Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Hr. Møller skylder en kasse cigarer

Ni døgn fra Azorerne til Scilly Islands ud for Lands End - og der blev brug for det varme tøj.
Foto: Kjeld Bjerre

Hr. Møller skylder en kasse cigarer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Værktøjskassens Kjeld Bjerre puster ud blandt lune briter i Sct. Mary's favn - oven på et faretruende nattemøde i Biscayen med en blind damper under dansk flag

På Scilly Islands: Vi har netop krydset verdens mest befærdede farvand, Den Engelske Kanal - vi mødte én damper!

Det er lidt underligt, lidt skuffende og lidt svært at forklare, men det er Max og jeg hamrende ligeglade med, for om en times tid ankrer vi op i en lille bugt på Sct. Mary's, hovedøen på Scilly Islands.

Vi aner intet om de små øer, bortset fra at Max har set i ét eller andet tv-program, at de har subtropisk klima, og her bor alle de "rige røvhuller" - James Bond, rockmillionærerne og alle de andre, som er så stinkende rige, at de ikke føler trang til at betale skat som vi andre. Og så ved vi, at øerne ligger nogle få sømil længere ude vestpå end Lands End.

Og vi ved ganske præcist, at Azorerne ligger otte-ni døgn, 1200-1300 sømil, adskillige delfiner, en formodet hval, to flyvefisk, en enkelt blæksprutte, en brevdue, en uheldig måge, fire-fem lavtryk, sol, regn, tåge, vindstille og en hel del kuling - og mødet med et lyseblåt containerskib uden udkik - imod sydvest!

Der kommer vi nemlig fra. Vi har krydset Biscayen - smag på ordet: Biscayen. Bare navnet får det til at gyse i enhver sejler, og vi har da også haft vores andel af blæsevejr på vejen over. "Jubbas" har rullet, hugget, dinglet og danset ballet i dønninger og vældige søer - i ni døgn har vi været i naturens vold!

Ingen Esc-knap

Ja, det er en kliche, men det er også sandheden. På Biscayen, hvor man hverken har computerens fortryd-knap eller sit Falck-abonnement at trøste sig ved, er man nærmere sin Gud - hvis man er til den slags. Personligt vil jeg bare sige, at her gælder naturens enkle lov:

Brug hovedet og gør det rigtige - eller få konsekvensen at føle. Og regn for en sikkerheds skyld med, at i den virkelige verden står der ingen varm Sikorsky klar til at redde dig ud af suppedasen, når du har fået drama nok.

Kuling på en begsort nat midt i Biscayen er nemlig ikke drama ad libitum, men kold og kynisk natur, som æder dig uden at blinke, hvis du ikke passer på. Heri ligger skønheden. Og uhyggen.

Man kan også sige det lidt enklere: En natlig kuling på Biscayen er mørk, kold, våd - og der er pisse langt hjem ...

Men det var i går - for længe siden. Nu stryger vi af sted for en laber blæser med tre reb i storsejlet - agten for tværs, så vi er flyvende, og Sct. Mary's skumsprøjtende klipper farer forbi tæt om bagbord. Atlanterhavets bølger buldrer imod kysten, som ikke virker just gæstfri.

Sten i alle retninger

Men hvad er det? Et hul i rækken af uheldsvangre og forrevne klipper åbenbarer en lille fredelig bugt med lyse sandstrande hele vejen rundt. Og lidt længere henne og rundt om pynten en lidt større bugt med læ og en masse "ankermænd".

40-50 både ligger ganske tæt ved hver sin bøje og skutter sig i blæsten og regnen. I bunden af bugten tårner en vældig kaj af granit sig op i måske 20 meters højde, og oven over ligger hus ved hus af mørk granit og skifer og putter sig i en klynge.

Vi er sandelig kommet til England - vådt, gråt, koldt, blæsende, granit, skifer, våde brosten og ingen ledig ankerbøje i sigte. Vi cirkler fortabte rundt - forstår de da ikke, at vi har kæmpet os over Biscayen hele vejen fra Azorerne til denne lille plet? Vi har brug for varme, ro og tryghed i Sct. Mary's favn.

Jo, vi er jo i England, så én vinker og viser med fagter, at vi kan lægge til på siden af deres båd. De inviterer os til at "rafte", selv om vi er større og tungere end dem. Tak, kære venner - tak skal I have.

Vi fortøjrer langs siden af dem, og det viser sig selvfølgelig, at de to selv kom hertil fra Caribien via Nordspanien - det tog dem syv dage at krydse på Biscayen med vinden i snuden.

- Horrible, horrible! siger de som med én mund, så de ved, hvad det vil sige at længes så usigeligt efter at ligge solidt og trygt tøjret til bunden - at kunne lægge ansvaret og uvisheden fra sig for en stund, blot spise, sove og drikke sig en kæp i øret.

Begsort nattevagt

Ansvar kunne jeg og især Max måske godt ønske, at styrmanden på et vældigt containerskib havde udvist lidt mere af forleden nat.

Det var nogenlunde midt imellem Azorerne og Coruna i Nordspanien. 14-16 sekundmeter vind og en slat mere i stødene - altså temmelig meget blæst, så det gik rask derudad for en halv vind - vind fra siden.

Der var næsten fuldmåne, men overskyet, så natten var ikke bare mørk, men dybt sort og uden kimning. Vi var som blinde og kunne ikke engang se de bølger, som kastede båden fra side til side. Altså lige bortset fra vores eget kølvand og det flyvende skum på de brækkende søer omkring os - det var lysegrønt og selvlysende af morild.

Et sært og smukt skue, men også lidt uhyggeligt - og Max havde vagten.

Han har sejlet siden han var helt lille og er nu sådan en slags voksen - som far synes jeg jo nok, at han altid vil være en lille snotnæse, som burde tage sig sammen, men det hedder sig ude omkring, at han er en fornuftig ung mand, og det skal nok være rigtigt.

Så selvom det var hans første tur på det blå ocean og hans første rigtige nattevagt som voksen, følsom og ansvarlig, var jeg absolut tryg ved at lade ham styre skuden.

Det hører med til historien, at det om natten kan være svært at vurdere afstanden til andre skibe, og hvilken kurs de holder - man har jo kun deres lanterner at gå efter.

Et lys er vel et lys? Nej, med tiden lærer man at fortolke de nok så svage lys og inde i sit hoved omsætte det til billedet af et skib, som sejler en given kurs i en given afstand - men det er altså ikke noget, man er født med, men noget der skal læres.

På kollisionskurs

Jeg lå i min køje, da Max pludselig råbte, at jeg skulle komme op i cockpittet - han lød ikke specielt urolig, men der var altså et skib i sigte på styrbord side. Reglen er, at man skal vige for alt, hvad der kommer fra styrbord - hvis man da ikke er et sejlskib. Motorskib - stort eller lille - skal altid vige for sejlbåd, hvis det er muligt.

- Det er vist en stor damper - jeg kan se den røde lanterne - du skal altså komme nu ...«

Den røde lanterne sidder i bagbord side - altså kan man regne ud, at skibet krydser din kurs fra styrbord mod bagbord. Og nu lød Max nervøs, så jeg væltede op ad lejderen i bare tæer og underhylere.

Ganske rigtigt - en stor damper kom væltende på en skærende kurs. Ja, faktisk på regulær kollisionskurs.

Jeg startede motoren, gav gas og pressede båden 90 grader til bagbord. Storsejlet blafrede vildt, Max lod gå for genuaen og forsøgte at rebe den helt hjem.

Men noget havde sat sig fast, og nu bankede den også, så hele båden rystede. Damperen var nu så tæt på, at den ikke bare var nogle få lys i natten - vi kunne pludselig fornemme det mørke skrog tårne sig højere og højere op. Med nakken tilbage så vi silhuetten af containere i mange etager.

Vi løb nu langs med den fremstormende kæmpe, så faren var ovre. Vi fornemmede en svag buldren fra de vældige maskiner inden i uhyret, som var malet i en mørk farve fra vandlinjen og nogle meter op - herefter en lysere farve, hvorpå der var malet et navn med seks meter høje blokbogstaver, som drønede forbi os som en morbid rulletekst.

Nej, jeg siger ikke navnet - vi "læste" det ikke på den måde, men sagde spontant og i kor til hinanden:

- Det var s'gu da - var det ikke?

Jo, det var det lige netop, men det der med rettidig omhu er åbenbart kun til søndagsbrug!

I kølvandet af Mærsk

Vi var nu fri af det enorme spøgelsesskib, genoptog kursen og faldt agten om og igennem hans kogende og sydende kølvand. Herfra kunne vi akkurat skelne det svage lys i vinduerne på brovingen højt oppe - man kunne næsten høre kaffemaskinen sprutte og radioen spille dæmpet i baggrunden på den hyggelige, varme og rare kommandobro. 

Den er uden tvivl udstyret med alt til faget henhørende inden for maritim højteknologi samt tæpper på dørken og en dejlig skipperstol. Her har den vagthavede officer så åbenbart siddet med fødderne oppe på radaren og læst Knold & Tot.

Han havde os på kornet - med 20-25 knob skulle min søn, jeg og "Jubbas" pløjes ned og sendes til bunds i Biscayen, men vi klarede frisag på en feberredning.

Max har lært noget om at bedømme situationer om natten: Store skibe nærmer sig med uhyggelig fart - og overholder IKKE nødvendigvis reglerne.

Jeg ville ønske, at én og anden styrmand også ville lære af denne historie:

Vinduerne på broen er ikke til potteplanter, men til at kikke ud af - behørigt udkik foregår ikke med næsen i radaren! Eller regnskabsbøgerne! Især ikke, når man skyder 25 knob!

Barsk og blød

Nok om det - vi gider ikke at gå rundt og være hverken bange eller sure, men hvis Hr. Møller skulle få lyst til at sende os en kasse cigarer, er det okay med mig ...

Så kan jeg til gengæld fortælle ham og alle andre, at der er rigtig flot på Scillyøerne. En sær blanding af varmt og koldt, hårdt og blødt - brutalt, barskt og følsomt.

Klimaet er mildt på grund af Golfstrømmen. Her er sydlandske planter, hvide badestrande og endda palmer. Men Atlanterhavet er lige uden for døren, så når det blæser, går det vildt for sig, og der er fire-seks meters tidevand. Havnen og den lille by ovenfor er bygget, som man gør oppe på Skotlands vestkyst: Granit, granit, granit  - og sort skifer på taget.

Men ligeså barsk det ser ud udefra, ligeså varmt er der indenfor. Pubberne - og dem er der mange af - ligner noget, der er taget lige ud af en engelsk tv-serie.

Det vil sige halvanden meter til det hundreder af år gamle bjælkeloft, lun og humørfuld stemning, 8-10 slags friskbrygget øl i hanerne - og så det udefinerligt britiske, hvor man i hver en detalje fornemmer en gammel, stolt og stærk kultur, som engang for ikke så længe siden "ruled the world".

Ikke på den chauvinistiske måde, for briterne har om nogen selvironi, og de har efterhånden haft 100 år til at vænne sig til blot at være én blandt mange nationer. Men historien ER faktisk glorværdig - ikke ved et slumpetræf, men fordi de kunne noget og forstod noget længe før vi andre.

Ingen rigmænd i sigte

Og måske kan de stadig, briterne: Medens alle andre imperier er kollapset i indre forfald, bedst som de stod på toppen, så ser det ud til, at briterne har været i stand til at skabe sig en ny identitet som ligemand iblandt ligemænd. Humoren og øllet dog undtaget - her når ingen dem til sokkeholderne ...

Rygtet om, at Scillyøerne er befolket af multimilliardærer med kæmpe villaer og limousiner med privatchauffører viser sig i øvrigt stærkt overdrevet.

Vi har endnu ikke set en Rolls, hvorimod det vrimler med helt almindelige blege englændere med stikkelsbærben og sjove hatte. Det er som i Løkken på en god sommerdag, bortset fra at her kan man købe fish & chips på stranden. Rundt ved de små øer er der talrige ankerpladser. Der er en næsten tropisk stemning, når der ikke lige blæser en pelikan fra vest. En herlig sejleroplevelse, hvis man alligevel kommer forbi. Fra land kommer man til øerne med færge fra Penzance.

 

Hr. Møller skylder en kasse cigarer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.