Det er råt, det er nyt, det er teknik - og den er dyr.

Der er ikke meget duftende potteplante og beskeden træ-griffel over maskinparken og værkstedet på den modsatte side af gårdspladsen og den lille, gule tepavillon. Og det skal der heller ikke være.

Den nyeste maskine - en velvoksen kabine - troner midt i rummet til en pris af 320.000 kroner, men så er den også skræddersyet med udsugningsanlæg og hele molevitten til Ivan Boytler og hans nyudviklede måde at arbejde med glas på.

Boytler er uddannet pottemager, men har cementeret sit navn som kunstner, glaskunstner, der ofte arbejder i store linjer og mikser glas med kobber, granit, farver, hårde kanter, bløde former, udfordrende former - you name it.

- Pas på øjnene. Kig ikke for længe på det, siger han og nikker mod de klare stænger af råglas, som han har skåret ud og er i færd med at lime sammen til en skulptur.

Kuvøse

Stængerne er skåret ud af råplader så tunge, at Boytler knap kan løfte dem.

Materialet er så robust, at det oprindelig er beregnet til at lave koøjer på store skibe, men nu står pladerne her i Boytlers værksted.

Stængerne ligger på arbejdsbordet til venstre for kabinen, og de er i sig selv harmløse at kigge på. Men UV-lyset, som hærder limen, er så kraftigt, at Ivan Boytler bærer solbriller, når han sætter den lille UV-lampe mod glasset og opbygger strukturen i den form, han har i hænder og tanker.

Når limen er hærdet, lægger han sit værk i kabinen, der ligner en velvoksen kuvøse med huller til armene. Han lukker låget, trækker i et par solide, gule gummihandsker og stikker armene ind til sit "barn". Og så går han i gang med at skære - eller rettere sandblæse.

Ivan Boytlers gule "griffel" sandblæser - arbejder - sig vej gennem glasset og omdanner skarpe kanter til bløde kurver og mindelser om vand, der risler gennem landskabet.

Der er ingen fortrydelsesret. Når der er skåret, er der skåret. Er der skåret forkert, er det en ommer, for det er hverken til at rive eller flå glasstængerne fra hinanden igen.

Et "frostet" look

- Man skal vide, hvad man vil, smiler glasmageren uden at fjerne blikket fra kabinen.

Da han løfter skulpturen ud, har det skarpe, klare glas, fået et blødt ,"frostet" look.

- Jeg fik ideen på en af vores ture til Norge. Jeg lagde mærke til, hvordan vandet løb i elven, og man skulle gerne kunne se det for sig - vandet, der løber. Og så er det fantastiske ved glas jo, at det forandrer sig alt efter, hvordan lyset falder. Det er råt, men det er også, meget, meget blødt.

Denne skulptur er på vej, men andre er færdige og står på blankpolerede sokler i form af sort tung, granit.

- Det er ikke skulpturer på sten. Det er relieffer, der gror ud af dem, forklarer han, der har det med sin kunst, som hans bedre halvdel har det med hendes.

Glasværkerne flytter hjemmefra - undtagelsen er de værker, kvinderne i hans liv - Anne-Mette og datteren Nynne - falder for. De flytter i privaten og danner par med keramikken.
  • Fyens Stiftstidende