Anden del af Erik Hansens beretning om "Monsunen". Første del bragte vi 16. januar
Efter en herlig tur over Nordsøen, gennem Den Engelske Kanal og og et smut ud i Atlanten satte Erik Hansen og hans Gitte kursen sydpå over Biscayen - en smuk, men også dramatisk tur, som endte med, at de nord for den spanske kyst fik et trawl i skruen:

Endelig kom vi til La Coruna i Spanien. Skipperen på den danske båd "Alexandra", der slæbte os ind til La Coruna, havde dykkerudstyr, og han fik befriet vores skrue for det store stykke trawlernet, vi havde fået viklet om skruen ude i Biscayen.

Det blev fejret med en god middag på én af de mange gode spisesteder i denne hyggelige by.

Efter 14 dage i La Coruna sejlede vi uden om forbjerget og satte kursen sydpå - forbi Cap Finisterre. Jeg sad og læste i Bent Lymanns bog "På langfart med Ghoster", der blandt andet beskriver netop denne kyst som værende farlig med skær og forrevne klipper, og Troels Kløvedal kalder den ligefrem Dødens Kyst. Så vi holdt os godt klar med ca. syv til otte sømil til kysten. Det var i midten af august, og vejret var fint med 25 grader og høj sol - med en god agten for tværs gik det rask af sted imod Cap Finisterre.  

For sjov tændte jeg for ekkolodet, som viste 100 meter, men til min store forskrækkelse hoppede det straks til 18 meter, og pludselig var der kun fire meter under kølen ...

- Gitte, råbte jeg.

- Vi rammer snart grunden. Vi må længere ud!

Men Gitte var rolig og sagde bare:

- Sluk for det ekkolod - kig dog rundt og se alle delfinerne omkring os.

- Til helvede med delfinerne, det her går galt!

På ekkoloddet varierede dybden op og ned - snart var der masser af vand, og snart var vi ved at gå på grund. Men vi havde jo tjekket kursen af, såh - ja, så slukkede jeg ekkoloddet, og vi sejlede videre. Men lidt sved på panden fik jeg da - puha, føj for ... 

På vejen ned langs den portugisiske kyst besøgte vi nogle af de hyggelige, små fiskerbyer, der findes inde i de dybe fjorde - og så kom vi omsider til Cascais, der er en forstad til Lissabon.

Knus og kaffesnak

Vi lagde os med det dejlige cor-anker ud for byen, hvor vi genså andre både, som vi havde mødt ved England. Gensidige knus og kaffesnak i bådene satte ekstra godt humør. Gitte tog en tur til Lissabon, og jeg blev om bord, da det var begyndt at blæse lidt op - men ankeret holdt godt.

Hen på eftermiddagen sejlede alle de andre af sted, men vi aftalte at mødes i Sesimbra (lige syd for indsejlingen til Lissabon, red.) lidt senere. Jeg gik på dæk, og med ankerspillet forsøgte jeg at trække ankeret op, men nej - det sad uhjælpeligt fast på otte meter vand! Nu var gode dyr rådne - eller gode råd dyre - hvad fa’en var det, som holdt ankeret?

Det var nu ved at blive mørkt, og vi blev enige om at vente til næste dag - måske kunne vi få lidt hjælp af fiskerne i havnen? Men så kom der en sejlbåd og lagde sig for anker - det var et ældre ægtepar fra England, og da skipperen så, at jeg stod oppe på fordækket og rev mig i håret, så råbte han:

- Do you have a problem, sir?

- Yes, svarede jeg. 

Han råbte så tilbage, at jeg skulle ro over og forklare mig. Så jeg hoppede i jollen og roede derover - og forklarede, hvad der var galt.

- Jamen, jeg har dykkerudstyr, så vent lige et øjeblik - hvor dybt er der? 

- Cirka otte meter, svarede jeg.  

Det var ikke noget problem, så vi roede tilbage til "Monsunen" - og englænderen iførte sig sit dykkerudstyr, hoppede i vandet og fulgte ankerkæden ned til bunden. Efter et minut kom han op igen:

- Nu kan du sejle - dit anker sad fast om en stor gammel kæde, men nu er du fri.  

Ankeret kom op og jeg roede ham tilbage og sagde tusind tak med et par gode flasker rødvin. Dem ville han nu ikke ha’:

- Næste gang er det måske mig, der har problemer ..."

Vinen skulle han nu have, og med knus og gode ønsker sejlede vi ud i mørket mod Sesimbra.

Sesimbra er en fiskerihavn med plads til lystbåde, men mørkt var det, og vi lå et stykke tid uden for havnen for at finde ud af, hvor vi skulle ind - lysene inde på land gør det lidt svært at se lyset på selve indsejlingen. Jeg kaldte op på radioen og blev så dirigeret ind til havnen, og her lå vennerne fra tidligere.

God stemning - øllerne skummede, og vin flød - tilsat et par numre på harmonikassen var drømmeturen stadig i fuld gang. Hvad der ville ske i morgen - ja, hvad pokker? Livet var her og nu!!!

Kære Erik Hansen - atter en tak for historien. Det var så kapitel to om rejsen til Middelhavet - kan vi vente et kapitel tre?

Bortset fra det: Jeg har læst dit afsnit om ekkoloddet et par gange ekstra - hvorfor kunne loddet ikke blive enig med sig selv om den korrekte dybde? Og det fik mig til at tænke på, at vi engang ramte ét eller andet under vandet. 

Det var på højde med La Coruna, men nogle hundrede sømil ude i Atlanten, hvor der er så dybt, at man ligesom ikke gider at beskæftige sig med det: Om der er 500 meter eller fem kilometer vand under kølen er jo ligegyldigt.

En kæmpehånd

Vejret var fint, min søn passede kursen, og som jeg husker det, gled vi af sted med fem-seks magelige knob, da båden pludselig var ved at stå på næsen. Der lød ikke noget brag - det var nærmest som en usynlig kæmpehånd, som standsede båden så brat, at masten svajede forover, og jeg måtte gribe i den heldigvis solide sprayhood for ikke at stå på hovedet ned i kahytten - hva’ fa’en var det?

Man hører jo om folk, som sejler ind i paller og sågar flydende containere, hvilket meget nemt kan betyde forlis. Men den slags vraggods vil flyde i overfladen, og der vil lyde et ordentligt brag, når man rammer - sandsynligvis med stævnen, som enten vil blive knust eller glide op over. Vi stoppede så at sige med et "lydløst brag", og vi var ved at stå på snuden, hvilket betyder, at vi blev ramt nederst på kølen af noget voldsomt tungt og solidt, som dog var blødt og gummiagtigt.

Ingen af os ville sige det højt, fordi det lyder for fjoget - men vi tænkte det samme: Det må have været en hval - hvad skulle det ellers være? Men en hval er vel for pokker ikke så dum, at den lader sig sejle ned? Medmindre den sover - sover hvaler? Vi kiggede nervøst agterover, men hvis hvaler sover, så er de i hvert tilfælde ikke morgensure, for vi blev ikke forfulgt ...

Nå, Erik - jeg ville bare høre, om du måske har overvejet, om det var Gittes delfiner, som snød ekkoloddet?
  • Fyens Stiftstidende