Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Isbjerg i sigte


Isbjerg i sigte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Selv om Kjeld Bjerres ensomme sørejse med det gode skib "S/Y Jubbas" kun har varet i to døgn, har turen ikke været uden problemer - men heller ikke uden nye spændende bekendtskaber

Lige hvor soklen under det amerikanske fastland slutter, og Atlanterhavet bliver rigtig dybt, har det en underlig farve - dybsort, men tilsat en fløjsblød blå tone. Hvor solen skinner, er det næsten, som var der installeret neonlys i bølgerne - det er meget smukt og meget flygtigt - sådan er det vist med alt det smukke: Pist - så er det væk ...

Men ellers er der vel nærmest bare røvkedeligt herude - vand, vand og atter vand, og så en masse åndssvage bølger, som får skuden til at dingle, så alle ting før eller siden ender på dørken.

Når man har brugt en times tid på at lave mad og arrangere det fint på en tallerken - for ligesom at holde lidt fast i sit høje kulturelle stade - så skal man ikke stille den fra sig i bare et lille bitte øjeblik for at finde kniv og gaffel i skuffen - slam! - og så kan du ellers skrabe resterne ned af skottet.

I slige situationer mister man let civilisationens fernis og ønsker sig tilbage til træerne - eller i hvert fald landjorden, hvor man ved, hvad der er op og ned.

Min vældige og ensomme sørejse har nu varet i to døgn - jeg er nået langt, langt væk fra land, og så er det alligevel bare et par centimeter på det store søkort.

Bundvand, lim og fedt

På vej ud af den møgbeskidte Chesapeake, som ikke desto mindre har givet mig en masse gode oplevelser, opdagede jeg vand i bunden af båden - ikke godt, så jeg søgte "nødhavn" og brugte to dage på (delvist) at opklare mysteriet. Samt forsyne gummibåden med lap nummer 47 - forbandet også, at jeg ikke smed den i dumpster'en (de har altså mange gode ord i Amerika ...) og købte en ny - men det koster jo ...

Bundvandet viste sig ikke at skyldes én utæthed, men indtil flere. En dunk med ekstra ferskvand var revnet, afløbet fra badet utæt, og især lækkede pakningen omkring rorstammen (når man kører hårdt til på motoren og trækker hækken ned i vandet), og det fandt alt sammen ad uransagelige veje frem midtskibs omkring kølboltene - så jeg frygtede, at det var dem, det var galt med.

Det var det så ikke, og glad var jeg - men hvor får man lige den bestemte slags pakning og fedt, som bruges til rorstammer? I hvert fald ikke i Chesapeake City. Og Don, den herlige nørd, som havde lovet at køre efter det, var blevet syg. Men så viste USA sig igen fra sin smukkeste side: Jeg stod på broen og bøvlede med gummibåden - og bandede ret fælt, men lavmælt over, at min nye tube med lim var for gammel. Og hvor skulle jeg få fat i en anden - i denne udørk af et lorteland uden offentlig transport?

- How are you doing, mate? spurgte en venlig stemme - beroligende, smilende.

Han havde tydeligvis læst mine tanker, så jeg lagde ikke fingre imellem, da jeg forklarede ham situationens alvorlige karakter - ved brug af en række mindre pæne og meget britiske gloser.

Det lille "mate" og accenten sagde mig, at jeg stod over for en australier, og de kan langt bedre end amerikanere tåle lidt sproglig kulør og gas.

Han grinede og sagde:

- No problem, mate.

Og fem minutter efter stod han med en hel dåse lim af den gode og dyre 2-komponent slags. Og jeg kunne bare beholde resten.

- Det er altid rart at kunne hjælpe en ven i nøden, sagde han.

Han viste sig at være fra New Zealand, men nu bor han i byen og driver en lille butik. Så vidste han vel, hvor man måske kunne få stævnerørsfedt? Heller ikke noget problem, mate. Et øjeblik efter havde jeg en stor dåse med gult, gammelt og indtørret pumpe-fedt, men det skulle bare lige æltes for at blive til det herligste klister, som kunne tætne min rorstamme.

Delfiner i mørket

Mine naboer på ankerpladsen var et yngre fransk par med to små børn. De har sejlet et år i Caribien og var nu på vej op til New York, inden de sejler hjem over Azorerne. De havde deres småproblemer med båden, og jeg havde mine, så vi hjalp hinanden og drak et par øl om aftenen.

Næste morgen lettede vi ankre og kæmpede os vej ud af en strømfyldt Delaware Bay - vinden drillede også, så det var sent, inden jeg fandt rundt om pynten til Cape May på selve Atlanterhavets kyst. Strømmen var stærk og den væltede rundt i alle retninger imellem de talløse sandbanker omkring pynten, så jeg måtte holde tungen lige i munden og fyre op under kedlerne - hjertet bankede en smule hurtigere, og solen forsvandt.

Men pludselig dukkede tre delfiner op i mørket ved siden af båden.

Jeg var stum - og blev enig med mig selv om, at jeg hverken ville lyse på delfinerne for bedre at se dem eller tage billeder af dem. Det ville være hjerteløst. Ud for havnen vinkede jeg farvel til mine venner, som svømmede videre i natten, og jeg tøffede indenfor og smed krogen mellem en håndfuld andre ankermænd.

Næste morgen var det tæt tåge, men jeg regnede med, at solen hurtigt ville brænde den af, så jeg tændte radaren og lettede anker - farvel, Amerika, I elskelige banditter.

En tåget nat

Jeg satte kursen ret øst for at komme hurtigst muligt væk fra kysten og de mange motorbåde med lystfiskere a la Hemingway. Tågen var der endnu, men jeg satte sejl og slukkede motoren. Det hjalp ikke, tågen holdt ved, og den blev der faktisk hele natten igennem, hvor jeg passerede talløse både, som jeg altså kun så som lysende cigarer på radarskærmen.

Der var masser af morild - bølgerne glitrede, og kølvandet var selvlysende, men jeg kunne højst se hundrede meter, så jeg var helt koncentreret om radaren, og hjertet hoppede, hver gang der dukkede nye cigarer op på skærmen.

Jeg havde efterhånden temmelig meget grus i øjnene, og endelig sidst på natten nåede jeg 100 mil ud, hvor det flade og fiskerige plateau slutter med en skrænt og havet pludselig bliver flere kilometer dybt - her er ingen fisk og ingen fiskere - tågen lettede og jeg havde det hele for mig selv - godnat.

Isbjerg til bagbord

Og her kan vi passende slutte, for ellers bliver redaktøren sur over, at jeg skriver alt for langt ...

Men hvad så med isbjerget?

Jamen, redaktørens ord er lov. Og for resten er det ikke mig, som bestemmer, hvad der står i overskriften ... men så pyt da: Dagen efter var det varmt og fugtigt, så jeg prustede som en lille gris, medens vind og Golfstrøm førte mig fremad med otte knob. Men så her til morgen var det pludselig koldt og klart, og - fandme - pludselig kom der et isbjerg sejlende forbi.

Nå, bjerg er måske så meget sagt, men det var da en stor og nedbrudt isklump på 500-800 kilo - nok til, at det ikke ville være nogen spøg at ramle ind i kalorius med fulde gardiner.

Hvad sådan et mini-isbjerg laver her, fatter jeg ikke en skid af, men sådan er der så meget, når man sejler alene til Azorerne - jeg fatter jo eksempelvis heller ikke, hvorfor regulatoren på motorens generator kører spændingen op og ned, så voltmeterets nål danser - altså når batterierne er ladt op - men det er der måske andre, som kan fortælle mig?

Isbjerg i sigte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.