Så blev jeg bange.

Hjemme i Nyborg begyndte jeg at kigge skævt til fryseren, der er fuld af kalvekød, som sidste sommer gik rundt på mark i Jylland og hensynsløst fes atmosfæren fuld af metangas.

Ude på gaden holdt vores sølvgrå Audi A4. Jeg tror, den er fra 2006. Den kan ingenting. Den har ikke autopilot, den har ikke navigation. Den har ikke engang elhejs på vinduerne bagi.

Den er ærligt talt også lidt langsom i optrækket. Den sluger benzin, som bliver den betalt for det. Dybest set er det en bunke lort.

Men jeg føler mig sikker i den. Den nobel. Jeg elsker at køre forbi butiksruder og se den i spejlningen.

Hidtil har jeg været sikker på, at den næste også skulle være en ny A4. Eller rettere en ny, brugt A4, fordi jeg nægter at betale 450.000 kroner for en bil - ikke engang selv den måtte være lavet af æbleskrog og genbrugsguld og enhjørningestøv.

Jeg er jo ikke millionær.

Men jeg er bange.

Når Lars Christian Lilleholt, resten af regeringen, nærmest alle politikere, der har den mindste smule respekt for vælgerne og vælgernes børn, vil have os til at skifte til elbil, lytter jeg.

Det virker, som om det er nu eller i det mindste næsten nu, hvis man både vil være et godt menneske og gerne vil så billigt som muligt med på elbølgen.

Det vil jeg måske godt.

Vi bruger ikke vores bil ret meget. Vi tager toget på arbejde fra Nyborg til Odense. Så kører vi måske ud og køber ind, når vi kommer hjem. Vi tager aldrig på bilferie. Når vi kører længst, er det f.eks. til Djursland for at tage i sommerhus med vennerne.

Det er ikke let at finde en familie, der er mere i målgruppen for en mellemklasse elbil.

Alligevel føles det utrygt at tage springet. Som om det er lovligt risikabelt at følge sin samvittighed på klimaets vegne, når man skal bruge flere hundrede tusinder af bankens penge.

Lilleholt sagde også til mig, at man ikke skal lade sig styre af frygt.

Det er lidt det, jeg er på vej til.

Men man kan da prøve det af. Jeg er jo journalist, jeg kan skrive om det. Så kan andre også få glæde af mine erfaringer - selv ville jeg elske at google mig frem til en artikel om sådan en som mig, der prøver en elbil af.

Jeg kaster en række snore ud.

Nissan vender straks tilbage: De har en Nissan Leaf, jeg gladeligt må låne, og jeg kan få den en fredag klokken 12 og skal først aflevere den tilbage mandag i den næste uge. En lille halvanden uge med elbil.

Halvanden uge hvor jeg vil være et bedre menneske end alle andre, jeg kender - uden at det koster mig noget. Jeg tror ikke, jeg kender nogle med en elbil.

Nu prøver jeg det.

2. Rækkeviddeangsten sætter ind
Første dag. Det viser sig, at bilen ikke kan klare Nyborg-Odense tur-retur og en efterfølgende tur til København på en opladning. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Jeg sidder ved Nissan-forhandleren i Nyborg og læser en brochure om Nissan Leaf. Den kan alt muligt.

Der er en såkaldt E-pedal, der gør, at man kan nøjes med at bruge en pedal. Når man træder ned, speeder den op, når man slipper, bremser den.

Der er en topavanceret autopilot, ProPilot, der nærmest gør bilen selvkørende. Den følger selv trafikken, holder farten, bremser ned, speeder op, holder sig på midten af vejen. Kan den alt det, de siger, den kan, vil man kunne snuppe sig en lur eller læse en bog under kørslen.

Både pedalen og piloten skræmmer mig.

Og så kan bilen selv parallelparkere. Der vinder perspektiverne over angsten. Jeg er en idiot til at parkere.

Unge Nissan-Nick giver mig en introduktion til bilen. Jeg lytter opmærksomt. Det viser sig, at parkeringshalløjsaet ikke er installeret i denne bil, så der er kun angst tilbage. Tænker at når han er færdig med at snakke, vil han lige køre mig en tur og vise mig, hvordan E-pedalen og ProPiloten fungerer.

Han tilbyder det ikke, jeg er for stolt til at spørge, så kort efter starter det:

På egen hånd i et lille, rapt elektrisk monster, som hvornår det skal være, kan blive min død.

Efter lidt nervøst hakken frem og tilbage triller jeg ud på gaden. Slår modigt E-pedalen til.

Det er det nemmeste i verden!

Det er som at køre en radiobil!

Jeg flyder!

Batteriet er på 100 procent. Rækkevidden er 268 kilometer. Verden er for mine fødder. For min fod. Jeg bruger kun den ene. Jeg kunne sådan set godt amputere venstre ben, men jeg tænker, at jeg kan få brug for det i andre sammehænge.

Bilen kører bare. Frem eller tilbage. Den anstrenger sig ikke det mindste, om jeg accelerer fra 0 til 50 eller fra 100 til 130. Enten kører den, eller også kører den ikke.

Jeg svæver en tur til Odense og tilbage igen. Jeg er ikke vant til nogen form for autopilot, så det lykkes mig ikke at få den sat til med det samme.

Tilbage i Nyborg er batteritilstanden røget ned på 53 procent, rækkevidden på 115 km. Det stresser mig. Som hvis min telefon er nede på 35 procent inden frokost.

Jeg skal videre til Frederiksberg, hvor jeg skal mødes med en flok drenge og spise chili con carne, høre musik og se film og drikke bajere. Der er 128 kilometer derover.

I mellemtiden henter jeg den yngste ved en veninde, og vi tager ud og køber fredagsslik. Det bliver i Lidl, fordi der er en ladestation tæt på. Da vi kommer ud med favnen fuld af Choco Softies, har bilen nået 75 procent og 168 kilometer. Det burde være nok.

Men da jeg passer Sorø, bliver jeg ramt af rækkeviddeangst. Med god grund. Navigationen fortæller mig, at jeg mangler 20 kilometer i at kunne nå frem. Jeg aner ikke, hvor den strøm forsvandt hen.

Det første skilt, der viser både en benzinstander og et ladesymbol får mig til at trække ind.

Det er blevet mørkt, og jeg finder standeren i et fjernt hjørne af p-pladsen og traver tilbage mod butikken, køber mig en kop kaffe og sætter mig og venter. Da jeg kan se på appen, at bilen er på 85 procent, traver jeg tilbage, sætter Snoop på via Spotify på telefonen og skruer så højt op, at trykket fra bilens Bose-højtaler rammer brystet.

"Rollin' down the street, smokin' indo, sippin' on gin and juice".

Fremme på Frederiksberg er der en ladestation blot 50 meter fra min vens hus.

Det føles forkert at forlade bilen på en gade i byen med et kabel hængende ud af fronten. Som at lade sin telefon ligge og oplade på fortorvet.

3. Jeg svæver på autopilot og vedvarende energi
Man skal forberede sig på at ventetid på motorvejenes rastepladser, når man kører halvlangt i en elbil. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Det er lørdag, og op af eftermiddagen går jeg ned på gaden på Frederiksberg og henter bilen.

Selv i lettere kvæstet tilstand svæver jeg gennem København på autopilot og vedvarende energi. Det kan godt være, at Leafen ligner en aggressiv lille terrier, men jeg cruiser ud til Amager, hvor jeg tilbringer et par timer på min store datters sofa.

Ved aftensmadstid kører vi ind i København K og spiser indisk. Da jeg efter restaurantbesøget triller hende tilbage til Amagerbrogade og selv fortsætter mod Nyborg, er det med forventning i brystet.

Jeg glæder mig simpelthen til at komme på motorvejen, flyde og høre høj musik, mens bilen og autopiloten gør arbejdet.

På vej over var det lykkes mig at få styr på ProPiloten, så bilen selv holder afstanden til forankørende og lægger sig midt i vognbanen.

Tiden forsvinder bag bilen, og et øjeblik efter er jeg over broen og tilbage i Nyborg.

Men batteriet er helt nede på 11 procent og rækkevidden på 19 kilometer. Jeg forstår simpelthen ikke, hvor juicen er blevet af, men det står klart, at motorvejskørsel suger tungt.

Jeg har ikke lyst til at stå op søndag morgen til en flad bil, så jeg holder ind på tanken lige efter broen, lader, køber kaffe.

Det er dyrt i tankstationskaffe at køre elbil.

4. Bremserne hviner
Der er ingen gear i Leaf'en. Den kører frem eller tilbage. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Søndag. Vi skal ingenting. Bilen bliver kun brugt til at køre ud at handle. Et par gange mere end sædvanligt. Bare for at komme ud at køre.

På vej op ad villavejen mod T-krydset glemmer jeg, at Leafen ikke har gear.

I refleks vil jeg koble ud og trille frem mod hajtænderne.

I stedet hugger jeg bremserne i, så de hviner og hvæser som en psykopatisk kat.

Jeg holder bomstille 20 meter fra hajtænderne og kigger mig flovt omkring.

5. En mand tænker på sin elbil hvert syvende sekund
For første gang i sit liv føler artiklens forfatter, at han for alvor kommer i kontakt med sit køretøj. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Hvis det var min bil, hvis jeg havde betalt de 315.000 kroner, som den koster, ville jeg have haft min egen ladestation hjemme i carporten. Og så ville bilen være 100 procent ladet op hver morgen.

Og normalt tager jeg toget på arbejde. Det tager ti minutter at gå til stationen og et kvarter fra Nyborg til Odense. Når jeg en sjælden gang tager bilen, er det et helvede at komme ind gennem Odense. Og så skal man finde et sted at parkere, som ikke får ens konto til at styrtbløde. Toget er det eneste rigtige - elbil eller ej. Og jeg har også lige fornyet mit månedskort til DSB, rejsen er betalt.

Så jeg sætter mig ud i bilen og lægger hænderne kærligt om rattet og har det forrygende med mig selv.

Rækkeviddeangst og afladningstraumer til trods har jeg på ingen tid udviklet en reel kærlighed til 2000 kilo stål og synkroniseret vekselstrømmotor. Jeg vil køre i den. Når jeg ikke kører i den, tænker jeg på at køre i den.

Motorvejen og indfaldsvejene flyder i baggrunden, og inde i Odense trykker jeg på navigationen og beder den finde den nærmeste ladestation, fordi displayet siger, at jeg har 38 kilometer tilbage. Det er i underkanten til, at jeg kan være sikker på at komme hjem igen.

Den nærmeste er placeret ved Føtex, 1,3 kilometer fra min arbejdsplads.

Fremme ved Føtex triller jeg ind og sætter kablet i fronten. Man må blot holde der i tre timer, så jeg henter den igen lige inden frokost og placerer den i en parkeringskælder, hvor jeg skal betale 12 kroner i timen.

Det føles forkert.

Jeg kører i elbil, for pokker! Lige nu, i denne halvanden uge, er jeg et bedre menneske end de fleste, og så skal jeg alligevel have penge op af lommen for at parkere min bil.

Da jeg skal hjem og er på vej op af parkeringskælderen, opdager jeg, at jeg har glemt min telefon. Den ligger og lader op på mit skrivebord.

Det er trods alt ikke bilen i en lader, jeg har glemt. Det har jeg ellers prøvet med min benzinbil en af de sjældne gange, jeg har taget den på arbejde. Så har jeg taget toget for at ende derhjemme og tænke: Gad vide hvor Audien er blevet af?

Det sker ikke med Leaf'en.

Man siger, at en mand tænker på sex hver syvende sekund. Jeg har ikke tænkt meget på sex i dag, men jeg har tænkt meget på at komme ud at køre.

6. Da jeg blev herre over bilen
Sjældent har artiklens forfatter kørt så meget bil, som i den halvanden uge med elbil. Foto: Birgitte Carol Heiberg

De næste dage lader jeg bilen blive hjemme. Tager toget. Når jeg går ud af gadedøren om morgenen, går jeg ti-tyve meter op langs fortorvet. Går tilbage igen og sætter mig ind i bilen og lægger mine hænder på rattet. Kører en kilometer op til banegården og sætter bilen. Bare for at få den lille tur.

Når jeg kommer hjem, kører jeg tur om aftenen. Bare for at få den lidt større tur.

På en af turene finder jeg ud af at frakoble den del af autopiloten, der styrer bilen og holder den midt mellem de hvide vejstriber. Funktionen er begyndt at irritere mig. Det føles som om, bilen har magten over mig og ikke omvendt.

Resten af turen forsøger rattet ikke længere at fortælle mig, hvordan sådan en tur skal foregå. Særligt nydelsesfuldt bliver det på de små, snørklede veje mellem Såderup og Refsvindinge.

Tilbage i Nyborg holder jeg ind i den yderste ende af lystbådehavnen og står og ser på byens lys, mens jeg læner mig op af Leaf'en.

Jeg har ikke tænkt på batteritilstanden og rækkevidde hele dagen.

Jeg har heller ikke tænkt på klimaet, om jeg er et godt menneske, og om folk nu lægger mærke til, at jeg kommer kørende i el-bil.

Jeg har bare nydt det.

7. Tilbage til klimaministeren
Efter halvanden uge med elbil er det nærmest sorgfuldt at skulle aflevere den. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Det nærmer sig noget sorgfyldt, da jeg når til den mandag, hvor bilen skal afleveres igen. Men jeg skubber det væk og tager bilen ind til Odense.

På en parkeringsplads mødes jeg med klimaminister Lars Christian Lilleholt igen. Det var ham, der gjorde mig bange. Det var ham, der fik mig til at overveje at blive ejer af en elbil. Nu har vi aftalt at køre en tur sammen. Han skal hjælpe mig til at nå frem til en konklusion.

Han fortæller mig, at han så småt er på vej til det store klimatopmøde COP24 i Katowice i Polen. At vi stadig kan nå at redde klimaet, men at verden skal til at handle i et højere tempo. At vi ikke skal være bange, vi skal handle.

8. "Man er nødt til at være modig"
Det er let at lade sig forføre af køreglæden i en elbil - men svært at tage beslutningen om at investere. Foto: Birgitte Carol Heiberg

- Gør det en forskel, hvis min familie køber en elbil?

- Det gør det. Det er afgørende, at vi hver især giver vores bidrag, siger Lars Christian Lilleholt.

- Den anden dag sagde en kollega til mig, at han havde læst, at han skal køre ni år i sin nye benzinbil, før en elbil bliver bedre for klimaet, fordi der bliver brugt så ustyrlige mængder af co2 på at producere batterierne. Og at der ligger en potentiel forureningskatastrofe i bortskaffelsen af batterierne bagefter. Det hele bliver så kompliceret ...

- Det kommer der fokus på. Det skal løses. Helst i en aftale med hele verden. Vi SKAL have fundet en løsning.

- Det får mig til at tænke, at jeg hellere skal købe en brugt bil næste gang og dermed ikke bidrage til ny produktion?

- Det tror jeg ikke, du skal. Inden du er færdig med at køre i din bil, tror jeg, der er fundet en løsning. Det skal der være.

- Det lyder som et fromt håb. Nu bliver jeg bange for, at når du og andre politikere vil have os over i elbiler, så skaffer vi os bare nye problemer på halsen?

- Det skal du ikke tænke på. Vi skal nok løse det. Jamen, Kasper, hvis du vil noget her, kan du ikke bare sige, at der er problemer, og derfor kan vi ikke gøre noget. Vi er bare nødt til at løse de udfordringer, der bliver en følge af det, vi gør.

- Det er bare så komplekst ...

- Det er superkomplekst.

- Er det bedste i virkeligheden ikke bare, at man skruer ned for sit forbrug?

- Joh ... men jeg tror, teknologien løser vores udfordringer. Jeg tror på, at vækst og uændret forbrug af energi kan gå hånd i hånd.

- Jeg føler, at den vej, jeg er på vej ud af, er at blive den politiske forbruger ...

- Du vil gøre det hele rigtigt.

- Måske, men så er der nogle, der siger, at det er en enormt naiv og selvcentreret strategi fordi, det eneste, der virker, er nye politisk styrede strukturer og regler.

- Struktur, krav, skat, afgifter fylder meget, men vi skal alle bidrage. Når borgerne gør noget, presser de også politikerne.

- Oplever du det pres?

- Mere og mere. Den anden dag kom jeg ud fra Christiansborg og blev mødt af 1000 gymnasieelever med skilte, hvor mit navn stod på flere af dem. Det chokerede mig lige et øjeblik. "Gør noget, Lars Christian Lilleholt". Der er et bredt pres, som ikke bare kommer fra en yderligtgående del af venstrefløjen. Bekymringen for vores klode spirer. Der er et krav om hurtig handling fra os politikere.

- Det korte af det lange: Skal min konklusion på denne halvanden uge med elbil være, at jeg køber sådan en næste gang?

- Ja. Det er der slet ingen tvivl om. Nogle skal være first movers. Og en journalist med de høje lønninger, I har, burde nok gå lidt foran.

- Hmm. Men hvad nu hvis jeg venter til efter valget? Måske vil Socialdemokratiet gøre det endnu mere attraktivt for mig?

- Den der venter, risikerer at tabe alting. Ved du hvad, Kasper, der er mange udfordringer i det her. Det nemmeste ville være at lade være med at lave om på noget. Man er nødt til at være modig.

Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg
Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg

        Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg
Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg

        Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg
Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg

        Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg
Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg

        Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg
Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg

        Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg
Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg

        Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg
Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg

        Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg
Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg

        Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg
Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg

        Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg
Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg

        Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg
Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg

        Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg
Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg

        Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg
Test af elbilFoto: Birgitte Carol Heiberg

Far tester elbil: Er det noget for en familie i provinsen?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce