Klumme

Da jeg begyndte på HF i 1979, mødte jeg Irene. Vi var 17 år og opvokset i hver vores lille hjørne af Odense, men med vidt forskellig tilgang til det ventende voksenliv.

Irene havde allerede radaren rettet mod mand, børn og hus - eller som det hed dengang "villa, volvo og vov." Og det blev ikke ved tanken, for Irene samlede på udstyr. For mig hørte begrebet sammen med de brudekister, der indgik i de 1700-talsnoveller, vi læste i dansktimerne.

Men for Irene var det alvor. Hun havde alt til en husholdning hørende: fra bestik og service over duge og bordskånere til gryder, potter og pander. Selv to sovsekander af børstet stål havde hun: "For man kan aldrig vide, hvor mange gæster man får."

For mig var Irenes udstyrsmani eksotisk - og ikke noget, jeg så ned på. Snarere noget, der fyldte mig med undren - og et lille bekymret stik ved tanken om, at der vist var noget, jeg ikke havde fattet. For mit værelse bugnede jo bare af lp'er, bøger og sko.

Siden er jeg kommet efter det med udstyret - dog uden at nå Irenes tjekkethedsniveau. For ser man bort fra farmors fine stel, intakt med guldkanter, sovsekande og sennepskrukke, rummer mine køkkenskabe en skønsom blanding af umage stel, design og mærker.

Har jeg ikke en samlermani, har jeg til gengæld glæden ved nogle ting, som er uløseligt forbundet med de mennesker, jeg har fået dem af. Ting, som minder om nære veninders omtanke og gavegiver-gen. Hver morgen, når jeg laver te, bruger jeg en bestemt tedåse. Den fik jeg i 1978 af min barndomsveninde Bodil, som gik på Spejderhusholdningsskole - ja, det var der noget, der hed dengang, og jeg skal hilse og sige, at det ikke kun var svensk pølseret og millionbøf, hun lærte at lave.

Men tilbage til tedåsen. Den fandt hun til mig i en lille butik i Faaborg. At den og jeg skulle fejre 39-årsjubilæum, tror jeg ikke, Bodil havde forestillet sig. I årenes løb har jeg købt dusinvis af andre tedåser, men det særlige ved den gamle, lidt bulede og falmede tedåse er, at den hver eneste morgen får mig til at sende en tanke til Bodil.

For det er jo det, gode gaver kan - få én til at mindes og glædes.

En anden nær veninde får en kærlig tanke, hver gang de turkisgrønne og gulmønstrede dækkeservietter kommer på bordet. Dem fik jeg i indflyttergave i 1988, og selv om farverne med årene er blevet mere douce, er dækkeservietterne stadig et kært og uopslideligt eje.

En tredje veninde har givet mig mange ting, jeg ikke vidste, at jeg ønskede mig - og ofte ramt plet. For et par år siden fandt hun GAVEN. Og hun lod mig ikke i tvivl om, at det VAR gaven. Hun kunne dårligt sidde stille, da hun fortalte, at hun havde været byen rundt i jagten på den, og at hun havde været lige ved at give op, da hun endelig fandt den. Og så var hun ellers ikke til at vride et ord ud af, for der var stadig lang tid til jul.

Da jeg pakkede gaven ud, måtte jeg overgive mig. Hun havde fundet den fineste pilleæske af sølv med lyseblåt emaljeindlæg i låget. Hun spottede den i en rodekasse hos en marskandiser og pudsede den op, så den kom til at skinne som nyslået sølv. Æsken er med mig hver eneste dag, og når jeg åbner den, sender jeg en kærlig tanke til giveren.

Og det er min mission med denne klumme: at minde om, at gaver, der er givet med tanke på, hvad modtageren kan lide - eller mangler - har større affektionsværdi end gaver, der er krydset af i et katalog og oploadet til ønskeskyen.dk, ønskedepotet.dk eller ønskeønsker.dk.

Irene er heller ikke glemt. Jeg har ikke set hende siden 1981, men jeg bruger stadig den hvidmalede køkkenrulleholder, hun gav mig i 19-års fødselsdagsgave med bemærkningen: "Sådan en har man altid brug for - og hvid går man aldrig fejl af."

 

  • ANDREAS_BASTIANSEN

    Af:

    Kulturredaktør på Fyens Stiftstidende & Fyns Amts Avis fra 2012. Stofområder: scenekunst og klassisk musik. Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus 1992. Fastansat på Fyens Stiftstidende fra 1994. Sidder i bestyrelsen for Fynske Mediers medarbejderforening. Til marts 2015 medlem af Fynske Mediers bestyrelse. Medlem af Reumert Juryen fra 2014. Gift og bosat i Odense-forstaden Snestrup.