Det er klasket på den ene balde, der får mig til at vågne, mens alting er gråt.

Løbets hurtigste kvinde trækker hånden til sig efter at have dasket til mig, og jeg vakler nærmest videre ud i intetheden.

Hun forsvinder hurtigt i den grød af havgus, som har lagt sig over Fanøs kyst mod vest.

Det er også her, uforsigtige turister - og tit tyskere - forvilder sig langt ud på havbunden, når det er ebbe, og når vandet så stiger, og området lukker til af tåge eller havgus, aner de ikke, hvilken retning de skal gå for at komme i land.

Sveden løber ned i øjnene, og saltet får det til at svie, mens synet bliver sløret.

Mit tøj er gennemblødt af sved, og de, der hævder, at løbetøj er svedtransporterende, har trukket en nitte i lotteriet.

De første 12 kilometer går bragende godt med en let kølende modvind fra sydøst på turen fra Nordby sydpå mod Sønderho.

Fra det øjeblik, der drejes fra den asfalterede cykelsti ind gennem en plantage i retning mod stranden, er der medvind, og sveden hagler fra kroppen.

Klasket bagi får mig bragt ud af den tilstand, hvor jeg har spurgt mig selv, hvorfor jeg slæber mig af sted med små tunge skridt og mundvigene hængende nedad.

Kvinden med den turkise ærmeløse løbetrøje og et par mandlige løbere bliver først til mørke silhuetter i horisonten, hvorefter de helt forsvinder bare nogle få hundrede meter foran mig.

Jeg drejer hovedet for at kigge bagud, men ser ingen løbere.

Alt er gråt.

I det øjeblik tænker jeg, at sådan må det være at løbe i Sahara. Min hals er tør og rusten, og ovenfra kæmper solen for at brænde den havgus af, som netop har lagt sin dyne over kysten.

Under løbeskoene er der hårdt presset sand, men om Vesterhavet er lige i nærheden eller ej, kan jeg ikke fornemme.

Gennem solbrillerne går sand og havgus ud i ét, og hvis jeg ikke følger sporet på stranden, vil jeg næppe ane, hvad der er nord, syd, øst eller vest.

Først oppe ved sommerhusområdet Rindby går løberuten ind mod Nordby igen.

Uden havgus.

Ruten i Fanø Halvmarathon er lige så hård, som området er barskt, og fem kilometer foregår i sand på stranden. Derfor er det ikke personlige rekorder, der kan prales med, når man efter godt 21 kilometer løber ind på stadion ved skolen i Nordby.

Det er heller ikke noget stort løb, men samler hvert år en trofast skare fra det sydvestjyske område - endda også en af de lokale politikere, Venstres Ulla Tørnæs, som ellers har mere travlt med at føre valgkamp end løbe.

Ikke desto mindre stiller den vestjyske politiker hvert år op på halvmaratondistancen.

- Jeg er helt på hjemmebane. Jeg har været på Fanø hele mit liv, og jeg har sommerhus på øen, lyder det fra politikeren med et overskud, man ikke skulle tro var muligt, fordi hun efter eget udsagn ikke har sovet ret meget, siden hendes partifælle, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), udskrev valget.

Det kostede minutter til den gale side i forhold til hendes løb i 2010 i Fanø Halvmarathon, så hun først kom i mål efter mere end to timer.

- Manglende nattesøvn og varmen betød, at jeg var syv-otte minutter langsommere end sidste år, lyder det fra den veltrimmede politiker, der i sommer for fjerde gang kørte til Paris på cykelholdet Team Rynkeby.

Selv politikere kan blive slået ud af havgus og lummervarme.

Bjarke Vestesen er Fyens Stifts-

tidendes løbs- og motionsredaktør.

Tidligere klummer kan læses på

www.blogrunner.dk.
  • Fyens Stiftstidende