Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Blandt partysejlere og plastichuse

Her kom de med seks lastbiler og en kran - og om aftenen stod huset færdigt. Taget er af pap - resten er plastic.

Blandt partysejlere og plastichuse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kjeld Bjerre har prøvet og prøvet, og til sidst mente han nok, han havde aftaler i hus - med Ricky og Bob - så han kunne lave en gedigen og professionel historie om, hvordan man bygger og bor i Amerika. Men nu drager han sine egne evner som journalist i tvivl, for endnu en gang er det hele endt i snik-snak, som ikke kan bruges til et klap.

Bob er moderne amerikaner, så det fløjter - chef for de 20 ansatte på marinaen, som hans far ejer, og desuden lokalpolitiker og idrætsleder - energisk, stærk og altid med et smil, som burde kunne bringe ham direkte i Det Hvide Hus.

Men han lever jo også af at slikke velhaverne oppe nordfra op og ned ad ryggen. Hver weekend kommer de kørende hertil i Porscher og sporty firehjulstrukne dollargrin fra New York og omegn, klædt i det allerfineste sejlertøj, købt i en skidedyr modebutik med "casual sportswear". Larmende hilser de til højre og venstre på alle de andre "boaters", og det skal stå sløjt til, hvis man ikke på vej ud ad broen bliver inviteret til mindst fem-seks cocktailparties: Ih, hvor er det altså casual at være rigtig sejler - kigger I ikke lige forbi til en drink? 

Af en eller anden grund, som jeg ikke helt kan få på kornet, virker de underligt ensomme, som de sidder der i cockpittet på hver deres luksusliner - de fleste udstyret med alt det dyreste grej, men mest som en slags staffage omkring et tema-party - det er så chick med alt det sømandshalløj.

Nu kender jeg tilfældigvis en svensker ude for enden af en af broerne, og jeg måtte nærmest løbe frem og tilbage for ikke at komme i uføre - ustandselig blev jeg antastet af de ungdommelige fruer, som vel tog mig for at være en ung og viril "deckhand".

Fredag eftermiddag, når boaterne ankommer, skal der selvsagt være fint - selv på lokummerne står der friske blomster ved spejlene, og der må ikke ligge så meget som et cigaretskod noget sted på havnen - svømmepølen er pletfri, de nymalede møbler sat frem og grillen tændt. I lørdags var der ligefrem arrangeret party på havnen - en lokal præst holdt tale og velsignede (fa'eme) bådene, sejlerne og havet. Og så var der drinks, mad og musik - med et rigtigt negerorkester.

Jeg lyver altså ikke - men det er det, jeg siger: Jeg er en dårlig journalist og endnu ringere fotograf - jeg skulle selvfølgelig have taget et foto af begivenheden, men det var godt vejr, og Rick havde fri, så han kunne hjælpe mig med at blive klar til søsætning.

Og vi gik så til gengæld og grinede af alle de rige narrehatte i det fine sejlertøj og både til millioner, som de aldrig sejler i - det gør de altså ikke: Jeg har været her i tre uger og har ikke set én båd sejle ud af havnen. Bortset fra svenskeren, som nu er på vej hjem over Atlanten. 

Partysejlere

Men disse udmærkede party-sejlere betaler altså blodigt for at få passet deres både her i marinaen - og  Bob er chef for butikken. Han skal helst være lidt sømandsfrisk i det, men på den hollywoodske facon - som når Flyttemand Olsen spiller sømand i en gammel dansk film - hvis du forstår. 

Og Bob er god til sit job. Med et kridhvidt smil fra øre til øre lænser han operette-sømændenes lommer og holder på den måde 20 mand beskæftiget - med at pudse, polere og reparere bådene. Men Bob er også politisk engageret i byens liv - han snakker glad og længe om brandstationen, skolen og beskæftigelsen - og især om, hvad de opskruede boligpriser gør ved de unges muligheder for at bo og arbejde i byen: Velhavende pensionister nordfra køber de gamle fiskerhuse til priser, som ville ruinere de unge - så selv om de kan få arbejde med at servicere de velspækkede tilfyttere, så flytter de hen, hvor de har råd til at bo.

Og nu var vi på vej i hans pickup for at se på huse - han havde nemlig fortalt mig, at der er to slags huse i Amerika - dem der på gammeldags vis er "stick-build" (bygget pind for pind og på stedet), og så de moderne modul-huse, som simpelthen bygges i moduler på store fabrikker, hvorefter de på lastbiler transporteres ud på grunden og med kran samles til et hus på en dag.

Modul-huse er ifølge Bob af bedre kvalitet end de traditionelt byggede, og man kan stort set få dem indrettet, som man ønsker - og de koster i runde tal kun det halve.

Plastic og fiberplader

Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde, da jeg så Bobs hus - det er stort (350 kvm) og på ingen måde grimt. Det er bare så jammerligt kedeligt - og det gennemgående materiale er plastic og fiberplader. Selv dørene, som skal forestille traditionelle fyldningsdøre, er af plastic. Gulvene, som skal forestille parket, er af platstic. Vinduesrammer, lister, gerigter - alt er plastic, og resten er gips.

Men rent teknisk er det smart - at hele herligheden inklusive installationer ankom på seks lastbiler - en kran satte modulerne på plads, de blev boltet sammen, og så vippede de taget op i den rette vinkel - det var nemlig hængslet i siderne, så det kunne ligge ned under transporten. Inden fyraften var alle installtioner forbundet, og næste dag blev facaderne beklædt med plastikprofiler, som skal forestille brædder. Så var det bare at flytte ind - og betale 1,25 millioner kroner. Vi havde en hyggelig snak, Bob og jeg - om politik, børn, miljø, benzinpriser - alt muligt andet end huse.

Og så kørte jeg med Rick ud på landet for at se hans hus - et rigtigt gammelt håndbygget amerikanerhus i to etager. Men jeg kunne mærke på Rick, at det ikke interesserede ham en skid - det var bare for at være flink, at han ville vise det frem, og han pegede bare og sagde: Her.

Nå, men det var da et fint hus ... njah, han syntes faktisk, at det var noget gammelt råddent lort. Derfor havde han fået det hele beklædt med plastikbrædder for nogle år siden - og nu er det til salg.

 - Vil du se, hvor jeg voksede op, sagde han pludselig og livede op - og af sted fløj vi ned til en lille bugt med skove omkring. 

 - Her, sagde han igen, da vi holdt i en lysning helt nede ved vandet. Her bor hans gamle syge mor stadig - sammen med broren, en sygeplejerske og verdens smukkeste udsigt. For enden af græsplænen er en bro med en halv snes bådpladser - fisk, østers og krabber lige uden for døren - og i nabohuset boede i sin tid hans bedstemor. Huset er solgt til en rig New Yorker.

 - Men kom lige her, sagde han så med et lusket udtryk, og så gik vi et par hundrede meter hen langs vandet, indtil han udpegede 2,5 tønder land med græs og træer: 

 - Her. Her vil jeg bygge et nyt hus til mig og "the old lady". Og smilet i øjnene var ikke til at tage fejl af.

Han er en luskefis, ham Rick. Han arbejder altid, og han er i bedste forstand en jævn og rar mand. Men som ekspert i at male og reparere både af glasfiber har han i tidens løb lavet kassen, og omtalte frue er forresten læge, så alt i alt er han hvad man heromkring kalder "loaded" - han har røven fuld!

 - I'm okay, er hans eneste kommentar. Men smilet fortæller, at han glæder sig til at flytte tilbage til sin bardoms strand.

Blandt partysejlere og plastichuse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.