FISKETURIST: Mod nord har kunden altid ret, mod syd kun med den største modvilje
Der er to fiskehuse på havnen. De ligger ryg mod ryg, og skyder man genvej gennem virvaret af skure, trækvogne og faretruende vaklende stabler af kasser er der ikke mer end 50 meter mellem dem.

Det var den fysiske afstand. Noget helt andet er den mentale, virksomhedskulturen, som managementkonsulenter taler om, stemningen, atmosfæren i de to butikker. Og på det punkt er der lige så langt som mellem ild og vand, himmel og helvede, sort og hvidt, mand og kvinde.

Handler man i den ene, vil man ikke drømme om at sætte sine ben i den anden.

Den mod nord er den pæne. Facaden er velholdt, nydelige blomsterkummer omsorgsfuldt monteret med årstidens blomster, og den store rude altid nypudset.

Indenfor er lyset tydeligvis designet. Klart, kultiveret uden at være blændende, halogenlamper spejler sig i de blanke montrer, og de ansattes velkomstsmil stråler om kap med deres hvide kitler.

Her er den barske virkelighed omhyggeligt kamufleret. Fisken er fileteret, paneret, røget, speget, stegt, natur er blevet til vare, man mangler kun indpakningen med sidste salgsdato. Her er ingen anklagende stirrende øjne eller dramatisk gabende munde, der vidner om pinefuld dødskamp. Det er butikken for de sarte.

Ud af røret

Anderledes forholder det sig mod syd. Ruden er overmalet med "dagens tilbud" i stor hvidkalket skrift, den afskallede dør står altid åben og den sortbejsede tønde udenfor var tænkt som blomsterkumme, men har altid tjent som opholdssted for den fedeste kat, jeg kender: Thorvald. Opkaldt efter en lokal fisker, der heller ikke var meget for at flytte sig, medmindre han kunne se sin fordel.

Indenfor er gulvet vådt, der er koldt uanset årstiden, og på disken ligger stabler af fisk, der gaber og glor skamløst op i ens åbne ansigt.

Og sådan er det hele vejen igennem.

Der er mange kunder, og kun to til at ekspedere. Vægtelefonen ringer, og den ene skøjter på træsko over det glatte gulv og flår den af ophænget:

- Fiskebutikken. Et øjeblik, og kyler telefonen ned i en ståltrådskurv fyldt med fileterknive. Det må have lydt som et togsammenstød i den anden ende af røret.

De faste kunder reagerer ikke, turister kikker forundret på hinanden. Det er nu det afgøres, om de er gået forkert eller trofast stiller sig op i køen, der en lørdag formiddag strækker sig langt uden for butiksdøren.

Frem med Arne

For her får man ikke bare fisk, men også underholdning. Hvis man selv vil lege med.

- Gudfaderbevares. Så be'r han om remoulade, mens han peger på karrysalaten, udbryder Palle med himmelvendte øjne. Øjeblikket er inde til at vise, om man er mand eller mus ved lynhurtigt at drible bolden over på hans bane.

Arne er i bagbutikken i dag. Han viser sig et kort øjeblik, og ingen tror deres egne øjne.

- Hvor længe har han set sådan ud?

- Jeg tror, at ulykken indtraf i onsdags, siger Palle resigneret.

- Kan du ikke lige kalde ham frem?

- Arne. Kom lige ind. Jeg skal lige spørge dig om noget.

- Du skal ikke,Arne, råber den kvindelige ekspedient.

- De vil bare grine af dit hår.

- Det ved jeg da godt, lyder det bagfra, og sekundet efter springer Arne frem som stjerne for en aften: Ta-dah! Og jo - man havde set rigtigt. Arne er blevet plydset og leopardplettet over hele hovedet. Kunderne griner og klapper.

Jeg elsker at handle i den forretning. Selv om jeg hver gang bliver groft forulempet og udleveret til almindelig latter. Hvis det står til Palle, Arne og alle de andre.

(pseudolus)