Jeg kniber øjnene sammen og spejder desperat ud over rælingen med den afskallede maling.

Der er kun vand, så langt øjet rækker.

Vand, vand, vand.

Herude på det store hav er jeg helt alene og må kæmpe med både ydre og indre kræfter.

Den gamle plimsoller har ondt alle steder, og vandet fosser ind. Det er, som om hver en muskel, hver en sene, hvert et stykke væv i skibets konstruktion råber efter hjælp.

Mine læber forsøger også at råbe efter hjælp, men der kommer ikke en lyd.

Læber blå af kulde smager af salt som efter en af turene langs Vesterhavet gemt væk i barndommens erindring.

Imens render besætningen rundt og lænser vand, der vælter ind gennem skotterne. De lapper det, der er i stykker.

Den ene tager sig af én ting, den anden af en anden. Jeg lægger bare krop til.

Først håber vi på, at der er land i sigte inden for dage.

Så bliver håbet inden for uger.

Uger bliver til måneder.

Måneder føles som år.

Holder den? Plimsolleren med mange års ar på skroget og godt slidt af lange udholdenhedsture, som tager længere tid at lappe, som årene går.

Kommer den gamle skude nogensinde fra det her i behold, og kommer den nogensinde ud igen?

Tvivlen kommer snigende i mørket, mens kalenderblade skifter fra april til maj til juni til juli til august til september.

Tvivl bliver til usikkerhed. Usikkerhed til irritation. Irritation til frustration.

Som tiden går, synes hullerne at lappe sig selv. Operationen er lykkedes.

Så vælter det igen, og alting er som før.

Vand fosser ind, besætningsmedlemmer med hver deres ekspertise lapper igen og lover bedring.

Igen usikkerhed, irritation og frustration.

Min tillid til besætningens løfter forsvinder, som solen står lavere på himlen hen over det tidlige efterår.

Men frustration giver også nye mål affødt først under tvang, siden frivilligt.

Nye idéer. Nye udfordringer. Nye løfter. Nye veje. Ny identitet. Nye mennesker.

Måske skal skuden ikke sejle på de store verdenshave. Mindre kan - måske - gøre det.

Det kan være, den skal cruise rundt i mindre farvande og stå klar til andre formål.

Fokus flyttes. Planer ændres.

Mens pinen synesværst, og betændelsen endnu en gang nægter at slippe sit tag, forandrer alting sig.

Den lave sensommersol tørrer dækket. Hullerne er lappet, og vandet holdes ude. Bølgerne har lagt sig.

Jeg rækker hånden op mod øjnene for at skygge for solen og spejder ud over det helt rolige vand.

Fugle flokkes, mens septemberskyer spejler sig i vandoverfladen, og insekter flyver forvirrede rundt.

Stemmer sænkes, der er næsten helt stille, intensiteten nærmest sitrer over vandoverfladen.

Det er som at høre en smuk kvinde hviske. Måske en havfrue, der iagttager fra dybet.

Fem måneder med en brækket tå to gange, operation, ståltråd, to gange betændelse og nu endelig forløsning.

Der er land i sigte.

Og der må løbes.

Bjarke Vestesen er Fyens Stiftstidendes løbs- og motionsredaktør.
  • Fyens Stiftstidende