Klumme: - Nogle gange hader jeg dig, mor ...

Majken Kristine Gunge. Foto: Thomas Gunge

Klumme: - Nogle gange hader jeg dig, mor ...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forleden blev jeg fyldt af kærligheden til en af mine tre sønner, da jeg sad og iagttog ham ved morgenbordet.

"Jeg elsker dig bare, Theodor," lød det fra mig. Han kiggede på mig, smilte og holdt pause med skeen med havregryn: "Jeg elsker også dig, mor ... men jeg hader dig altså også nogle gange," sagde han så og fortsatte ufortrødent sin spisning.

Theodor ved godt, hvad det vil sige at elske. Det er måske en påstand fra min side, men i hans otteårige væsen flyder der så meget tillid, uskyld og kærlighed, som er svær ikke at blive berørt af, når man er i hans nærvær. Kærligheden hos ham - og hos børn i det hele taget - bliver, for mig at opleve, ofte en meget kropslig følelse og kontakt, der - inden de begynder at blive alt for voksne og selvbeskyttende - får lov til at udfolde sig i sin rene, uspolerede form. Nogle gange gennem barnets ord og spontane udbrud, nogle gange blot ved barnets nærvær og tilstedeværelse.

Det er det, der gør, at vi kan blive helt bløde indeni, når blikket falder på vores små guldklumper, der sidder og tygger på havregryn i de tidlige morgentimer. Fordi den her kærlighedsfulde energi eller atmosfære, der ofte er om børn, ikke er særlig tilstoppet, men i sit udgangspunkt flyder frit fra hjertets åbning og uskyld.

Jeg har nogle gange leget med tanken om at kunne hoppe i Theodors sko og leve livet med hans ubekymrede og tillidsfulde væsen. Uden tanke om den manglende pensionsopsparing, vandskaden i stueloftet eller hælsporen, der bliver ved med at gøre ondt, til trods for at alle gode råd fra lægen og diverse google-søgninger er blevet fulgt til punkt og prikke.

Theodor hader mig også indimellem. Han hader mig, når jeg beder ham om at slukke for sin iPad, eller når jeg siger, at det er tid til at få klippet de lange tånegle eller få taget et bad med hårvask. Han hader mig måske også, hvis jeg har lavet rodfrugtsuppe til aftensmad - uden udsigt til en afsluttende dessert, der kan løfte det mad-mareridt, han skal igennem først.

Hadet - eller måske nærmere vreden og modstanden - i Theodor er til at tage at føle på. Det får mig ikke til at gemme mig væk i et hjørne eller til at skyde mig selv fuldstændigt ned som mor. Måske er det også lidt nemmere at forholde sig til en otteårigs modstand over for aftensmaden eller begrænsninger af dagens skærmtid end til teenagerens modstand over for alt det skidt og kanel, man nu byder ind med som forælder.

Her kan oprøret ofte føles som en mere massiv og personlig omgang indeni, når den 15-årige begynder at reagere med fysisk kvalme og kvababbelse blot ved synet af en i døråbningen eller

ved lyden af ens mundbevægelser, når man tygger på grønkålssalaten til aftensmaden. I sådan en situation skal der arbejdes på at bevare fodfæstet og tænke, at "det der antræk til opkast fra sønnike, det har nok ikke noget med mig at gøre."

På dårlige dage fristes man til som forælder bare at lægge sig fladt ned og med det samme ringe efter en pizza med fire forskellige slags kød. Så alle - inklusiv en selv - slipper for den slatne salat på tallerkenen og den dårlige stemning omkring bordet.

Jeg havde selv en periode, da jeg var ung, hvor jeg hverken kunne forestille mig at leve uden min mor eller kunne udholde at være i rum med hende. Det var lidt en pærevælling af dobbeltrettede følelser at gå rundt med i de både glade og besværlige teenageår.
Majken Kristine Gunge
Majken Kristine Gunge
Majken Kristine Gunge er eksam. psykoterapeut og cand.mag. i dansk og musik. Hun har praksis i Assensklinikken, Skelvej 7, 5610 Assens og i Mulighedernes Hus, Søndergade 99, 5620 Glamsbjerg.Kontakt: Tlf.: 61 70 90 64, e-mail: majkenkristine@gmail.com

Se mere på hjemmesiden: www.majkenkristine.dk

Et uundgåeligt oprør

Jeg havde selv en periode, da jeg var ung, hvor jeg hverken kunne forestille mig at leve uden min mor eller kunne udholde at være i rum med hende. Det var lidt en pærevælling af dobbeltrettede følelser at gå rundt med i de både glade og besværlige teenageår.

Men måske er det ikke så mærkeligt endda, at der kan være de her modsatrettede bevægelser i os ift. mor og far. Særligt når vi er børn/unge, men faktisk også til tider, når vi er voksne. For samtidig med at vi kan være bange for at slippe afhængigheden af mor og far - og dybest set måske ikke har tillid til, at vi kan stå selv og leve et liv uden for deres vinger - så kan vi have så stor ulyst til netop at blive i deres favntag. Under de vinger, hvor vi jo med årene i virkeligheden kæmper en større og større kamp med at udfolde vores egen kraft og energi.

Oprøret eller løsrivelsen fra vores forældre er, efter min mening, uundgåelig, hvis vi skal blive frie, selvstændige individer. Der er ikke rigtig nogen vej uden om, og egentlig er det godt, når vi i teenageårene begynder at mærke trangen til at træde vores egne skridt væk fra mor og fars kødgryder og deres til tider fastlåste verdensbillede og røvirriterende måde at tygge salat på.

Det vidner om tillid i relationen, at vi netop tør vise vores vrede, gøre oprør og mere og mere kæmpe for vores ret til privatliv og en pizza med kød og ekstra ost. Den tillid er, i mit perspektiv, et væsentligt fundament at få ind under huden i vores liv. Hvis vi har en grunderfaring af, at verden ikke lukker døren for os, fordi vi til tider er kantede eller udtrykker stor vrede og modstand, så tør vi i højere grad være her. Både med vores følsomhed og kraft.

Vores mulighed og ansvar

Indimellem hader vi simpelthen mor og far og kan ikke holde ud at høre ordene komme ud af deres mund. Det, vi hader, er måske nok i starten vores fysiske mor eller far, men med tiden bliver det tydeligt, at deres stemmer er blevet en så integreret del i os, at vi - selv når vi ikke er sammen med dem - kan kæmpe med at gøre os fri af dem. Og når vi opdager det, så hader vi dem lidt igen ...

Indtil vi måske begynder at indse, at det ikke længere har alt med mor og far at gøre. At det faktisk på et tidspunkt i højere grad handler om at opdage ansvaret og muligheden, vi har, for virkelig at vende os mod os selv og tage vare på følelserne og livet, sådan som det udfolder sig i os.

Uanset hvad vi fik med fra mor og far af støtte, kærlighed og omsorg, irriterende holdninger og slatten grønkålssalat på tallerkenen.

Klumme: - Nogle gange hader jeg dig, mor ...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce