Panik i køkkenet: Rotte eller ej

Tegning: Mikkel Damsgård Petersen

Panik i køkkenet: Rotte eller ej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Apropos rotter: Sig ordet, og du mærker en indgroet angst, der sidder i os alle, uanset om vi bor på landet eller i byen. Angsten skyldes ikke selve dyret, som jo egentlig bare er en pænt stor gnaver med en grim hale, men alt det, rotten står for: urenlighed, smitte og ødelæggelse. Den optræder i mareridt, dystre film og krimier og på gudsforladte steder, og der findes talrige vandrehistorier om den - eller det håber jeg i hvert fald, det er, for at rotter f.eks. kan dukke op i toiletter på femte sal må helst ikke være sandt.

Selv om jeg er vokset op på landet, har jeg været så heldig stort set at undgå dem. På nabogården, hvor man af og til kunne se en lang, nøgen hale forsvinde i en sprække i stald eller lade, sørgede schæferen Bella for det fornødne, så de aldrig blev en plage, og min barndoms katte har formentlig også gjort en forskel, hvis en strejfer skulle finde på at undersøge boligmarkedet for rotter på vores matrikel.

Ironisk nok er det imidlertid min nuværende kat, der har givet mig det største chok, hvad rotter angår, og givet anledning til en næsten timelang, uhyggelig forestilling - af alle steder i husets køkkenregioner.

Vi kom trætte hjem til huset den mandag aften, og jeg undrede mig lidt, da katten, som ellers altid kommer os i møde, sad som limet til køkkengulvet og stirrede stift på den gammeldags radiator. Da jeg kom nærmere og stirrede samme vej, fik jeg øje på en pinligt stor nullermand under radiatoren - vel sagtens rodet frem af katten. Hvordan kunne jeg have overset noget i den størrelse under seneste rengøring?

Her begyndte nullermanden at bevæge sig. Og afslørede sig som en pænt stor gnaver. Slæbt ind - formentlig med et vist besvær - gennem kattelemmen som en endnu levende gave til os.

Nu er hverken manden eller jeg uvant med at bortskaffe uønskede gaver fra vores firbenede ven, men den her var en udfordring. Først og fremmest fordi det skræmte os fra vid og sans at have noget, der tilsyneladende var en rotte, i huset, men også fordi det i løbet af en tusindedel sekund lykkedes den at krybe ind bag køleskabet. Hvor den naturligvis ikke kunne blive. Der var kun én ting at gøre: Alt indhold måtte ud, så vi kunne tippe skabet og håbe det bedste. Katten var ligeglad og forlod slagmarken, nu da gaven var leveret. Noget upraktisk, da vi godt kunne have brugt et sæt ekstra hænder: Det er svært for én person at tippe og holde et middelstort køleskab, mens den anden jager byttet med en gammel plasticbøtte.

Til overflod havde kræet nu sat sig til rette over køleskabets motorrum, men dog tæt på gulvhøjde, og det blev skæbnesvangert: Halen stak ud, og med en hast, der var min modstander værdig, satte jeg foden på den og blev stående. Vi skreg lige højt, gnaveren og jeg. Da den kom til syne for at vriste sig fri, var jeg ikke desto mindre i stand til at bøje mig forover, smække bøtten over den og råbe: "FANGET!" - samt konstatere, at det ikke var en rotte, men en kæmpe halsbåndmus - stor, men dog ikke rottestor - med spids snude og store ører.

At det var en mus, gjorde det hele lidt lettere, for selv om der naturligvis stadig skulle gøres rent efter begivenhederne, var det knap så vigtigt for mig at få grundrenset og desinficeret hele ejendommen fra kælder til kvist. Alt er bedre end rotter (i hvert fald på vore breddegrader).

Men halsbåndmus skal heller ikke være i mit køkken. Og man ved aldrig, hvad det næste bliver ... så tak for gaven, Mis - men nu kan det godt være, vi lukker den kattelem.

Panik i køkkenet: Rotte eller ej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce