For tre år siden blev Vivian Tangaa ramt af post-traumatisk stress syndrom og kunne ikke være holde ud af være sammen med mennesker. I dag underviser hun andre med angst og depression.

Som hun står der foran tavlen smilende, åben og gavmild med sig selv, er der ingen tegn på post-traumatisk stress syndrom hos Vivian Tangaa.

Men det lider hun af. Med angst og depression som faste følgesvende.

Det er det, hun fortæller om, når hun underviser andre med angst og depression i, hvordan man håndterer det, og hvordan man dæmper det.

Og så er det svært at tro, at et møde med Vivan Tangaa for tre år siden ville have været helt anderledes.

Der sad hun i et hjørne og nulrede en skumgummibold mellem hænderne. Stille. Bange for at gå ind ad døren. Bange for andre mennesker.

- De skulle ikke sige noget til mig, og de skulle ikke være omkring mig. Hvis jeg skulle hjælpe med at skrælle gulerødder, skulle jeg ikke have andre tæt på mig, siger Vivian Tangaa.

Hun var lige blevet tildelt en førtidspension og var begyndt at komme på Vestervangen, et psykiatrisk center i Tommerup. Men en lille gnist var også tændt i hende.

For nok var førtidspensionen lig med ro fra flere års kamp i det kommunale system, der ville have hende ud på arbejdsmarkedet. Men en førtidspensionering var ikke noget, hun kunne forlige sig med skulle være hendes parkeringsplads resten af livet. At være førtidspensionist var andennederste trin på Vivian Tangaas statusrangliste. Den ville hun op ad, for det hjalp ikke på depressionen, at hun følte sig mindre og mindre værd.

- Jeg anede ikke, hvad mine ønsker, drømme og behov var. Jeg anede ikke, hvem jeg var, og hvad jeg ville. Jeg anede ingenting, fortæller Vivian Tangaa.

Fra fængslet til psyk

Det startede, da Vivian Tangaa var 31 år. Hun arbejde som fængselsbetjent og måtte gå hjem en dag, da influenzaen havde gjort sit indtog. Hun regnede med at være klar til næste vagt, men hun kom aldrig tilbage. For det var ikke influenza, men barndommen med en hård far og jobbet som fængselsbetjent, der havde sat dybe spor.

- Når jeg efterrationaliserer, kan jeg godt se, at noget var galt. Det påvirkede mig ikke, når alarmen gik. Normalt ville adrenalinen begynde at pumpe i kroppen, men jeg kunne ikke mærke noget.

- Jeg troede, jeg hurtigt blev klar igen, men bægeret var løbet over. Jeg blev deprimeret og kunne ikke være sammen med andre. Jeg gad ikke spise, og jeg udviklede anorexi, siger Vivian Tangaa.

I de følgende år var hun flere gange indlagt på psykiatrisk afdeling uden rigtig at få hold på det kaos, der herskede i hovedet, eller det mindreværd, der holdt hendes sjæl i et jerngreb.

Vestervangen blev det, der skulle til. Hun begyndte at komme der en gang om ugen. To timer ad gangen. Mere kunne hun ikke rumme. Øreakupunktur hjalp hende med at få fred og ro i kroppen, og personalet var hele tiden opmærksom på, hvordan hun havde det. Og så kunne Vivian Tangaa tage det sværeste skridt; det første.

Derfor var hun modtagelig, da Lene Puggaard Madsen og Jane Poulsen, sundhedskonsulenter i Assens Kommune, holdt et kursus i kost og motion. Hun lærte dem at kende, blev tryg ved dem og følte, hun kunne bruge sin viden om mad til noget.

Det mundede ud i to gange 13 ugers pratikforløb på rådhuset, hvor hun fire timer om ugen skulle med Jane Poulsen ud og holde oplæg ved vægttabskurser. Igen startede hun stille i hjørnet, inden hun mod slutningen blandede sig i undervisningen.

- Pludselig var jeg ikke syg. Jeg var bare en af de andre. Jeg blev sat til at lave et oplæg om mig selv til et morgenmøde. Det gik rigtig godt, og det gav mig enormt meget. De troede på mig, da jeg ikke troede på mig selv. Jeg følte, at jeg ikke var noget værd. De gav mig opgaver, som jeg kunne løse, og så voksede jeg. Sådan tror jeg, det er for de fleste.

Vil ikke nøjes

Forløbet sluttede i september, og siden er Vivian Tangaa blevet uddannet til Assens Kommunes første frivillige instruktør, der giver folk med angst og depression værktøjer til at håndtere deres sygdom.

- Det er rigtig godt. Jeg giver noget af det, jeg har lært og oplevet, fra mig. Jeg forstår, hvad de føler.

Og så er det altså, at det er svært at se, hvad Vivian Tangaa selv kæmper med. Men angsten og depressionen er der stadig.

- Jeg har en følelse af, at jeg kun er god nok, hvis jeg laver noget, så jeg fylder min dag med masser af opgaver. Men bliver jeg overstimuleret, og når man er sensitiv som mig, kokser det i hovedet. Så eksploderer jeg sidst på dagen, når jeg ikke kan rumme mere.

- Nu arbejder jeg med ikke at have flere end tre-fire opgaver om dagen, og jeg øver mig i at lave ingenting. For min hverdag er meget struktureret. Jeg skal motionere hver dag. Men jeg arbejder med at have mindre i skemaet, så der bliver mere plads til spontanitet. At det bliver mere lystbetonet og færre tvangshandlinger, siger Vivian Tangaa, der agerer prøvekanin for en mindfullness-coach og er gået i gang med at uddanne sig til selvværdsvejleder.

- Jeg vil ikke nøjes med noget halvgodt, hvis jeg kan gøre noget for, at det bliver bedre. Jeg er ikke tilfreds, før det er godt, siger Vivian Tangaa.

Højt.

  • Petersen_Nina_Vibe

    Af:

    Lokalredaktør i Assens. Jeg har været på redaktionen i Assens siden oktober 2010. Fra december 2014 som redaktør. Jeg var i 2004-05 praktik på Fyens Stiftstidende, hvor jeg var forbi Sportfyn og Odense-redaktionen. Siden har jeg i to omgange været på Sportfyn, været på redaktionerne i Otterup (nu Bogense), Nyborg og Ringe, på kulturen og lavet diverse tillæg.

Mere om emnet

Se alle
Angst og depression: Mod er første skridt til hjælp

Angst og depression: Mod er første skridt til hjælp

1
Angstramte underviser i angst

Angstramte underviser i angst