Kald mig bare Cal

Klar til en aften i byen? Nu låner vi lige lidt af mesters billige benzin, og så skal vi dælme i byen - så giver Ray nok et lille nummer.

Kald mig bare Cal

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Værktøjskassens bestyrer, Kjeld Bjerre, er taget til staterne, hvor han for billige dollar har købt en 42-fods sejlbåd, som lige skal have en overhaling, før den kan sejles hjem til Fyn.

Jeg var lige midt i kaffen og pandekagerne, da der lød en knasen i gruset. Det var blevet lidt sent aftenen før, fordi jeg ville være færdig med at tømme "holdingtanken" for sit indhold af fire-fem år gammel menneskelig afføring, før jeg gik til køjs. 

Bådens lille toilet og baderum (med varmt vand - 110 volt, desværre ...) stank af en blanding af lort og parfumeret desinfektion, og jeg kunne ikke bare pumpe det ud, fordi båden endnu er "on the hard", som det hedder, når den står på land. Så der var kun én vej, blev jeg enig med marinaens juniorchef om -  han hedder Bob, og han viste mig, hvor pladsens septiktank var og lånte mig grinende en stor spand, som jeg ikke behøvede at levere tilbage.

Jeg fandt en stump gammel slange og jog den op i toilettets søventil - det hul i bunden, hvorigennem man normalt pumper afføring ud, så krabber, ål og muslinger kan tage sig af den videre behandling - og jeg satte Bobs spand under slangen og gik om bord og pumpede.

Hvis det har nogen interesse, kan jeg informere om, at amerikansk afføring efter nogle års lagring og tilsætning af  passende mængder parfume og lyserødt "anti freeze" mest af alt minder om god engelsk ale - der er forbavsende få klumper i.
Rick - lørdag aften smider han sparkedragten og forvandler sig til The Dancing King of Rock Hall.
Rick - lørdag aften smider han sparkedragten og forvandler sig til The Dancing King of Rock Hall.

Brown soap

Efterfølgende blev hele toiletrummet skrubbet og skuret og søbet ind i  Clorox, som vel svarer til Klorin - og efter et bad og en god nats søvn var jeg ret godt tilfreds med mig selv.

Bortset fra at det regnede fra morgenstunden. Det væltede ud af himlen, som om der var gået hul på Vorherres eget grundvandslager, så jeg gav mig god tid til at lave kaffe og pandekager, og her gjorde jeg i øvrigt en observation af faglig interesse: Jeg brugte "safflower oil" på panden - og det sprutter ret fælt, men så må man jo bare tørre komfuret af bagefter, ikke sandt? Jo tak, men før jeg fik gjort noget ved griseriet, var olien "hærdet" - ja, dælme. Det var som om, at nogen havde stået og sprøjtet fernis ud over hele komfuret, og det var spatumuligt at få det af med nogle af de ellers ret eksotiske kemikalier og rengøringsmidler, som findes om bord.

Og hvad kan man så lære af det? At safflower oil åbenbart ligner linolie en hel del - og vi husker lige, at linolie er lavet af hørfrø - safflower skulle vel aldrig være det, vi kalder hør? (Næ, det er det ikke, safflower er en tidsel, red.)

Nå, men heldigvis har jeg engang læst her i spalterne, at brun sæbe opløser linoliemaling, hvis blot man giver det lidt tid og gerne også lidt varme - så er spørgsmålet bare: Hvad hedder brun sæbe på amerikansk - brown soap?

Min ven, Rick

Nå, men jeg var altså nået til kaffen og pandekagerne, for jeg har læst et sted, at sådan gør man i USA - helst over et bål og med en stille røg drivende væk over prærien, men et kardansk ophængt skibskomfur kan vel også gøre det.

Og regnen trommede imod dækket, da jeg hørte det knase i gruset under båden.

Dertil den umiskendelige lyd af en pickup truck med V8-motor. Den lyder som en venskabeligt brummende bjørn, og i modsæting til, hvad man ser i fjernsynet fra Bagdad, så triller de altid fredeligt af sted med den enorme motor i tomgang.  Amerikanerne bruger aldrig de mange hestekræfter til noget - det er kun "style" - og de elsker at fortælle om, da de var i Europa:

- Holy shit - it's murder. Det er det rene mord. I kører jo, som var Fanden i hælene på jer.

 - Cal, get down here.

Kom herned, lød det nede fra bilen. Det var Rick, my friend, Rick. Han kan ikke rigtigt udtale "Kjeld", men vi er blevet enige om, at "Cal" er et udmærket navn. 

 - How are you doing, hvordan går det, spørger han med et grin, da jeg står nede på pladsen og bliver plaskvåd i regnen, medens han sidder inde truck'en og hører rock & rul. 

 - Gør noget ved dig selv, vi går i byen i aften, siger han.

Det var ikke et tilbud, men en konstatering.

 - Hvad vil du have? Dejlige kvinder eller dejlig mad?

Jeg ville selvfølgelig ha' begge dele.

 - Det er bare i orden. Jeg henter dig klokken fem, siger han med sin bløde og næsten kælne lokale dialekt.

Og det var den samtale, for Rick er en mand af få ord. Omkring 55 år.

Jeg mødte Rick en aften, da jeg stod og manglede en boremaskine - og der var endnu lys på pladsens værksted. Rick er en lille sej mand med store hænder - han var i en hvid maler-dragt af papir og med hovedet viklet ind i et tørklæde, så kun øjnene var synlige, og det hele var grønt af slibestøv fra den båd, han var ved at polere.

Jeg spurgte og snakkede, og kæften gik vel som sædvanlig - Rick smilede bare, men sagde så, idet han lod sin store hånd glide kælent over bådens skrog:

 - Feel this! Prøv at mærke. Og det gjorde jeg så - mærkede, hvor fin og glat båden var. Mere perfekt i stråleglansen end den nogensinde havde været fra ny.

 - That's what I do. Jeg maler skibe.

Ja, og han er god til det - han maler for de rige om dagen og for fattigrøvene om natten. Moonshining. Måneskinsarbejde.

Så var han vel lige den rette til at reparere revnerne i hækken på min båd? Ja, og hans søn kunne male bunden med epoxy - så var det en aftale. Næste dag lånte jeg hans truck og kørte til Annapolis og købte al den dyre maling til halv pris på Ricks kort - jo-jo far var lige ude og lufte truck'en på highway'en! Og hvis jeg kørte for stærkt, var det ikke min skyld, for Rick bruger speedometeret som kontor. På en masse gule sedler holder han regnskab med alle de job, han har gang i. Man kan overhovdeet ikke se instrumenterne, men han kører alligevel aldrig over 40-50 stykker. På landevej.

Så fik han den

Men så sku' du dælme prøve at gå i byen med ham - her gi'r han den gas! Rick er som sagt en stille mand af få ord. Men kvinderne elsker ham, og på den første bar, Bay Wolf, kastede et halvfuldt kvindemenneske sig om halsen på ham. Han lokkede til gengæld fire-fem hurtige drinks i hende, så hun blev totalt vrøvlet, savlende og skabet. Hun ville absolut sidde med fødderne oppe på baren, og alle krummede tæer - især hendes mand, som jeg var sat til at underholde. Han er en stor kanon og ejer to af de marinaer, hvor Rick arbejder om dagen. 

 - Han var selv ude om det. Han er en skiderik, grinede Rick bagefter.

Efter således at have ydmyget sin chef og have hævnet Gud ved hvilken uretfærdighed, kørte vi videre mod den næste bar. Ved den dyreste marina i området pegede Rick på de overraskende mange store og vanvittigt dyre yachter, som endnu står på land:

 - No cash - no splash, siger han så.

Båden bliver på land, indtil du har betalt regningen til marinaen - krisen kradser også blandt de rige ... 

The King

På The Shag løb vi ind i Ray, som er den gamle altmuligmand på min marina - han triller rundt i sin aldrende pickup og rydder op og ordner alt muligt. Altid med et smil og en smøg i kæften, men han virker lidt træt. Dog ikke i aften.

 Fredag aften er han nemlig den Ray-with-the-hat, som alle i byen kender som den store entertainer. Bedst som Rick og jeg får os fortøjret ved et bord, griber Ray mikrofonen og giver en sjæler - det er lige her, en ordentlig journalist og fotograf ville tage sit fotoapparat frem, men jeg er jo kun mig, så du må se billederne på den indre skærm: Kvinder i alle aldre jubler og smider sig på knæ for den gamle charmetrold, som smiler huldsaligt, før han giver mikrofonen videre til fire tøser, som nok ser søde ud, men ikke kan synge - heller ikke Happy Birthday, som de synger for deres mor, som er aftenens 50-års-fødselar og hovedperson, og så vidt jeg forstår er en velhavende kvinde.

 - Jeg er egentlig professionel danser, siger Rick pludselig og læner sig ind over bordet - så jeg kan høre ham igennem den mur af country, som nu gjalder ud af højtalerne. 

 - Watch me!

Han styrer over mod fødselaren, den smukke, køligt stilfulde og nærmest aristokratiske kvinde - men vender så om på halvejen, kommer tilbage og siger: 

 - Jeg er ikke den, der siger så meget - sådan som dig - men jeg danser. Og i aften er jeg "the King".

Og så fører han aftenens skønhed ud på dansegulvet - han fortryller og forfører alle - han er ikke maleren Rick med den umulige chef - han er det elegante rovdyr, nattens konge af Rock Hall. Og som natten skrider frem, bliver der mindre og mindre at gøre for en, der bare snakker - sådan som mig. Så jeg slår autopiloten til, og i næste nu ligger jeg nydeligt i min køje.

Efterskrift: Jo, i princippet handler Værktøjskassen om gør-det-selv, hus, have og håndværk - og jeg sværger på, at jeg har forsøgt. Rick har lovet mig at vise sit 100 år gamle hus frem - og Bob vil vise, hvordan man bygger et moderne modul-hus - men der kommer hele tiden noget på tværs. Jeg lover, at jeg vil prøve igen til næste uge.

Kald mig bare Cal

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce