Pottemager Lone Volder Johnsen tog et års orlov, da hun og hendes mand var klar til at gå igang med at renovere deres landsted i de sydfynske bakker. I månedsvis rensede hun for eksempel mursten fra morgen til aften, men efter tre års renovering og tilbygning er resultatet også et gedigent landsted med et væld af unikke og gennemtænkte detaljer.

I en lomme, lukket inden mellem skovarealer og for enden af en smal asfaltvej i de sydfynske bakker, ligger et forvandlet og personligt præget landsted.

Kigger man ned, bliver synet mødt af farverige mosaik-dørtrin.

Kigger man lige ud, går farverne igen. I køkkenet, hvor det store landkøkken med gaskomfur er dekoreret med en lav flisevæg i sprælfarver. På badeværelset, hvor brusenichen er unik med sine knækkede, farvede fliser, over vasken og på badekarrets lille blandingsbatteri.

Blå bog

Lone Volder Johnsen, 56, er uddannet pottemager og teknisk assistent fra Vejdirektoratet.Hun arbejder som pottemager på fuld tid med værksted og butik i kombination med privatboligen.

Har tre børn fra sit tidligere ægteskab.

Christian Grau Thomsen, 55, er supervisor i virksomheden Crisplant, der blandt andet laver transportbånd til lufthavne. Han rejser derfor meget.

Christian Grau Thomsen købte huset i 2001. Tre år senere flyttede Lone ind.

Kigger man op, er det skorstenen, der snor sig skulpturelt fra klinkegulvet i Lone Volder Johnsens værksted og ni meter højere oppe under kip binder hendes pottemagerunivers tæt sammen med boligen, selv om man i grundplan skal ud mellem de to dele af ejendommen. Alt sammen noget, Lone Volder Johnsen enten har lavet eller udtænkt.

- Spændende, tænkte hun første gang, hun så stedet.

Tegnede i nogle år

Dengang, i 2004, så ejendommen fra 1880 imidlertid helt anderledes ud, for det er i høj grad hende, der har lagt knofedt i forvandlingen af det nedslidte dødsbo.

Hendes mand havde købt stedet tre år forinden på grund af beliggenheden og mulighederne, og da de flyttede sammen, begyndte også et parløb af renoveringsidéer og projekter, som Christian Grau Thomsen ved at vælte enkelte vægge kun lige havde taget hul på.

Stråtaget var dækket af presenninger, husets kombinerede køkken og opholdsrum var dengang delt op i tre stuer, køkken, gang, indgang, kammer og et mindre badeværelse. Vandet var fra egne brønde og ikke til at drikke, og kun 3,5 meter fra hovedhuset lå en nyere svinestald og stjal lyset fra at trænge ind. Den blev hurtigt revet ned.

- De første tre-fire år lavede jeg mad på et gammeldags komfur, men det var på en måde meget hyggeligt, husker Lone Volder Johnsen, der en stor del af tiden boede der alene. Hendes mand, Christian Grau Thomsen, rejser nemlig typisk to måneder ad gangen med sit arbejde, for så at være hjemme 10 dage.

- Alle drømmer om vand, men skoven er altså lige så dejlig, understreger Lone Volder Johnsen, der dog skulle vænne sig til dens lyde i begyndelsen.

Fra sine rejser i USA og Canada kom hendes mand ofte hjem med inspiration til at bygge et træhus, og alt fra træhus til velmenende forslag om at rive alt ned og bygge et nyt parcelhus på grunden var oppe at vende. Det sidste lå dog langt fra parrets planer.

- Vi brugte nogle år på at tegne og overveje, hvad vi skulle gøre. Men vi blev enige om at bygge et hus i den gamle stil og være tro mod stedet. Derfor valgte vi også at beholde buerne over vinduerne og gesimserne, siger Lone Volder Johnsen.

Rensede mursten i månedsvis

Selv om hun er uddannet teknisk assistent, valgte parret at få arkitektfirmaet Dan Gad fra Stenstrup til at tegne huset med den bagtanke, at alene stemplet fra en arkitekt ville få planerne hurtigere gennem godkendelsesprocedurerne. Det viste sig at holde stik, og da parret var klar til at gå i gang i 2008, tog Lone Volder Johnsen et års orlov for selv at styre og bidrage til projektet.

Huset var bygget med to rækker mursten, men uden isolering, og da huset på grund af sit stråtag kun er 7,5 meter bredt, ville det blive for smalt, hvis der skulle sættes isolering op indvendigt.

I måneder pillede Lone Volder Johnsen derfor mursten ned, rensede dem én efter én, stakkede dem på paller og målte og regnede. Ville der nu være nok til at bygge hele huset op igen foruden den tilbygning, der skulle rumme hendes værksted?

Det var der lige præcis. Men heller ikke mere end det. Enkelte af de indvendige murstensvægge er bygget i lignende sten, og de brede bjælker, der understøtter taget, viste sig at være perfekte, selv om Christian Grau Thomsen undervejs frygtede, at de ville blive for massive rent visuelt.

Under de gamle gulvbrædder fandt parret hele vejen rundt langs væggene porcelæn, der med vilje var smadret. Formentlig fra at holde rotter og andet udyr væk fra boligarealerne, for selv om der lå enorme mængder kampesten i fundamentet, var der masser af huller mellem dem, som forskellige former for dyr tydeligvis var krøbet igennem i årenes løb.

Imponerede ikke københavnere

Lone Volder Johnsen erkender gerne, at projektet nok var gået i stå undervejs, hvis parret havde haft små børn, mens de skabte deres drømmehus. For selvfølgelig tvivlede de også undervejs. På om det blev godt. Og færdigt. Enkelte idéer er heller ikke ført ud i livet endnu, men det er alt det, der står færdigt, gedigent og gennemført, der tiltrækker opmærksomheden. Og med svinestalden revet ned, kommer lyset og vidderne fra ejendommens 10 tønder land også ind gennem husets mange vinduer.

Lone Volder Johnsen har selv lagt varmelegemer i gulvet, flamingo og cement. Til gengæld har parret haft håndværkere til at slutte fyret til, mure væggene op og lave el.

- Var jeg ikke blevet pottemager, skulle jeg have været murer, siger Lone Volder Johnsen med et grin.

Hun elsker at se tingene gro og vokse og har selv bygget køkkenet op.

- Når vi viste andre billeder, spurgte de ofte, om vi var gale i roen. Det var i hvert fald ikke noget, man kunne imponere københavnere med, griner Lone Volder Johnsen, mens hun viser billeder fra den mest kaotiske periode af renoveringen.

Vigtige detaljer

Wauw-effekten var nu heller ikke det vigtigste. For Lone Volder Johnsen og Christian Grau Thomsen handlede det om at skabe et nyt landsted i den oprindelige stil og med gedigne materialer og gennemførte detaljer.

Og selv om Lone Volder Johnsen har slæbt kampesten, bygget køkken og valgt tunge bjælker, får glimtet i hendes øjne endnu et nøk den strålende vej, når talen falder på netop detaljerne, som giver ejendommen et gennemført og ambitiøst udtryk.

Detaljer, som buerne over førstesalens vinduer, der er smukt udført, og mosaikvæggen over vasken i værkstedet. Et mønster, Lone Volder Thomsen møjsommeligt tegnede for bagefter at give hver enkelt flise numre i en slags koordinatsystem, så de efter brændingen ville ende rigtigt. Hver morgen gør de hende glad, når hun træder ind i universet af farverige kopper, tallerkner, kander og vaser.

Undervejs var parret begunstiget af forskellige omstændigheder. For eksempel fik de leveret tagspær 1,20 meter længere end det, de havde bestilt. Og i stedet for at skære dem til, valgte de at lave hældningen 51 grader i stedet for 45. Det får nedbør til at løbe hurtigere af stråtaget, som derfor holder længere. Og indvendigt giver det bedre udnyttelse af førstesalen, som tidligere ikke var i brug. Finanskrisen betød også, at parret fik tilbudt et parti egeplanker, der var bredere end bestilt, til samme pris, og dem tog de imod med kyshånd.

Mest overrasket bliver man imidlertid, når man kommer til førstesalens tv-stue og det vue, der møder én. I stedet for at lade hus være hus og værksted arbejdsrum, sådan som det er opdelt i stueplan, har parret bygget hen over passagen, så der fra tv-stuen er kig til værkstedet, hvor den skulpturelle skorsten drejer sig op mod kip med 2,5 centimeters vrid for hvert lag.

- Vi har været gode til at lytte til hinandens idéer og acceptere dem, siger Lone Volder Johnsen, der to gange om året rydder hele huset og inviterer til julemarked i kunstnerforeningen Åbne Døre5762-regi. Så får foreningens øvrige medlemmer også mulighed for at vise deres værker frem på små stande, mens Lone Volder Johnsen med hjælp fra familie og venner sørger for lidt godt til ganen.

På den måde fungerer landstedet lidt uden for Ollerup både som et helle, når Christian Grau Thomsen er hjemme fra sine mange rejser, som en naturskøn ramme om et kunstnerisk arbejdsliv og som samlingssted for op mod 800 mennesker, der til julemarkedet sidste år lagde vejen forbi det personligt prægede hjem for enden af den smalle asfaltvej.

  • Grauholm_Trine_(2015)_022

    Af:

    Jeg er journalist på Jysk Fynske Mediers magasinredaktion, hvor vi laver magasinerne Livsstil, Rejser, Gear og Base Bolig. Jeg skriver primært portrætter af kendte kvinder, sundhedsstof, bolig- og rejsestof samt bidrager til mandemagasinet Gear. Tidligere har jeg været syv år på sportsredaktionen, hvor jeg blandt andet har dækket flere håndboldslutrunder og OL i Beijing i 2008. Min fritid bruger jeg sammen med min familie og gerne på at dyrke sport.