JAGT: 160.000 danskere løser jagttegn hvert år. 7000 af os er kvinder
- Nå, skal du nu også til at være lystmorder?

Kommentaren kom fra min ældre bror. Og man kan sige meget om den kommentar, men i det mindste var den ikke sexistisk. Han ville have sagt nøjagtig det samme, hvis jeg havde haft det rigtige køn.

Det er nemlig ikke helt rigtigt at være kvinde og jæger. Direktørstolen - værs'go. De fede biler - dem kan vi også godt dele. Barslen deles endda i visse afbalancerede hjem, hvor mændene ikke har ondt i maskuliniteten.

Men frokosten i det grønne, med de kolde grønne, det er dér, det går helt galt.

Jeg har set granvoksne mænd rødme, stamme og - til de andre jægeres store ærgrelse - undlade at fortælle pointen på en ikke helt stueren joke.

- Øhh, ha ha, nej gutter, hø, der er jo li'som også kvinder til stede...

Det bliver bare aldrig helt den samme jagt.

Dertil kommer, at kvinder viser sig at være udmærkede skytter. Det er lidt ligesom i trafikken: vi læser grundigere på lektien og tager færre chancer.

Og her går det altså ud over en rest urgammelt jægerinstinkt: Jeg skal nok beskytte dig kvinde og smide noget råt kød på bordet, som du kan tilberede - og som jeg naturligvis har nedlagt under kamplignende forhold.

Hvis vi kvinder for alvor møver os ind dér også, jamen så er mændene definitivt henvist til at varme sig på der-er-så-meget-kvinder-ikke-forstår-reklamer.

Min jagtlærer i ungdomsskolen blev aldrig den samme, efter at jeg meldte mig til hans undervisning. Utallige gange sad jeg med poten i vejret. Jeg blev ikke hørt.

Og den dag, jeg ramte min første lerdue på skydebanen og blev så begejstret, at jeg viftede lidt med det stadig ladte gevær, kastede han geværet til jorden og holdt en meget lang tale om, hvorfor kvinder ikke bør have jagttegn.

Vi førte faktisk kun én rigtig samtale, han og jeg. Det var da jeg - før jeg ringede til nogen andre - ringede og fortalte, at jeg havde bestået prøven. Jeg tror, han græd.

Jeg ved i øvrigt godt, at de rigtige jægere, og her tænker jeg på kvinder med en kaliber 12, vil smile overbærende af min kaliber 20 damemodel. Som jeg har endnu. Ligesom jeg indløser jagttegn, selv om det snart er mange år siden, jeg skød min første og eneste andrik.

PS: En af de mere stuerene:

En gammel mand på 90 var ved lægen for sin årlige helbredsundersøgelse, og lægen spurgte, hvordan han havde det.

- Jeg har aldrig haft det bedre, pralede han.

- Jeg har en kone på 18, og hun er gravid og skal have mit barn. Hvad siger du så?

Lægen tænkte lidt over det og sagde:

- Lad mig fortælle dig en historie. Jeg kendte engang en mand, som var en ivrig jæger. Han gik aldrig glip af en sæson. Men en dag havde han travlt og kom ved et uheld til at tage sin paraply med i stedet for sin riffel. Da han gik ude i skoven, dukkede der en kæmpestor gråbjørn op. Så han hævede sin paraply, sigtede på bjørnen og klemte til med fingeren omkring håndtaget. Og ved du hvad der skete?

- Nej, svarede den gamle måbende.

- Bjørnen faldt død om lige foran ham, svarede lægen.

- Det er jo umuligt, udbrød den gamle mand, en anden må have skudt bjørnen!

- Det er det, jeg mener, svarede lægen.