? Kære Kjeld Bjerre! Inden du kommer for godt i gang med at kritisere sæbebehandlede spiseborde og disses ejere kunne du prøve at fortælle dem (altså ejerne), at når de giver bordet sæbebehandling, bliver træet lyst og flot igen, og hvis man derudover bruger10 minutter på at slibe bordfladen med et stykke fint sandpapir - korn meget højt - så bliver overfladen som ny igen. Det er et meget let arbejde, og resultatet taler for sig selv.

Venlig hilsen

G. Østergaard, Hinnerup

! Javel - kære Østergaard. Respekt! Jeg klapper hælene sammen og foreslår dig på stedet som formand for den østjyske lokalafdeling af Sæbebehandlingens Venner.

Allerydmygest vil jeg dog indsparke den bortforklaring på mit kritiske forhold til sæbebehandling, at det altså ikke altid er lykken - for alle. Jeg har i tidens løb set talløse borde og gulve, som er alt andet end lyse og fine - og ejerne kan som regel ikke forstå det, for de har jo brugt masser af dejlige sæbespåner, og Leth har jo selv sagt ....

Realiteten er efter min mening, at sæbebehandling - eller hvidskuring - først kommer til sin ret, når man har vasket sit gulv eller bord et utal af gange igennem flere år. Så opnår man en blegning, ligesom der opstår sæbesten i træets overflade. Derved bliver den blankslidt, hård og afvisende over for såvel rødbeder som makrel i tomat. Det er eminent flot.

Men i begyndelsen er bordet altså temmelig modtageligt og risikerer derfor at blive mørkt og plettet, før "imprægneringen" begynder at virke for alvor - og så bliver folk sure, fordi de føler sig lokket til at satse på en metode, som er alt for krævende og arbejdsom for dem.

Derfor: Lud og sæbe er godt for dem, som har disciplinen og lysten - men det er ikke ret smart, hvis man på forhånd ved, at man hverken har tiden eller viljen, fordi man går op i alt muligt andet.

Venlig hilsen

og som sagt: respekt! Keld Bjerre