Log ind

I dag vil jeg bage mig et brød til de døde

  • I dag vil jeg bage mig et brød til de døde
  • I dag vil jeg bage mig et brød til de døde
Min base: Dia de los muertos

Forleden eftermiddag fik jeg en sms fra min søns bedste vens mor. Hun sendte et billede af de to drenge klædt ud som henholdsvis spøgelse og skelet. De var på vej ud for at tricke og treate. Og med det samme ramte den der dårlige samvittighed, for jeg havde ærligt talt overhovedet ikke skænket det en tanke, at det var den 31. oktober - og samtidig krydsede jeg fingre for, at ingen børn ville ringe på hos os, for her ville de gå forgæves. Onde naboheks.

Men, tænkte jeg, er vi virkelig begyndt at gøre det for alvor? Altså fejre den her højamerikanske helligdag? Senere sendte min søster mig et billede af en kæmpe slikskål. Jep! De var klar til horder af udklædte børn.

Jeg vil gerne indrømme, at det egentlig er meget rart at have en slags højtid om efteråret, hvor det ellers bare bliver koldere og mørkere og koldere og mørkere. Det er hyggeligt med alle de orange og lysende græskar i det grå efterårsbybillede. Men jeg bliver sgu en lille smule reaktionær, når alle supermarkederne klistres til af amerikansk merchandise.

Så er jeg mere til den mexicanske version af allehelgen. Det, de kalder "dia de los muertos", de dødes dag. En af de vigtigste højtider overhovedet i Mexico og på Unescos liste over verdens immaterielle kulturarv. Her smeltes den katolske allehelgen sammen med præcolumbianske ritualer til en livsbekræftende dag og fest for de døde. Familier samles og dækker offerborde fyldt med de dødes livretter. De bager "de dødes brød" og sukkerkranier, og natten mellem allehelgensdag og allesjælesdag er man samlet omkring familiens gravsted, som bliver pyntet med blomster, vokslys og billeder.

Tanken om, at man én dag om året fejrer dem, man har mistet, og gør det til en glædelig dag, kan jeg faktisk virkelig godt lide. Jeg har læst mig til, at man i folkekirken altid mindes de døde den første søndag i november. Nogle tænder lys, andre læser navne op, og præsten holder en gudstjeneste. Vi mindes de døde, og vi sørger.

Jeg har derfor tænkt mig - på denne første søndag i november - at være mere mexikansk end dansk, og jeg har tænkt mig at fejre alle dem, jeg savner. Jeg vil tage min familie i hånden og tage rundt på vores efterhånden mange gravsteder.

Jeg vil skåle for min farmor, der elskede det gode liv og en lille sherry. Jeg vil hylde min farfar for hans skarpe vid og hans mangeårige virke som Faaborgs dyrlæge (og at jeg fra ham har kærligheden til både dyr og bøger).

Min mormor for sit humør og verdens bedste pandekager, morfar for hans arbejdsomhed og lune. Min moster Anne Lise og morbror Bjørn, som gjorde utallige familiesammenkomster til fest og farver. Jeg vil tænke på min fars lillesøster Lene, og min mors lillebror Svend Jørgen, som jeg desværre aldrig nåede at lære at kende.

Mest af alt vil jeg tænke
på min veninde Lene, som døde af kræft, da vi var 29. Hun havde tre små piger og var lykkeligt gift med sit livs kærlighed. Jeg tænker stadig på hende hver eneste dag, og jeg har ikke været forbi hendes grav i mange år. Sidst lå der laminerede børnetegninger.

Men i dag gider jeg ikke græde. Jeg vil tænke på hende for den pige og senere kvinde, hun var. De lyse krøller, altid hoppende og springende. Hendes lyse sind og vores utallige grineflip på teenageværelserne. Jeg vil tilgive hende, at hun elskede Flemming Povlsen højere end Brian Laudrup (og at hun foretrak Brandon Walsh fremfor Dylan McKay).

Jeg vil tænke tilbage på vores allerførste branderter i billig kopimartini og california coolers. Og jeg vil takke hende for, at vi altid sov hos hende, så mine forældre ikke opdagede noget.

Så jeg har naturligvis fundet opskriften på det perfekte "pan de muerto", og jeg glæder mig til, at køkkenet bliver hyldet ind i duften af appelsin og kanel. Det skal med, når vi tager turen langs den sydfynske kyst og besøger alle dem, der ikke længere er her.

Måske vil jeg endda tage den led-lyskæde bestående af 10 blodsprængte øjenæbler i plastik, som jeg - ahem - købte i Føtex, med. Et enkelt stykke amerikaniseret pynt skader nok alligevel ikke ...

  • fyens.dk

Mere om emnet

Se alle
Når efterår er alt andet end regn, slud og smat

Når efterår er alt andet end regn, slud og smat

Da farmors Melitta flyttede ind - og stempelkanderne rykkede ud

Da farmors Melitta flyttede ind - og stempelkanderne rykkede ud

Det hele startede med en killing, vi kaldte Miv

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere