Jeg kender snart skadestuen på Odense Universitetshospital lige så godt som køkkent derhjemme. Drenge! De har det med at komme til skade.

Jeg ligger i min seng efter en dejlig fødselsdag.

44 år - flot tal! Gæster, gaver og godt humør hele vejen rundt om fødselsdagsbordet.

Har lige forladt den overfladiske døs og er godt på vej ind i andet stadie af nattens procedure. Søvn. Dog ikke helt ned i den dybe søvn eller det fjerde og sidste stadie af nattens strabadser. REM-søvnen og drømmenes land.

Klokken er cirka 00.30, da min mand og jeg vågner ved, at den ældste søn står på trappen op til soveværelset.

Det første forvirrede minut forstår jeg ikke, hvorfor han står der med en blodplettet, hvid T-shirt foran ansigtet.

Det første, jeg opfatter, han siger, er:

- Det er ret slemt mor. Vi skal på skadestuen.

Nogenlunde samtidig flyver jeg ud af sengen.

Hjertet begynder at banke alt for hurtigt.

Det risler koldt ned ad baglårene.

En feature, jeg har. Hver gang børnene slår sig, risler det koldt ned ad baglårene. Meget mærkeligt.

Jeg tror også, jeg begynder at hulke lidt. Hvis jeg nu skal være helt ærlig.

Jeg er allerede på vej ned ad trappen for at tage mere tøj på.

Jeg kan ikke li' at se åbne sår, så jeg har ikke noget behov for at kigge nærmere på skaderne.

Det klarer hans far, der er læge. Han bekræfter, at det er nødvendigt med et besøg på skadestuen.

Drengen skal syes. I hovedet!

Jeg ser et monster for mig.

Jeg har allerede nummeret til skadestuen klar på min telefon.

Men hvad er der egentlig sket? 

- Jeg sad på min seng og reparerede en drone, så fløj den op i ansigtet på mig. Jeg måtte selv pille et stykke af propellen ud af overlæben, fortæller han.

Af sted til skadestuen

Han er lige fyldt 17 år. Hans store passion er droner. Han bygger dem selv.

Det er informationer nok til mig. Jeg ringer og får en tid. Heldigvis er der ingen ventetid den onsdag nat på skadestuen.

Vi sætter os ud i bilen.

Jeg lytter lidt mere til, hvordan han lige skulle teste den motor på sin lillebrors drone, han havde repareret, da noget gik galt.

Motoren drejede propellen den modsatte vej end de tre andre propeller på dronen. Derfor vippede den lige op i ansigtet på ham med fuld speed på de guldfarvede propeller.

Han forstår det ikke og sidder og undrer sig.

Samtidig er han bange for ar. Han har nemlig en hel del af dem rundt om på sin lange, tynde krop.

Der er et temmelig stort et på hans fod. 10 sting efter et sammenstød med en tung dør.

Et knudret ar på hånden. Det blev aldrig syet. Det skulle det nok have været. Det var en pudsemaskine, der løb løbsk under projekt bådbygning.

Andre kan man ikke se udenpå. Som en brækket overarm efter et trappefald.

Listen er længere.

Pludselig kommer vi begge to i tanker om, hvor godt det er, at propellerne ikke ramte øjnene.

Det løfter stemningen i bilen en lille smule.

Han har et lille snit over det ene øje. Ellers er det kun overlæben, der har fået flere dybe flænger. Heldigvis ikke så lange.

Et kortere liv

Vi sidder i venteværelset. Min store dreng ligge halvvejs ind over mig og falder næsten i søvn.

Mens vi sidder der, kommer jeg i tanker om en undersøgelse, jeg for nylig så refereret i medierne: "Mødre med kun sønner levere kortere og får flere sygdomme", lød overskriften.

Som mor til to - og til alt held en lillesøster! - klikker jeg selvfølgelig.

Ganske rigtigt. En forsker fra Københavns Universitet har skrevet en ph.d.-afhandling, der viser, at kvinder, der kun får sønner, har tre til fire procent højere risiko for at dø og få sygdomme, efter de er fyldt 45 år. Det er hun citeret for at fortælle til videnskab.dk.

Og hun fortsætter gudhjælpemig:

- Min undersøgelse viser, at kvinder, der kun får sønner, har øget risiko for at få hjertestop, slidgigt, almindelig gigt, kræft i æggestokkene eller i brystet, type 2-diabetes og overvægt.

Igen refereret i videnskab.dk

Sådan en nat på skadestuen forstår jeg hvorfor.

Min datter, familiens yngste, der nu er ni år, har aldrig været på skadestuen.

Hun hopper ikke parkour over vejskilte, gelændre og trapper, når vi går tur. Og hun tænker indimellem konsekvens ind, før hun handler.

Ham med dronen har været der så mange gange, at jeg ikke kan tælle det. Hans lillebror har også taget sin del.

En brækket arm efter et trappestunt. En brækket hånd med overrevet ledbånd og efterfølgende operation efter et styrt på ski. En hjernerystelse.

En flænge i øret. Der er sikkert også flere besøg på hans liste, jeg ikke kan/vil huske.

Lim og masser af tape

Hver gang, der bliver råbt "skadestuen", gennemgår min krop de ovenfor beskrevne rystelser. Søvnen er ikke helt den samme de første par dage efter den slags ulykker, og bekymringer fylder.

Til gengæld må jeg også bare indrømme, at jeg ikke ville være den hjemmebyggede båd, der sejlede fra Langø til Odense Havn, de seje droner, vovede skiture og gakkede, kropslige udskejelser foruden. Jeg satser bare på, at masser af grin - og så hende den lille - trækker lidt i den anden retning.

Den nat på skadestuen endte det med noget lim, tre sting og masser af tape, der holder sammen på de mindre sår.

  • Af: