Forårsidyl med krakeleringer: De er på krigsstien

Tegning: Gert Ejton

Forårsidyl med krakeleringer: De er på krigsstien

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vinteren er glemt. Den mørke tid er i mølpose, og livet blomstrer. Det gør forbandelserne også på naturstierne, hvor det indimellem kan knibe med rummelighed og tolerance.

Lindetræerne blomstrer, der er manna på elmene, og kastanjerne har lys. Det dufter fra guldregn og syrener. Tjørnene sætter en duftende diskant til, og lad så bare fuglene synge med i kor. Lige nu er naturen og alt det derude så knusende dejligt som en kattekilling eller en hundehvalp. Det er nyt, besnærende og som den sang, som kører på konstant replay.

Det er i dag et vejr, et solskinsvejr!O søde vår, så er du atter nær!Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter ...

Jeg har lavet lidt om på et ord og håber på tilgivelse fra forfatteren Ludvig Holstein (1895). Nær har jeg i min indre version skiftet ud med her. Helt ærligt havde jeg ikke forestillet mig, at vi nu allerede har haft sommer i det meste af maj.

Vinteren var en sejtrækker i år, men den er rent glemt. Faktisk husker jeg bedst en søndag i marts, hvor vinden var skarp, frosten hård, og Arreskov Sø leverede kilometervis af is til den adrenalinsusende oplevelse, det er at sejle isbåd.

Naturidyllen er så håndgribelig, at man slet ikke kan få nok af at slentre op og ned ad stierne. Helst dem, der bugter sig gennem det grønne, og gerne med åen som ledsager til styrbord eller bagbord. Den gamle kerryblue-terrier er med, og han har fået lov til at gå uden snor i pinsen. Disse helligdage havde en indbygget fred og ro i sig. Sikkert af flere grunde.

På almindelige hverdage defineres mange bynære stier af typer, jeg vil kalde cykelfascister. Det kan være batteridrevne fartbøller eller mountainbikere. Det kan være pendlere, som kun har én ting under den stramme cykelhjelm. De skal frem, og det skal gå så hurtigt som overhovedet muligt. Løse børn, hunde eller rollatorusikre borgere anses for at være bump på vejen, og de skal væk.

Ringeklokke er ikke standardudstyr på en racebike. Hvorfor klemte med en klokke, når man kan råbe "flyt dig, for helvede", eller "pas dog på de unger og få hunden i snor".

Trykket på pedalerne bliver ikke lettet. Med fuld speed går det på jækla vis, og er man ikke af vejen, er man selv ude om det. Så er der frit slag for at plante et offroaddæk i ryggen på en hund eller snitte en rollator.

Jeg har en veninde, som jeg kun kender fra åstien. Hun har et par skønne små hunde. De cirkulerer omkring klapvognen og lystrer fint. Det kan lige vare nogle øjeblikke at få dem gennet til side, men herregud, vi skal jo alle være her. Vi fulgtes forleden, og det gik ikke stille af. Der kom et par af de tohjulede fra fascistkategorien, og det skortede ikke på tilråb, ringen og banden.

Hvad de truende medtrafikanter på stien ikke havde regnet med, kom så med fuld styrke fra min veninde, og der blev ikke lagt fingre imellem. Der var masser af "store idiot, og hvad fanden har du gang i" fra hende. Aldeles berettiget, og alligevel fortrød hun i samme øjeblik, som bredsiden var fyret af mod ryggen af den cyklende mandsperson.

Jeg tror ikke, hun frygtede repressalier. Hun var bare godt ærgerlig over sig selv, fordi hun et kort øjeblik mistede fatningen og tilsvinede på samme måde som dem, hun var gal på. Om man så må sige. Nedværdigede sig til samme niveau som de personer, skytset var rettet mod.

Der var ikke noget at være ærgerlig over. De fortjente hvert et svirpende ord. Hvis man har så hamrende travlt med at komme frem, så find en kommunal supercykelsti med asfalt. Der slentrer vi ikke rundt. Men hvis I gerne vil nyde grusets knasen, fuglenes sang, tossede ænder og den udstødningsfrie zone, så velkommen. Stierne er i den grad mixed zone, hvor bløde trafikanter færdes mellem hinanden. Med og uden cykler. Med og uden børn. Og nogle med både børn, hunde og løse unger.

Personligt er det sjældent, jeg er på krigsstien med løs hund. Den firbenede er en gammel dreng og er nærmest døv. Så han slentrer i en københavnersnor. Sådan en flexline, der ruller ind og ud og giver hunden en vis bevægelsesfrihed. Men efter cykelfascisternes mening en frihed, der begænser deres frie fremkommelighed. Som om fri fremkommelighed er en menneskeret i en by, der skal have det så svært, før den får en let bane.

Og før egocyklisterne hidser sig helt ud af konteksten, så kunne det være passende at citere fra hundelovens § 3.

"I byer og områder med bymæssig bebyggelse er det forbudt at lade hunde færdes på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel, uden at de enten føres i bånd eller er i følge med en person, som har fuldt herredømme over dem ..."

Og blandt de 10 gode cykelstibud fra Cyklistforbundet dette citat: "Det er ikke en rettighed at køre så hurtigt, du kan."

Forårsidyl med krakeleringer: De er på krigsstien

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce