Min base

Der er egentlig ikke noget i vejen med den, min lejlighed. Men her på det seneste er jeg alligevel begyndt at gå i flyttetanker.

Den ligger ellers midt i byen, som jeg godt kan lide, der er højt til loftet, stuk og gamle trægulve. Vi har også plads nok, så det er heller ikke derfor.Alligevel er jeg bare blevet sådan lidt sur på den. Så jeg kigger lidt i ny og næ, om der er noget, der kunne være noget for os.

Indtil videre uden held, for det er gået op for mig, at jeg leder efter mere end bare et nyt sted at bo. Jeg leder efter min helt egen Villa Villekulla. Det var nemlig sådan en, jeg voksede op i.Eller, det var nu ikke en villa, det var en lejlighed midt i København.

Og vi havde hverken hest eller abe, men 10 fugle, en kanin, den sureste kat i hele verden (på trods af, at vi reddede den i en baggård fem dage gammel) og et vidunderligt gadekryds af en sort schæfer-labrador, som jeg fik trumfet igennem skulle hedde Snoopy.

Lejligheden selv startede med at være en ganske almindelig toværelses til venstre, men da firserne og supermarkederne kom, og grønthandleren nedenunder lukkede, tilkøbte mine forældre stueetagen.Og så blev det en villekulla.

Min far bankede en væg ned, byggede en indvendig trappe, og gik man til venstre for foden af den, kom man til mine forældres værelse og det bad, min far fik opført i det gamle lagerlokale på, syntes vi, luksusagtig vis. Slut med hårvask i køkkenet!

Men gik man til højre for foden af den indvendige trappe, skulle man ned ad yderligere en trappe for at komme ned til min søsters og mit værelse. Et kæmpemæssigt rum, der plejede at være selve grønthandlerens butikslokale med to enorme vinduer og fem meter til loftet. Plus vores helt egen udgang. For selv om der blev muret et lille bitte rum op uden om den gamle butiksdør, virkede den stadigvæk. Vi brugte den nu aldrig, for vi vidste, vi ville blive opdaget.

I min barndoms gade kendte alle nemlig alle, og ting blev bemærket. Som for eksempel når andelsboligformanden/viceværten, min far, besøgte Wongs Grillbar kl. halv seks på en hverdagsaften. Så vidste man, at det nok ikke lige var yndlingsretten, fru Schaumann stod og kokkererede.

Somrene husker jeg som én lang fest, hvor der altid var gang i gården og grillen. En grill, min far havde bygget ud af en gammel og udtjent håndvask. Porten var altid åben og gården fyldt med foreningens beboere, som hyggede. Sammen.Sortedamssøen lå 10 meter væk og var vores forlængede baghave. Der var trygt og sikkert, og der var altid ænder, man kunne give brød. Om vinteren frøs den til, og vi havde vores helt egen skøjtebane.

Lyder det som et postkort eller en nostalgisk Astrid Lindgren-historie? Det gør det nok, men det er sådan, jeg husker det, og det er måske også det, jeg godt gad, vi havde her.

Her er der nemlig ingen, der hilser, selv om vi prøver, og ingen, der sidder i haven, når solen skinner.Den nyistandsatte Professor Labri-legeplads er der næsten ingen, der bruger, og selv om kvarteret vrimler med børn, kender vi dem ikke. De går alle sammen på privatskole, mens vi valgte den lokale folkeskole, og deres huse er lige og firkantede og slet ikke villekulla-agtige.

Men jeg er sikker på, den findes. Den der helt særlige Villa Villekulla-lejlighed, som venter bare på os. Den behøver ikke have en indvendig trappe eller runde vinduer, men den må gerne være gammel og bare en lille smule skæv.

Og så må den gerne have naboer, der gider sige hej og dele grillen med os. Bare en gang imellem.

  • Byline

    Af:

    Digital redigerende og journalist på avisen Danmark, den fjerde sektion, der udkommer med samtlige 13 af Jysk Fynske Mediers dagblade. Producer på faste tv-formater som #sportfyn med Abildtrup & Rasmussen og Svane & Mylenberg. Redaktionel udvikler af sites såvel som indhold.

Mere om emnet

Se alle
I dag vil jeg bage mig et brød til de døde

I dag vil jeg bage mig et brød til de døde

Når efterår er alt andet end regn, slud og smat

Når efterår er alt andet end regn, slud og smat

Da farmors Melitta flyttede ind - og stempelkanderne rykkede ud

Da farmors Melitta flyttede ind - og stempelkanderne rykkede ud