Afgang fra Amerika

tegning: gert ejton

Afgang fra Amerika

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kjeld Bjerre har skruen i vandet, men der er vand i bunden af skuden. Dystre tanker trækker sig sammen over det gode skib "S/Y Jubbas", som værktøjskassens bestyrer har købt for billige dollar i USA. Afgangen fra Amerika er udskudt, til lækagen er fundet.

Så kom der for alvor hul på eventyret - "S/Y Jubbas" (S/Y betyder bare Sailing Yacht, men det er sådan noget, vi oceansejlere godt kan li'...) ligger og vugger for sit anker i en lillebitte naturhavn i Chesapeake - en dags sejlads fra det store Atlanterhav.

Og her bliver vi liggende - mig og "Jubbas" - indtil jeg har fundet årsagen til, at der pludselig er vand i bunden af skuden. Ikke store mængder, men nok til, at det bør bekymre - især når jeg ikke ved, hvor det kommer fra.

Da jeg først opdagede det, lugtede det af Klorin, hvorfor det var oplagt at mene, at det kom fra dørk-afløbet (på en båd hedder det ikke et gulv, men en dørk) i det lille baderum (og et rum hedder et lugaf), som jeg for gud ved hvilken gang havde vasket ned med Clorox. Afløbet var defekt og førte lige ud i bunden af båden - så jeg fixede det, tørrede op og regnede med, at så den potte ude.

Farvel til Rock Hall, men efter et par timers sejlads nordpå opdagede jeg vand under dørken - ikke godt! Og denne gang var det uden lugt af Klorin. Jeg smed en hel spand vand ud over siden og sejlede videre, medens jeg prøvede at bilde mig selv ind, at der ikke var noget problem.

Men efter et par timer mere for motor havde jeg atter en hel spand vand i løsdrift under bundbrædderne - realiteterne stod bøjet i neon, og selv med opbydelsen af alle mine ellers ret gode fortrængningsevner måtte jeg indse, at: Man sejler ikke ud på Atlanten med en uforklarlig læk - det kunne jo faktisk være kølboltene. Om du kan li' det eller ej, så slutter turen i næste havn.

Det var i noget deprimeret tilstand, at jeg i mørke luskede indenfor i en lille naturhavn ved Chesapeake City. Til overflod måtte jeg skændes med en dum amerikansk motorbådskaptajn, som konsekvent blændede mig med sin projektør og absolut ikke mente, at jeg kunne ankre op ved siden af ham. Nu har jeg altså også en projektør, som han fik lov at smage - og så blev der ro.

Situationen kaldte på et ordentligt bæger rom at sove på, men jeg havde ikke en dråbe - det må vi få rettet op på i morgen - så jeg gik til køjs med det helt ædru spørgsmål kværnende i hovedet: Hvor fa'en kommer vandet i bunden af båden fra?

Jeg kan ikke få øje på nogen læk fra søventiler eller motor - først lugtede det af Klorin, så var det bare brunt (som havnevandet), så blev det renere (som vandet i bugten, hvor jeg sejlede).

Der kommer kun vand, når jeg sejler (for motor). Jeg håber altså bare, at det ikke er kølboltene - katastrofe, katastrofe - i morgen må jeg knokle på fra tidlig morgen - snork ...
kort: gert ejton
kort: gert ejton

Den amerikanske mand

Og så vågnede jeg op til en smuk dag, hvor jeg ikke fik lavet en skid - fordi "naboen" på ankerpladsen kom plaskende forbi i sin gummibåd og bare lige ville sige hej og høre om jeg skulle have noget med fra land - og bla, bla, bla ...

Don er 46 år, højt uddannet flyingeniør, men for skrøbelig til denne verden - han går til hånde i familiens bygge-virksomhed, når det altså ikke lige er sommer, for så bor han i sin lille sejlbåd og klarer "forretningerne" fra mobilen. Jeg indviede ham i gåden om mit bundvand, og han sprang straks ud i en grundig analyse af problemstillingen - som en sand nørd kravlede han rundt alle vegne og lyste med sin lommelygte, medens han højlydt vendte og drejede alle argumenter.

I skrivende stund har gåden endnu ikke fundet sin løsning - men vi havde en hyggelig dag med udflugt i Dons gamle pickup. Formedelst 25 dollar har jeg indkøbt en kæmpe flaske rom, og jeg har i almindelighed vundet troen på livet tilbage: Jeg skal nok få fundet den skide læk - om jeg så skal flå samtlige kølbolte ud af skuden og forny dem ved egen kraft ...

Og så vil jeg godt fortælle en anden historie om Rock Hall - eller skal vi sige en anden version af historien om den lille by ved Chesapeake, hvor jeg nåede at leve og bo i fire uger. Én og anden vil jo nok indvende, at det var en omgang lalleglad amerikansk propaganda, jeg rablede af mig for en uges tid siden - at de er bare så evigt dejlige, åbne og hjælpsomme - åh, se bare disse herlige mennesker. Men sådan var det - sådan ER det. Eller skal vi sige, at sådan var det for mig - den dag og med de mennesker - og det var den oplevelse, jeg gerne ville give videre.

Men havde jeg været i et andet humør, så kunne jeg også have fortalt om amerikanere med mindreværd - godt nok brovtende, men tydeligt usikre på sig selv, fordi de pludselig kan se, at de ikke er uovervindelige og meget bedre end alle andre og til alting. Den der forslidte frase med den mægtige og forslugne pickup truck med V8, firehjulstræk og automatgear rummer faktisk situationen i en nøddeskal - den symboliserer den amerikanske mand i al sin bøvede, men elskelige maskulinitet. Tag trucken fra ham, og han føler sig ganske enkelt ikke som en rigtig mand. Og hvad oplever han lige nu? At benzinen er blevet så dyr, at han simpelthen ikke har råd til at køre i kassen - og han har ikke råd til at sejle i sin 580 hestes speedbåd, så den står bare på land. Den amerikanske Mand føler sig simpelthen truet - først af angrebet på de to tårne i New York, som besvares med én på lampen til Sadam Hussein (o.k., det var godt nok ikke lige ham, men han var også araber og en skidt knægt) - men nu svarer de så igen med astronomiske oliepriser, så jeg ikke kan køre i min bil - økonomien går ad Pommern til, folk må sælge deres huse, og vi har slet ikke råd til krigen i Irak - medens kineserne scorer kassen, er vi ved at gå på røven - og de mere tænksomme har endda tæskedårlig samvittighed over det morads af død, kaos og ødelæggelse, de efterlader sig i Irak.

At tage pickup'en fra den amerikanske mand er som at tage sutteflasken fra et lille barn - hele hans verdensbillede som manden over alle mænd (især de der indbildske bøssekarle i Europa) synker i grus - og det kommer fuldstændigt bag på ham, at Amerika ikke bare selv kan bestemme energiprisen. Den amerikanske "handlingens mand" føler sig truet på sin mandighed - og historisk kender han vel kun ét svar, når han følet sig truet. Jeg kan godt blive en smule bekymret.

En anden skyggeside, som jeg har oplevet herovre, men ikke fortalt om, fordi jeg ikke føler mig klog nok på den, handler om de farvede - sorte og mexikanere, men især de sorte. At man næsten ikke ser dem, selv om de i princippet er alle vegne - og når jeg alligevel møder dem på tanken eller i supermarkedet, så undviger de mit blik. Jeg synes ikke, at jeg ser hverken ond eller racistisk ud, men faktum er, at jeg kan tælle på tre-fire fingre de gange, hvor en sort amerikaner har set mig lige ind i øjnene. Det er som om, de bærer på en stor skam - de ser over mig, under mig eller ved siden af mig - med et blik fyldt med trods, men også en indre usikkerhed og angst for, at hvis de møder mit blik, vil de se foragten - min foragt for dem. De ligner mennesker, som er blevet såret så ofte og dybt, at de ikke længere orker at konfrontere virkeligheden, men gemmer sig bag et nedslået blik, hvis de nødvendigvis må bevæge sig uden for deres egne cirkler.

Et såret dyr

Det gør mig virkelig ondt, og jeg kan blive så skråt forbandet på de kvabsede og velnærede amerikanere, som lader et helt folk bo lige ved siden af sig uden at se, at det er fyldt med sorg. Tal dog til dem! Jeg får tårer i øjnene af arrigskab, når jeg tænker på det ...

I Rock Hall bor der måske hundrede sorte familier - på nær to bor de alle i en lille by uden for byen, Eastern. De kommer ind til byen for at handle i supermarkedet, og enkelte unge fyre hænger ud på tanken - de ser dig heller ikke i øjnene, men har en hård, smart og aggressiv udstråling: Fuck dig, din blege maddike ...

Et såret dyr er farligt - det er sårede mennesker også!

Men Amerika er også alle de i sandhed prægtige mennesker, jeg har mødt - med store, åbne hjerter. Og forresten er de mere end villige til at diskutere også de dårlige sider ved USA kontra Europa - især hvis man lige gør sig den ulejlighed at vise, at man faktisk godt kan li' dem. Er det så underligt?

Næste gang, du hører fra mig, har jeg fundet den læk, som lige nu hænger som en sort sky over tilværelsen på "Jubbas" - jeg har kringlet problemet, humøret er tilbage på toppen, og jeg ligger et sted ude på Atlanterhavet. Sådan er det - sådan bliver det.

Afgang fra Amerika

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce