Er jeg noget værd - også under en ny regering?


Er jeg noget værd - også under en ny regering?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Jon Jensen, formand for LEV Odense
Billede
Danmark. 

Handicappet: Jeg skriver for min søn, der er stærkt udviklingshandicappet og derfor blandt mange handicaps ikke har sprog. Jeg har på min søns vegne undret mig over, hvor humanismen er blevet af, når det gælder mennesker med udviklingshandicap.

Humanismen har som ide en lang historie, med højdepunktet i form af FN's menneskerettigheder fra 1948. At det lykkes at vedtage dem i den form, som de fik, hænger efter min overbevisning sammen med, at den vestlige verden med USA i spidsen var toneangivende. I de følgende år bliver rettighederne skrevet ind i en række nationale dokumenter over hele verden. Men det er min påstand, at det kun er som en ide, for det ser ud til, at samfund skal have udviklet sig som den vestlige verdens, før ideen slår igennem. De ser i hvert fald ud til at have særdeles trange kår i de dele af verden, hvor der ikke er økonomisk overskud og social sikkerhed.

I 2006 vedtager FN så handicapkonventionen, der skal sikre mennesker med handicaps en tilværelse så tæt på det normale som muligt. Danmark tiltræder konventionen sommeren 2009.

Men allerede længe før er der i Danmark sket en forandring for mennesker med udviklingshandicap. Fra tresserne skifter synet fra at se udviklingshandicap under en sygdomsfaglig til et pædagogisk vinkel.

Fortaleren for denne udvikling var om nogen forsorgschef Niels Erik Bank-Mikkelsen, som formulerede det såkaldte normaliseringsprincip, der indebærer, at mennesker med udviklingshandicap bør have livsvilkår så nær det normale som muligt. Det er i denne periode, at de store institutioner for mennesker med udviklingshandicaps nedlægges og erstattes med mindre og alternative tilbud. I denne periode ser en række andre lande faktisk Danmark som et foregangsland, når det drejer sig omomsorg over for en af de mest udsatte grupper i samfundet.

Jeg vil påstå, at Danmark i denne periode forsøger at leve op til menneskerettighederne og reelt set foregriber handicapkonventionen.

Men som bekendt vokser træerne ikke ind i himlen.

Efter finanskrisen sker der i den vestlige verdenet markant skift væk fra denne forståelse af det levede liv. Nu har mennesket og det, vi gør sammen med andre, ikke en værdi i sig selv, men kun i forhold til noget andet. Børn skal lege for at lære i skolen. Ikke for at være i legen. Forældre taler med deres børn. Ikke for samtalens skyld, men fordi det øger børns sociale kompetence. Børn skal bevæge sig. Ikke for glæden ved bevægelse, men fordi de så lærer bedre i skolen.

Det er der som sådan ikke noget i vejen med. Problemet er bare, at fokus skifter fra det, vi er og det, vi er sammen om, til, hvad det kan bruges til i andre sammenhænge. Min påstand er, at de sammenhænge, der kommer i fokus, er de sammenhænge, der skaber økonomisk vækst. Vi gør noget eller vi skal gøre noget, fordi det giver vækst. Og det er ikke humanisme.

I det spil bliver min søn taber, for han bidrager ikke til væksten, men han er dog et menneske med glæder og sorger, der har værdi i sig selv.

Konsekvensen er, at humanisme måske også i den vestlige verden ender som en parentes, og måske i særlig grad for min søn og andre med udviklingshandicaps, da det ser ud til, at denne gruppe af mennesker ikke har nogen værdi i en økonomisk sammenhæng.

Og jeg tror desværre ikke, at det ændrer sig under den nye socialdemokratiske regering, selv om de fleste partier under valgkampen slog til lyd for, at forholdene for personer med handicaps skulle forbedres, da området i mange år har været udsultet. Der er nemlig tale om en helt grundlæggende indstilling til menneskets værdi, og den ændrer sig ikke over en nat på grund af nogle politiske udmeldinger under en valgkamp.

Er jeg noget værd - også under en ny regering?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce