Klumme: Dengang det bare skulle være en Lilly

Tegning: Gert Ejton

Klumme: Dengang det bare skulle være en Lilly

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kjolen.

Jeg husker ikke, at jeg havde meninger om meget andet end kjolen. Dengang i 1991, da det var min tur til at blive konfirmeret. Men kjolen! Dét havde jeg en mening om. Det skulle være en Lilly, som i s-k-u-l-l-e. Min mor fik ikke en chance. Hun argumenterede ellers passioneret for, at de da også havde pæne, hvide kjoler i Dalle Valle. Nuller. Det kunne kun være en Lilly, ellers skulle jeg slet ikke konfirmeres. Basta.

Til gengæld måtte der overhovedet ikke
være skyggen af pynt eller flæser eller blonder eller, gys, handsker. Vi fik efter lange forhandlinger snakket os frem til et kompromis, der hed et bredt lyserødt silkebånd, jeg kunne binde rundt om livet med en pæn sløjfe bag på. Og da min mor virkelig ikke kunne leve med min minimalistiske tilgang, købte hun et hårspænde til mig. Sådan et spænde, der er en slags kam, og der var perler på i fuldt flor, og jeg hadede det. Stod det til mig, skulle mit meterlange hår bare helst have lov til at være i fred.

Skoene var helt klassiske stiletter med en lille hæl. Heller ingen dikkedarer der.

Hjemme hos os fik alle tre piger hver sin konfirmationskjole, og det giver god mening, både fordi der er nogle år mellem os, og især fordi vi kom i tre forskellige størrelser. Charlotte (årgang '67) var en lille spirrevip. Meget spinkel, ikke så høj, en størrelse 32. Lene (årgang '72) fik til gengæld de former, vi andre kun har kunnet kigge efter. Og så er der mig, drenget i bygning og en del højere end de andre to. Med andre ord var mig og Lene aldrig kommet i Lottes kjole, og Lenes havde været oversize på den ufede måde.

Jeg er min mor evigt taknemmelig for, at vi fik hver vores kjole. Sådan var det ikke hjemme hos min gode veninde. De tre søstre kom i lige så uens størrelser som os, og min veninde, den yngste, fik noget nær de længste ben i hele verden. Men her blev der købt én kjole, som blev brugt tre gange til tre konfirmationer. Jeg lærte hende først at kende, da vi var voksne, og jeg har desværre aldrig set billeder af det. Men når den yngste er cirka 20 centimeter højere end den ældste, er det ikke svært at forestille sig, hvordan det har set ud.

Det har vi grint af mange gange. Og vi har grint af, hvordan vi dengang i starthalvfemserne touperede vores pandehår og fedtede det til med gele, så det kunne holde sig oprejst hele dagen. Hold k... det så fjollet ud, men dengang kunne man ikke forestille sig et flottere hår.

Heldigvis har jeg aldrig hverken afbleget eller krøllet mit hår - de erfaringer tog mine søstre sig af. Især Charlotte var vidt omkring, og når man kigger i familiealbummerne fra firserne, har hun nærmest en ny frisure for hvert nye billede. Glat, krøllet, glat igen, helt afbleget, rødt OG krøllet og ...

Jeg fandt også billeder fra vores respektive konfirmationer, da jeg sidst var hjemme. Og jeg må indrømme, når man kigger på dem her mange år senere, at Charlotte vinder for pæneste kjole. Tidløs og næsten bohemet gulvlang med lange ærmer og en pæn rund halsudskæring. Og havde vi andre kunnet passe den, havde det nok ikke været nogen katastrofe. Trods alt.

Til gengæld havde de andre to ikke perler i håret, som jeg havde. Det var, hvis jeg skal være ærlig, faktisk ret fint.

Klumme: Dengang det bare skulle være en Lilly

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce