Klumme: Ode til mine mørkhårede søstre

Tegning: Gert Ejton

Klumme: Ode til mine mørkhårede søstre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da jeg var barn, var et af højdepunkterne i december altid luciaoptoget - i skarp konkurrence med vores faste klippe-klistre-dag i klassen, hvor al undervisning blev aflyst, og hvor vi til gengæld fik lov til at sidde med papir, lim og saks, så det fløj om ørerne på os. Vores lærer, hr. Bødker, havde en skål med pebernødder på sit kateder, og den dag var der ikke noget, der hed faste pladser.

Men der var bare noget helt særligt over at gå lucia, hvor alle piger fra første til fjerde klassetrin smeltede sammen i en lang kæde. Målet var naturligvis at blive luciabrud, altså hende, der gik forrest med en krans på hovedet med levende lys i. Det gik demokratisk til ved, at det altid var den højeste pige, der var bruden, og så gik det ellers trip-trap nedad til den laveste.

Et år var jeg den højeste pige. Og jeg glædede mig så meget til at gå forrest, være den højeste, være bruden. Kulminationen på års gåen rundt i geleddet med lys i hånden og ikke i håret. Yes!

Altså lige indtil den lærerinde, der stod for det, kiggede på mig og sagde: "Man kan altså ikke være luciabrud, når man er mørkhåret."

Det var hverken første eller sidste gang, jeg fik at vide, at mit mørke hår stod i vejen. Jeg måtte for eksempel aldrig være prinsessen eller "den gode", når vi piger legede. Mørkt hår var lig med heksen eller "den onde". Og sådan var det.

Selvom jeg ikke var bleg for en god diskussion, var det bare svært, når alle de andre piger havde fint, skandinavisk lyst hår. Skidt med at mit var både længere og flottere. Det var mørkebrunt. End of discussion.

Men se, her er det så, at populærkulturen blev min redning.

Er der en fiktiv person, jeg har elsket nærmest som en ægte, er det Anne fra Grønnebakken. Hende den forældreløse umulius med det iltre røde hår og temperamentet, der sagde spar to.

Hende, der knækkede sin skrivetavle i hovedet på Gilbert Blythe, da han hev hende i fletningerne og kaldte hende "gulerod" på hendes allerførste skoledag i Avonlea. Hende, der boede på Green Gables med Marilla og Matthew - og hende, der ønskede sig et hår så mørkt som ibenholt.

Da jeg blev lidt ældre, boede vi alle sammen lige pludselig lidt i et helt særligt postnummer: 90210. Beverly Hills var kommet til Danmark.

Hver torsdag klokken 20.00 gik turen via TV2 til de lune himmelstrøg, de åbne biler og Kelly, Donna, Brandon, Steve, David, Andrea, Dylan og - vigtigst af alt - Brenda. Brenda var den mørkhårede pige i midten af alle de blonde. Hun var også den kloge, den kreative, den seje og hende, der scorede Dylan McKay, alletiders fineste hjerteknuser.

Nok var jeg blevet 14 og for gammel til både lucia og prinsesselege. Men der var alligevel noget vidunderligt ved at kunne spejle sig i en, der i overført betydning gav alle de lyshårede klø.

Og mens disse linjer blev nedfældet, har jeg multitasket og fundet webshoppen med den ultimative dvd-samling med alle afsnit af Anne fra Grønnebakken - og jeg håber sådan, den er nået frem, så jeg her på den første søndag i advent kan blive mindet om, at det er okay nogle gange at være en ilter umulius med langt, mørkt hår.

Klumme: Ode til mine mørkhårede søstre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce