Det er egentlig først på Islands Brygge i det øjeblik, der bliver talt ned fra 10 til start på Copenhagen Marathon, at motivationen vender tilbage.

Inden da har den 22. maj været en dato i den indre mentale kalender med et stort kryds, som er blevet fortrængt og skubbet ud af bevidstheden. Nu er det pludselig alvor efter en tidlig tur med toget til København, afhentning af startnummer hos en gammel ven, omklædning og nu klar til det sjette maraton nogensinde.

Sidst stod jeg her for præcis to år siden i 2009 efter at have brugt hele 2010 på en skade, som intet havde med løb at gøre.

Rundt omkring står forventningsfulde løbere. Mænd og kvinder. Men færrest kvinder i den gruppe, der følger den grønne ballonholder, der sørger for at komme i mål på præcis tre timer og 30 minutter.

Vi kigger nervøst på hinanden. Tripper lidt på stedet. Hopper op og ned mere for at få styr på nerverne end på at holde varmen på denne smukke solskinssøndag i landets hovedstad.

Nogle har hovedtelefoner i ørerne. Andre har kompressionsstrømperne trukket op til knæene. T-shirts i alle afskygninger og alle farver præger mængden af løbere, der gennem mange måneder har forberedt sig til den ultimative løbedistance på 42,195 kilometer.

I mit indre lurer nervøsiteten. På forhånd ved kun en håndfuld, at Copenhagen Marathon 2011 skal være mit comeback på den gamle klassiske løbsdistance. Inderst inde tvivler jeg på, at jeg kan løbe lige så langt som i 2007, 2008 og 2009.

Tvivlen kommer, fordi træningsmængden gennem vinteren og forårsmånederne har været forsvindende lille.

Længste træningstur har været på 22 kilometer, og det er ikke meget, når man som udgangspunkt mener, at man helst skal forsøge sig med ture på 30 kilometer. Og gerne flere gange med nogle ugers mellemrum.

En personlig rekord i Korup Halvmarathon peger i den rigtige retning, men som bekendt er der langt fra halvmaraton til maraton, og det er umuligt at vide, hvordan kroppen reagerer på den anden side af de 30 kilometer.

Som man siger, begynder et maraton først ved 30 kilometer. Alt inden da er ren opvarmning. Fra de 30 kilometer skal man løbe med det indre af hovedet. Ikke benene.

Først gør det ondt ét sted. Så forsvinder smerten, og det gør ondt et andet sted. Så forsvinder det igen, og nu er det et tredje sted. Til sidst er benene trætte, og eneste trøst er, at det også gør ondt på de andre. Nogle mere end andre.

Egentlig føler jeg mig godt kørende. Eller rettere godt løbende. Tempoet er stabilt indtil godt 30 kilometer. Så går det ned. Ikke meget, men ned. Ved 39 kilometer overhaler kæresten smilende og vinkende, mens jeg propper mig med Powerade-drik, vand, appelsinbåde og bananer.

Ved 41 kilometer nærmest ånder ballonholderne mig i nakken. De må ikke overhale, for så kommer jeg på den forkerte side af 3.30-grænsen.

De ligger hundrede meter bag mig.

Ud på H.C. Andersens Boulevard. Farten øges. Forude venter Langebro.

Foran løber fire bredskuldrede mænd, der nægter at lade en pygmæ løbe forbi. Forsøger at komme højre om. Så venstre om. Så højre, så venstre. Til sidst lykkes det. Islands Brygge venter forude.

Jeg kan høre publikum råbe. Klappe. Heppe. Målet passeres, og sjette maraton er hjemme.

Næstbedste tid efter en vintersæson med den mindste løbetræningsmængde gennem mange år.

Og comeback på maraton.

Bjarke Vestesen er Fyens Stiftstidendes løbs- og motionsredaktør. Tidligere klummer kan læses på www.blogrunner.dk.
  • Fyens Stiftstidende